Pige! Een Blomst har jeg kun tilbage
af de faa, som blomstred’ paa min Vei:
Mindet om min’, første Elskovsdage,
Hiertets helligste Forgietmigej.
Frisk og elskovsfuld og kiøn og stille,
vaad af Veemod, vinker Blomsten mig;
men, skiøndt Taarer i dens Bæger spille,
dog mit Hierte evig signer Dig;
thi hvad kan Du for, at Mindets Smerte
dræbte, ak! min Ungdoms Kraft og Id?
O! hvad kan jeg for, at dette Hierte
hang saa evigt ved Dit første Smil?
O! hvad kan Du for, at blandt det Skabte
jeg kun Dig, — kun Dig elskværdig fandt?
Ak! hvad kan jeg for, at alt jeg tabte,
da den skiønne Drøm om Dig forsvandt?
Dog alt er ej tabt, eet er tilbage:
Hiertets helligste Forgietmigej,
Mindet om min’ første Elskovsdage;
denne Tornerose visner ej.