Helt Ragnald drager paa Korstog hen,
For hellige Land at vinde.
Med Kors paa Brystet forlod han Ven,
Og unge og favre Qvinde.
Tungt blev hans Hierte ved taust Farvel,
Han drog fra huuslige stille Held,
Og Taarerne randt paa Kinden.
Saa mangen Taare nu randt i Løn
Fra Vennevivs brune Øje.
Al hendes Trøst var den elskte Søn,
Som lignede Faderen nøje.
”Gud,” rere hun bad, ”o bevar min Mand!
Beskyt hans Fjed i det fjerne Land,
Og bring mig ham snart tilbage!”
Saa svandt en Sommer og Høst i Graad;
Men Tid jo kan læge Hierter.
Ven Edvin pønser, at raade Bod
Paa favre Galvinas Smerter.
Snild først han deler den bittre Sorg,
Dernæst hver Dag i Galvinas Borg
Med Fjas han forkorter Tiden.
End Taaren rinde i Løndom vil,
Men oftest paa eensom Pude.
Galvinas skjønne, ej sjeldne, Smiil
Alt Dagskjer af Fryd bebude.
Ved Edvins Komme fandt Hiertet Trøst;
Og Edvin saae det med Fryd og Lyst,
Ej har han forsømt at komme.
Der gik en Tid, og Galvina fandt
Sig bedre ved Edvins Side.
Han kyste Taarerne bort, som randt
End stundom i Barm den hvide.
En Frihed lokker den anden frem.
O Qvinder, vaersom den første hem!
De andre den snarlig følge!
Fræk Edvin løser tit mangt et Baand,
Der dølger Galvinas Ynde.
Med kierlig standset men yndet Haand
Han fræk bliver ved at synde.
Først veeg Blufærdigheds skjønne Dyd.
Nu Dydens Røst blev en sagte Lyd,
For svag imod Ungdoms Sandser.
Galvina sidder i Maanelys,
Omslynget af Edvins Hænder;
Og under hede og lange Kys
Til Vellyst hun heftig brænder.
De snart beruses af Ungdoms Sands;
Da falmed’ Troskabs og Venskabs Krands,
Mens Maanen gik bort bag Skyer.
En piint Samvittigheds bittre Nag
Maa slukkes i Vellysts Flammer.
Tit Edvin hilser nu spæde Dag
Uklædt i Galvinas Kammer.
Og vaager stundom dem Angers Røst,
Da hastig trykke de Bryst mod Bryst,
Og dysse dens Røst i Rusen.
O, tit Galvina i Edvins Arm
Af ængstlige Drømme vækkes.
Og Edvin tit ved Galvinas Barm
Af ahnende Qval forskrækkes.
Med dulgt, men inderlig, Sorg de see
Hinandens Qvaler, og tvungne lee.
Gud naade for slig en Latter!
Fortvivlet seer hun paa elskte Søn,
Der græder, naar Moder sukker.
Hun vil anraabe sin Gud i Bøn,
Men Kummeren Munden lukker.
Og han, for Gud og for Alting ræd,
Sin egen Skygge forskrækkes ved,
Og skrækkes, naar Løvet rasler.
Saa svandt de Dage i Synd og Sorg
Og aldrig er Synden rolig.
Hver Dag, hver Nat var Galvinas Borg
Saa Kummers, saa Vellysts Bolig.
I Vellysts Bæger de søge Trøst,
Og glemme alt ved hinandens Bryst,
For atter til Skræk at vaagne.
I Kamp mod Tyrker er Ragnald død,
Saa mælder det snelle Rygte.
Det Budskab glad for Galvina lød,
Og Sorger og Kummer flygte.
”Dig Edvin giver jeg Troskabs Haand;
For Altret knytte vi helligt Baand,
Og Gud da vor Synd forlader.”
”O ja, Galvina, min Sjel er fro!
Nu Gud os vor Synd forlader.
Dig, Elskte, giver jeg Haand og Tro,
Din Søn mig skal kalde Fader.”
”Med Dyd vor Synd vi skal slette ud.
Hver Dag, hver Nat vi skal bede Gud
Om Ro for vor Ragnalds Skygge.”
I trøstet Barm de nu Glæden fandt,
I Glæden dog Taarer rinde.
Og selv blandt kierlige Kys de randt
Saa sage ved Ragnalds Minde.
Alt over Landet gik Budskab ud:
Helt Ragnalds Enke er Edvins Brud.
Til Vaar skal det Bryllup stande.
De Fruer tænke paa Bryllupsstads,
De Mænd paa den Viin, der vanker.
De Møer tænke paa kierligt Fjas;
Til Dandsen alt Hjertet banker.
Bort Edvin kyste Galvinas Sorg.
Hver Nat han sov i sin Elsktes Borg,
Og vaagned’ i hendes Arme.
Mod Vaar en Aften i Maanelys,
En Nattergal sang i Lunden;
De sad og vexlede hede Kys,
Men vaktes ved Bjef af Hunden.
Der staaer en Ganger ved Borgens Port.
Forfærdet Edvin sig skynder bort;
Ham ahner ej godt om Hiertet.
Nu nærmes Gangerens snelle Fod.
Galvinas Læbe ej smiler.
Ved Slottets Dør den nu stille stod,
En Ridder mod Dørren iler.
Et Øjeblik — og Galvinas Barm
Omslynges tæt af Helt Ragnalds Arm;
Af Glæde hans Taarer rinde.
”Nu Gud skee Tak for din Naade stor!
Nu har jeg alt glemt min Qvide,
Som i det Fierne i fire Aar
Med Længsel jeg maatte lide.
Det vorder glemt ved Galvinas Favn.
For mig maa Tyrken i Herrens Navn
Beholde al Palæstina!”
Og ind den Pebling mod Ragnald sprang,
Og glad han udraabte: Fader!
Saa glad ved Faderens Hals han hang.
”Jeg aldrig dig meer forlader!”
Saa Ragnald raabte. Galvina stum
Fra Søn og Mage sig vendte om;
Det brændte om hendes Hjerte.
”Hvi staaer saa stille min Hiertenskjær,
Og veed ej et Ord at sige?
Hvi dvæler Taaren i Øjet her,
Hvi ængstlige Suk opstige?”
Galvina stammer: ”Velkommen, Mand!
Med Ord man Glæden ej tolke kan.
Gid Herren dig give Glæden!”
”Og hvor er Edvin, min Ungdoms Ven?
Send Bud, at han hid maa ile!
O gierne saae jeg dog ham igien,
Endnu før jeg gaaer til Hvile.”
— Galvina taug, og i bange Træk
Helt Ragnald læste en voldsom Skræk.
Det isnede om hans Hierte.
Hans Mund blev taus, og hans Sjel omspændt
Af Ahnelser mørke Taage.
Men Søvnen lukte, før Qval var endt,
Hans mødige Øjenlaage.
Han sov saa haardt, thi hans Krop var træt.
Han vaagner, dersom jeg gjetter ret,
Desværre! nok ej til Glæden.
Den Nat var sort; det blev sildig Dag.
Liig spaaede Ravnens Sange.
Gespenster hvisled’ i Stormens Brag,
Og Vandrerens Sjel var bange.
Ej sov Galvina. Ved Midnatsstund,
De Terner hørte det, sysled’ hun;
De hørte, hun bad til Herren.
Mod Morgen vaagnede Ragnald træt,
Udmattet af bange Drømme.
Galvina knæler ved Sengens Bret,
I Graad hendes Øjne svømme.
”Saa tidlig oppe, min Hiertenskjær!
Af Angst mit Hierte uroligt er.
Din Kind er jo vaad af Taarer!”
”O Ragnald, Naade hos Gud og dig!
Vi To maa nu snart adskilles.
Din Hævn, o Mand, ej forbande mig!
Nu snart jeg for Dommen stilles.
Ak, heed og langsom er Helveds Ild!
Min Synd er blodig, min Gud er mild.
O, beed for din arme Kone!”
”Galvina, Kone!” brød Ragnald ud,
Og tause hans Læber bæve.
”Kun stille, Mand! jeg er Dødens Brud.
Til Regnskab mig Gud ej kræve!”
Galvina trykte ham haardt til sig.
”Forsørg vor Anton, og tilgiv mig!”
Saa talte hun mat, og døde.
Som Bautastenen paa mørken Grav,
Vemodig og kold og stille,
Saa Ragnald sad, og hans Læbe taug,
Og hede hans Taarer trille.
Men hastig ud han af Sengen foer,
Hans Skridt var Rasen, og vilde hans Ord;
Han bandede, bad og raste.
”Hent Badskier, skreg han, og skyr, vær snar!”
Af Graad var hans Øjne røde.
Den Badskier kom; han i Liget skar,
Og meldte: ”Af Gift hun døde!”
Af Ragnalds Pande brast ængstlig Sveed.
Et Foster standsed’ den Badskier ved;
Og sukked’: ”Ak hun var Moder!”
Som Tordenbygen ved Midnatsstund,
Paa Bæven og Rædsler svanger,
Stod Ragnald. Fraadende var hans Mund,
Hans Trin som af vælig Ganger.
Hans Fart var Stormens, og Død hans Ord;
Og Angst udspredtes, hvorhen han foer.
Han brændte og slog og raste.
De Terner klædte det kolde Liig,
Mens Taarerne randt saa saare.
Galvina, smykket saa ridderlig,
Blev sat paa den sorte Baare.
De Frænder saae det og giøs derved:
Fra Ligets Øjne randt Taarer ned,
Hver Taare med Blod var blandet.
Ved dunkle Midnat foruden Sang
Til Jorden de Liget førte;
Ej Præster læste, ej Klokker klang,
Kun rullende Jord man hørte;
Da Medynk satte en Blomst paa Grav;
Men strenge Klerker den flux rev af,
Ej Selvmorders Grav skal smykkes!
Gaaer frygtsom Vandrer den Grav forbi,
Da Øjet ej did han kaster.
Andægtig Bodsang han stemmer i,
Og zittrende frem han haster.
Galvinas Skiebne hver Pige veed,
Fortalt af Moder, der slutter med:
”Min Datter, o gru for Synden!”
Fortvivlet Ragnald om Landet foer,
Og tede sig grum og ilde.
Hvorhen han vendte, var Skrækken stoer,
Man gav ham det Navn: den Vilde.
Thi om hans Hierte der brændte Ild,
Den brændte smertelig, heed og vild;
Han elsked’ Galvina saare.
En venlig Frænde ung Anton tog,
Og lærte ham Daad af Helte.
I Ynglings Aar ham til Ridder slog,
Og bandt ham et Sværd om Bælte.
I Modgangs Skole han lærte Dyd.
Tit klaged’ Anton med Vemods Lyd:
”Gud naade min arme Moder!”
Men Ragnald kom til sin øde Borg,
Forfulgt af sin hede Smerte;
Og allevegne den bittre Sorg
Fortærte hans Marv og Hjerte.
Han saae sin Søn, og hans Taare flød.
Vemodig Anton med Graad udbrød:
”Gud trøste min arme Fader!”
”For mig har Jorden ej nogen Trøst!
Til Hævn kun mit Hierte brænder.
Jeg Slangen varmed’ ved eget Bryst,
Lumsk stak mig dens Eddertænder.
Har du ej hørt? ak, min Ven han var!
I Klostermure, det spurgt jeg har,
Han logrer for Gud om Naade.”
”Den Kristen vandrer paa Himlens Vej,
Som Broderens Skyld tilgiver.” —
”Ham Gud tilgive, jeg kan det ej,
Om Helved min Deel end bliver.
Min Ungdoms Glæde, min Manddoms Held,
Min Alders Støtte, min bedre Deel
Han myrded’ paa Stimands Maade.”
”O Fader, tænk paa et evigt Liv!
Det Gud i sit Ord forkynder.
Ej kan du bede, min Skyld tilgiv,
Naar selv du hævngierrig synder.
Og tænk paa Kristus, vor Frelsermand!
Paa Korset piintes og døde han,
Og bad dog for sine Fiender.”
”Det lyder skjønt som Galvinas Ord,
Før Lumskhed forførte hende!”
En Taare rulled’ fra Øjet stoer,
Men hede hans Kinder brænde;
Og flux han op i sin Rasen foer.
”Til Hævn, til Hævn!” var hans vrede Ord.
Ha, skiul dig, Forræder Edvin!
Ung Anton følger sin Faders Fjed,
Ham sønlig hans Øje ærer.
”Ej dig til Vidne jeg lystes ved,
Jeg ridderlig Tog ej farer.
Drag bort i Fred! og en bedre Lod
End min dig hændes! bliv kiæk og god!
Gud veed, om vi see os mere.”
”Farvel, min Fader! men naar med Iil
Dig Lysten til Hævn anfalder,
Tænk paa din Anton, hvis Hu staaer til,
At pleje din sene Alder.”
”Drag bort og tie!” sagde Ragnald vred:
Og Anton sukked’, i det han reed:
”Gud naade min arme Fader!”
Fortvivlet Ragnald om Landet foer,
Og tede sig grum og ilde.
Hvorhen han vendte, var Skrækken stoer.
Man gav ham det Navn: den Vilde.
Thi om hans Hierte der brændte Ild;
Den brændte smertelig, heed og vild
Af Hævnens de hede Luer.
En Nat han kom til en Klippes Fod,
Og kiølelig blæste Vinden.
Paa Klippens Top der et Kloster stod;
Da bandt han sin Hest ved Linden.
Han banker sagte paa Klostrets Port;
Det lyder huult, men det varer kort,
Da aabner en Pater Porten.
”Guds Fred, du hellige Herrens Mand!
Jeg kommer fra fjerne Veje.
Det blæser koldt. Har I Brød og Vand,
Og Straa til et Natteleje?”
”Velkommen, Mand! Her er Brød og Viin,
Til opredt Seng jeg dig leder ind.
Der sove du sødt og rolig.”
Og ind traad Ragnald saa taus og tyst,
Ej tænkte han meer paa Hvile.
I Mørket kiændte han Edvins Røst,
Og bitter hans Læber smile.
”Haha! du Synder, her har jeg dig!”
Han mumler: ”neppe du undgaaer mig;
Der kommer en Dag i Morgen.”
Men Edvin kiender ej Ragnald meer,
Af Anger hans Syn er svækket.
Og Ragnalds Træk saa forandret er,
Hans Stemme af Sorg saa brækket.
Mens giæstfri Edvin frembringer Mad,
Betragter Ragnald sit Bytte glad,
Og tænker paa Hævn og Døden.
Ej smagte Ragnald af nogen Ret,
Ej heller han Vinen rørte.
Medynksom Edvin betragter det,
De stønnende Suk han hørte.
Han undres, bukker sig dybt, gaaer ud:
”Sov vel, du Ridder! befal dig Gud!
Gud Herren dig give Hvilen.”
I Kloster-Haven gik Ragnald ned,
Ej tænkte han meer paa Hvile.
Naturen hvilte i stille Fred,
Saa klare de Stierner smile.
I Vemods Tone hans Sorg udbrød.
I Nattens Stilhed hans Klage lød,
Ved Mindet om svundne Dage.
”Hvor skjøn er, venlige Nat! din Ro,
Oplyst af den klare Himmel.
Der Viisdoms Gransken og Glæder boe
Ustyrret af Verdens Vrimmel.
Min Sjel var rolig og klar, som du;
Mit Hierte dydigt og fromt — men nu
Er Rædsel og Hævn min Glæde.”
”Du blide Nat, i den fjerne Tid
Kun Vidnet til Ragnalds Glæde!
Da min Galvina var from og blid,
Fortvivlet du seer mig græde!
Indhyl dit Stille i Tordenbrag!
Lad vilde Storme slaae Slag i Slag!
Kun Rædsler min Siel behager.”
Hans Raab i Natten lød frygtelig;
Hans Ord var om Hævn og Lynen.
En Munk, der hørte hans vilde Skrig,
Forfærdet krøb under Dynen.
Fortvivlet løb han i Haven om,
Og bad og bandte til Dagen kom
Med straalende Pragt i Østen.
”Din Straale lyser saa blidelig,
Du venlige Morgenrøde!
Men nu ej mere du fryder mig;
Min Fryd med Galvina døde.
Dens Morder sover, Gud veed, hvordan!
Slig Synder rolig ej sove kan.
Han vaagner ej op til Glæden.”
Alt Bedeklokken til Hora klang;
I Kirken sig Ragnald skynder.
De Munke knælende bad og sang,
Til ham, som forlader Synder.
Bevæget Ragnald omkring sig saae.
Ved Altret grædende Edvin laae
Og bad til al Naadens Fader.
Sin Siel til Døden han giør beredt,
Ham ahner, hans Stund er kommen.
I Drømme har han Galvina seet,
Hun vinked’ ham frem til Dommen.
Et blodigt Foster hun bar paa Arm.
Og Edvin vaagner, snart kold, snart varm,
Han tænker paa denne Vinken.
Der tidlig mumles blandt Munke om
De angstlige Skrig, man hørte.
Og snart den Mumlen for Edvin kom,
Men stærk den hans Hierte rørte.
Med dunkel Ahnelse, tung og fæl,
Han gik i Kirken; med ængstlig Siel
Han søgte om Trøst i Bønnen.
Den Dag gik hen, og de Munke saae
Forundret den Ridders Lader.
Kun mørk og stille de see ham gaae,
Al Samqvem han bange hader.
Urolig vandrer han ind og ud,
Snart staaer han stille, og nævner Gud,
Og bævende seer mod Himlen.
Sin Lige søger et saaret Bryst:
Hans Lidelse Edvin rører,
Han taler venlig om Haab og Trøst,
Den Fremmede taus ham hører.
De gik tilsammen, og som de gaae,
Tilsidst ved Klippens Udkant de staae,
Og under dem suser Dybet.
Med Eet den Fremmede stille staaer,
Da griber han Edvins Hænder.
Og vild han raaber: ”Læs Fadervor!
Ej meer du tilbage vender.
Mit Navn er Ragnald, jeg var din Ven!
Til Verdens Dommer, vi ile hen,
Han mellem os To skal dømme.”
”Velkommen, Ragnald jeg gierne døer —”
Fortvivlelsens Sved han svedte. —
”Men godt det var, om vi begge før
Til Døden os vel beredte.
Først Synds Forladelse bønlig hent,
Og nyd det hellige Sakrament!
Og mig du min Synd tilgive!”
Men Ragnald fnysende raaber: ”Nej!”
Og stamper i vilden Iver.
”Tilgive, Edvin! det kan jeg ej,
Om Helved min Deel end bliver!
Til Retfærds Dom du mig følge skal.
Min Fryd du deelte, nu deel min Qval,
Om evig den skal end vare!”
Da Edvin bævende knæler ned,
Og mumler en Bøn saa sagte:
Taus Ragnald staaer, og forlystes ved,
Paa Synderens Angst at agte.
Men flux han Edvin i Armen tog,
Og hen til Klippens Nedstyrtning drog,
Et Skridt — og de er’ ej mere.
De Munke gyse ved rædsomt Skrig,
Som Edvin i Faldet giver.
Da Maanen blegnende skiuler sig,
Og Mørket saa skummelt bliver.
Natuglen tuder og Hunde giøe.
I det at Ragnald og Edvin døe,
Gespenster i Luften hvine.
Af rædsom Drømmen op Anton sprang;
Der sang for hans bange Øre
En Lyd af klagende Liigfærdssang,
Og Stormene Klokkerne røre.
Han giøs og ahnende ængstlig græd,
Og foer paa Gangeren flux afsted,
Sin Fader i Hast at søge.
Vejledt af skurrende Ravneskrig
Omsider han fandt de Døde.
Og raaden Stank af de knuste Liig
Ham duftede langt imøde.
Forstenet seer han det fæle Syn,
Han staaer som slagen af Dødens Lyn,
Af Kummer hans Læbe bæver.
Til Munke-Messe for begge To
Han Kirken gav gylden Gave.
I Klostergaarden i Løn og Ro
Han Ligene lod begrave.
Der Græsset visner, der hver en Fugl
Flyer taus og ræd i sit lille Skiul
Ved Spøgelsedands om Natten.
Gaaer frygtsom Vandrer den Grav forbi,
Da Øjet ej did han kaster.
Andægtig Bodsang han stemmer i,
Og zittrende frem han haster.
O Kristen, tænk paa et evigt Liv!
Ej kan du bede: min Skyld tilgiv,
Naar selv du hævngierrig synder.
I. Smidth.