DanneqvindenSølvbryllupsdagen den 14de Novbr. 1804.Hail! wedded love!Milton.Moder! Mage! ædle Borgerinde,huld Erindringen i Dag fremstaaer —vækker tryllende det høie Mindeom hensvundne fem og tyve Aar.Vexelscener fra din Morgenrødesmilende oprinde i din Siel;Flammen er vel slukt; — men Emmer glødedybt i Følelsernes Væld.Øiet lyner ei, da Blodet strømmerei med Lidenskabs, med Ungdoms Ild —O! men talende dit Hierte svømmeri dit glade Modersmiil.Moderheld! — o! hvilken Pen udtrykkerSaligheders Fylden — Guddoms Lyst!Tanken blot vor hele Siel henrykkerved den Himmel i en Moders Bryst!Evig er din Ild, vi henrykt stamme,evigt er dit Væsen — Kiærlighed!O! din Ild er Gnisten til den Flamme,som Cheruben hisset knæler med.Sværmer jeg? — da var det dig, som lærtemig det mystisk fromme Sværmeri,Elskov! dig, som aanded’ i mit HierteFølelsernes høie Phantasi!Dig det var, som i hensvundne Dage —zittred’ første gang i Harpens Lyd,der saa ofte tryller mig tilbage,skiøndt veemodig, til min tabte Fryd.Sværmer jeg? — da lad mig aldrig mistedenne Billeddrøm af Phantasi!lad mig drømme, — o, lad Hiertet bristemidt i Fylden af sit Sværmeri.Dog! — om jeg end aldrig selv skal findeMaalet for min heele Siels Attraa —da skal denne Dags Erindring — Danneqvinde!lære mig: — det muligt var at naae;lære mig med henrykt Siel at stamme:Evigt er dit Væsen — Kiærlighed!o! din Ild er Gnisten til den Flamme,som Cheruben hisset knæler med.D. Stick.