Pigen med Harpen
Vexelsang.
Vexelsang.
Siig mig, du blege Møe, som staaer
her henne ved Døren, og Harpen slaaer,
hvi blusser din lille Kind saa rød,
naar Strengene zittre i dit Skjød?
Du er dog endnu baade smuk og ung,
det Spilmandsliv maa falde Dig tung;
men siig mig, blusser din Kind saa rød,
naar Strengene zittre i dit Skjød?
Hun.
O naadige Herre! af Harpens Lyd
fremlokker mit Hierte sin Ungdomsfryd;
saa blusser min blege Kind saa rød,
naar Strengene zittre i mit Skjød.
Men siig mig, hvi svulmer saa dit Bryst,
og aander Sukke i Harpens Røst?
du er dog endnu baade ung og smuk,
hvorfor da de ængstlige bange Suk?
Hun.
O, naadige Herre! mit fulde Bryst,
høit svulmer ved Mindet om Ungdomslyst;
saa bæver i Harpen de bange Suk,
ak! fordi jeg eengang var ung og smuk.
Men siig mig, hvi trille de Perler smaae
paa Harpen, som Duggen over Engens Straae?
siig mig, hvi staaer Øiet af Taare fuld,
naar Haanden griber i Harpens Guld?
Hun.
Der bølger en Kilde sig i mit Bryst,
som stiger og falder i Harpens Røst;
o! det er Accorder, som, reen’, og fuld’,
sødt lokke de Perler ned i dens Guld.