Ved Midnatsstund, naar Stjerner tindre,
Og Ingen hører mig;
Da jeg, mens Taarer Hjertet lindre,
Elinna! tænker dig.
Paa Himlens Blaa, i Stjerners Hær
Dit elskte Navn jeg seer.
Hvor Bølgen klar og blid sig slynger
Forbi et Rosentræ,
Der sidder jeg, naar Lærken synger,
I eensom Skygges Læ.
Da venlig Bølge blidelig
Dit Navn tilhvisker mig.
Ved Morgengry, i Aftens Stille
Dit Billed følger mig.
Men, ak, hvorfor de Taarer trille,
Jeg ej tør sige dig.
Elinna, ej min bange Qval
Din Ro forstyrre skal.
Maaskee engang min Læbe vover,
At tolke dig mit Bryst.
Men før maaskee i Graven sover
Mit Hjerte koldt og tyst.
Da, Fromme, ved mit Hvilested
En Medynks Taare græd.
I. Smidth.