Qvadet om Ragne
Dannermanden
Dannermanden
Rasmus Nyerup
Rasmus Nyerup
tilegnet
tilegnet
af
af
Jens Smidth.
Jens Smidth.
Til Elskovs Qvide og Ulivs Færd
Du, Oldtids Ven! laan et Øre!
Jeg jætter Dig, skal Du høre.
Dit Bifald priser, da er han glad,
Min barnlige Fod har sprunget.
Paa knuste Stene foruden Sorg
Som Fuglen fro jeg har siunget.
Nu suser Vinden saa sørgelig,
Naar did i Skumring jeg nærmer mig,
Og Fuglen paa Qvisten slummer.
Der er saa stille, der er saa tyst,
Men dette Stille er Greppens Lyst,
Did Sielen svæver tungsindig blid,
Hvor Greppernes Qvad har bruset,
Nu vandrer Qvæget i Borgens Grav,
Og Ploven furer i Gruset.
Mit Qvad er forhen uqvædet Mærd:
Om Elskovs Qvide og Ulivs Færd,
Om Malfreds de ramme Runer.
⁂ ⁂ ⁂
Det var Drot Aage paa Bellingsborg,
Hans Fiender fristede Meen og Sorg.
To Døttre var Drottens Ære.
Den ene pranger som Dagmors Skjær;
Saa gierne hun sad i Lunden.
Skjøn Malfred hun heed for sanden.
Den Søster stille og astsæl er,
Ja Ragne saa heed den anden.
Malfred saa gjerne saae Kjempers Dyst;
Ved Greppens Qvæde slog Ragnes Bryst.
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Ung Olger tjener i Aages Gaard,
Og ragest han svinger Landsen.
Han træder saa favr i Dandsen.
Med Lyst de Møer paa Olger saae,
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Ja Ragne verker det Belte blaa
Og smiler til Olger venlig,
Og rækker den Møe behendlig.
De talte sammen saa mangen Gang,
Og Ragnelille, naar Olger sang,
Saa gjerne hun sad i Lunden.
De talte sammen de væne To:
Dig evig min Tro jeg jætter!
Og Ragne jætter ham evig Tro:
Mit Hjerte du vensæl hætter!
Sin Ragnes Hjerte hun frydes ved.
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Drot Aage sidder paa Højlofts Sal,
Omkring staae de Svende fage.
Til Olger lyder hans brade Tael:
I Leding saa fus du drage!
Drot Hasting reder en Gang dertil.
Haardt rammer de Danskes Værge.
De Franker kunder saa haardt et Spil,
Med Hasting du did kan følge.
Et Skjold jeg giver dig, Sværd dertil;
Staalbrynien skal dig dølge.
Ej meer behøver en Ledingsmand.
Brug det, saa Grepperne qvæde kan:
Haardt rammer de Danskes Værge.
Saa lød hendes Ord saa fage:
En Møe belønner den gjæve Helt,
Som drager med Ros tilbage.
Da stolt han lytter til Greppens Qvad:
Haardt rammer de Danskes Værge.
Men Ragne stander ved Borgeled,
Sin Olger hun seer bortdrage;
Da runde Taarerne stride ned:
Tag hen det Belte, jeg verket blaa!
Din Ragne ofte du tænke paa!
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Det var ung Olger, han drog af Land,
Han gjæstede Frankens Rige.
Men aldrig Ragne forgjætter han,
Hans Hjerte staaer til den Pige.
Haardt rammer de Danskes Værge.
I Jotnaland ved den vestre Rin,
Did stimle de frekne Riser.
Der blinke Skjolde ved Solens Skin,
Mod Franken dem Hasting viser.
Did stimle Tusend og Tusend til;
De agte Franken et blodigt Spil.
Haardt rammer de Danskes Værge.
Den Skipper sidder paa Strande:
Saasnart den østlige Bør vi har
Ad Bretland vi lader stande:
Haardt rammer de Danskes Værge.
Og Ragnelil er hans Tanke.
Paa Falders Øe er hans Hjertenskjær,
Og der hans Tanker omvanke.
Han seer saa tit paa det Belte blaa,
Sin Ragnes Smile han tænker paa.
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Havgasser boltre i vilden Søe,
Mens Nøkken leger om Stavnen.
Vildt kuler Børen i højen Flø,
Det lakker ad Franker-Havnen.
De kaste Anker paa hviden Sand,
Der ginge de frækne Mænd i Land.
Haardt rammer de Danskes Værge.
Fra Egenes Toppe lure.
Og Frankens Konning ej knyer om Lyst,
De Danske Mænd i Neustrien staae,
Ti Tusend Skjolde jeg blinke saae.
Haardt rammer de Danskes Værge.
I Franken stander et blodigt Spil,
De beed i Græsset hvor Dansk slog til,
Og Borgene flux opbrænde.
Men Olger sparte saa mangt et Liv,
Og sendte den Sparte hjem til Viv.
Haardt rammer de Danskes Værge.
Men Olger glædte saa mangen Brud,
Den Brudgom hun lod hjemfare.
Og Bruden bad til de Kristnes Gud;
Den ædle Helt du bevare!
Bag Kloster-Mure lød Klerkers Skraal!
Befri os, Gud, fra Normanners Vold!
Haardt rammer de Danskes Værge.
Der hveen det af hvasse Sværde.
Den lugter, hvad Leeg er paafærde:
Og Franken frister et Ulivs Saar,
Haardt rammer de Danskes Værge.
Saa rysk over Frankens Egne.
De Klerker læste i Messe-Sang,
Mens Mødre og Møer blegne,
Højt lød til Herren de bange Skraal:
Befri os Gud fra Normanners Vold!
Haardt rammer de Danskes Værge.
De drabe to Aar, ja drabe i tre,
Da lod sig Olger for Hasting see:
Til Falders Kyster nu staaer min Fig;
Og Franken føler foruden mig:
Haardt rammer de Danskes Værge.
Det var Drot Aage paa Bellingsborg,
Han sidder paa Højlofts Sale.
Om Danskens Daad og om Frankens Sorg
Det gjald af hans høje Tale.
Det var Helt Olger, han axled’ sit Skind,
Og treen i Stuen for Aage ind.
Haardt rammer de Danskes Værge.
Ung Olger rider i Aages Gaard,
Og ganger for ham at stande.
Velkommen fra Frankens Lande!
Sid op! om Dansken i aaben Dyst
Haardt rammer de Danskes Værge.
Skjøn Malfred stander i gylden Pelt
Hun hører gridsk paa den bolde Helt,
Og nemmer saa fro hans Tale.
Hun saae paa Ragne; alt som hun saae,
Tungmodig vred hun da tænkte paa;
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Men Ragne stander, det væne Nor,
Saa faver paa Højlofts Tillie,
Hun lytter fro til den boldes Ord,
Til Olger stod hendes Villie.
Naar Olger meldte, hvordan han stred,
Hun tænkte Faren og gjøs derved.
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Den Graaskjæg Aage det leed saa vel
At høre om Frankens Qvide,
Og Danskens Dræben saa sejersæl.
Helt Olger han godt mon lide.
Af alle Malfred ham lider best;
Men Ragne giller ham allermest.
Saa gjerne hun sad i Lunden.
Ung Olger leged’ paa Taflebord
Med Aage paa Højlofts Tillie.
Da lød til Drotten hans bange Ord!
Til Ragne staaer al min Villie.
For jeg har tient dig trolig i Sand.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men Drotten blev ham saa krus paa Stand,
Ryskgalen ham slemt udskjelder:
At sligt du en Drot formælder.
Hos Træl hun laae, da hun dig undfik.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Tie qvær, Storlati, med Hadings Ord!
Saa Olger sin Tale vendte:
Viid, Helteblod i mit Hjerte boer,
End Frender jeg aldrig kjendte.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Det var Drot Aage paa Bellingsborg,
Saa glepsk han tog paa at kjelde.
Han gjorde Ragne og Olger Sorg.
Han skreg, saa Væggene gjelde:
Og ingen fanger min Datter skjøn,
Før hende fæster en Kongesøn.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men Elskov ganger for Jarlegjæst,
Der giftes nok ellers ilde.
Kun der staaer fast, naar de blive fæst,
Som hellere fæstes vilde.
Den kommer nødig i Brudens Arm,
Som ej har været i Møens Barm.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Og Ragne hørte, at Ledet slog,
Hun løb da til højen Tinde.
Der saae hun Olger af Borgen drog,
Saa stride de Taarer rinde.
Men Øjet græd og et Hjerte loe,
Hun soer ham evig og evig Tro.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Til ham lader Olger stande.
Han saae tilbage til væne Møe,
Tungmodig han reed ad Strande.
De blev Fostbrødre i Frankens Tog,
Til ham nu Olger mod Sorrig drog.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Saa fus du Olger opsøge!
Hun skrev det Lønbrev saa kreng og snildt,
Og satte de Ord saa snøge.
Du Pilt, jeg giver dig Guld saa prud,
Du gaae til Olger formummet Bud.
Hun raader de ramme Runer.
Og Olger snarlig det Lønbrev fik,
Ej maatte det ham fornøje.
Afsides i Giørels Borg han gik,
Der læste hans rædde Øje:
Hvidhaaret Mand snart til Valhal gaaer,
Med mig da hans Borg du i Fæste faaer.
Hun raader de ramme Runer.
Den Gangerpilt fik af Olger Svar:
Min Helsen du Malfred sige:
Min Tro til Ragne jeg jættet har,
Jeg hende vil aldrig svige.
Jeg helser Malfred som Søster skjøn,
Men Ragne jeg længe gillet i Løn.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Drot Aage bygte saa højt et Skuur
Der satte han Ragne i Skemmar-Buur,
Og den, som trøster sig did at gaae,
Han skal, ved Odin, en Ufærd faae.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Hun gjaldrende Malfred hilder.
Det Malfreds Tanker forvilder.
Tungmodig ganger hun ud og ind,
Til Olger staaer hendes Hu og Sind.
Hun raader de ramme Runer.
Og vil du ligge i Malfreds Arm,
Naar Aage til Valhal ganger,
Saa skal du ligge saa tryg og varm,
Og Bellingeborg du fanger.
Men Olger lover sin Ragne Tro.
Om Malfreds Hjerte sig Sorger snoe.
Hun raader de ramme Runer.
Naar Stenen flyder til Landet frem,
Og Ravnene vorde hvide,
Og Fisken springer paa Lide,
Skal Olger hvile i Ragnes Arm:
Saa svoer Malfrede i vilden Harm.
Hun raader de ramme Runer.
Men Olger beder de vilde Dyr
Om Dagen i Thrymnæs Lunde.
Om Natten ind han til Ragne tyer,
Han lokker de glubske Hunde.
Fra Elskovs Bolig saa aarle flyer,
Naar Lærken synger og Dagmor gryer.
Af Elskov man fanger Sorgen.
I Thrymnæs Skov kom de sammen.
Han var saa vakker, og væn var hun:
Der fik de saa mogle Gammen.
Ved Daggry iler han hastig bort.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Saa ofte sneg han ad dulgte Sti,
Og naa’de til Ragnes Kammer.
Sin Arm hans Elskte modtog ham i,
Det volder dem vistnok Jammer.
Om Natten er Olger i Ragnes Arm,
Det vidste Malfred og græd af Harm.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Og Ragne kruser hans hvide Haar,
Hun klager Freya sin Qvide:
Du raader for, hvad Ende det naaer,
Naar Aage det faaer at vide.
Men Ragnes Klage ved Maanelys
Helt Olger dæmper med hede Kys.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Og Olger kyste den røde Kind,
Han klager Ragne sin Angest:
Om Malfred vidste, jeg gaaer herind:
For hende jeg fast er bangest.
Men Ragne tog ham i hviden Arm,
Og Angest svandt af hans glade Barm.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men Malfred veed det; i Nætter fem
Hun græd saa bitter og klagte.
Slet Intet sov hun i alle dem,
Hun græd endnu, naar det dagte.
Udtømt af Taarer nu Hjertet er.
Ak Ve dem, Ve, han græder ej mer’!
Hun raader de ramme Runer.
Fra Borgen fjernet en Lund der staaer,
Det er saa sort i dens Skygger.
Did Malfred ene ved Midnat gaaer;
Hugorme hvislende der sig snoe.
Hun raader de ramme Runer.
Hun rynked den brune Næse,
Da Trin hun hørte af Menneskefod,
Og fult tog hun paa at hvæse.
Men myg som Slanges hun griner huul,
Da Malfred viser det røde Guld.
Hun raader de ramme Runer.
Skal Runerne taus indgraves,
Fra Højre til Venstre med Ravneklov
Om Midienat skal de staves.
Og den, som staver, indhyllet staae
I gjaldret Uld af de sorte Faar.
Hun raader de ramme Runer.
Namruner ruller i Volens Haand,
Hun rejser de røde Flammer.
Og bankes med blodig Hammer.
Det redes taus om Midienat,
Ved Sang af Ugle og Skrig af Kat.
Hun raader de ramme Runer.
Nu malkes Koen ved Maanegry
Og mases de bittre Ruder,
Det spruder, knittrer og spruder.
Paa knittrende Flamme et Bæger staaer,
Hun raader de ramme Runer.
Det syder; man bæver ved Lyden.
Ja Blod af ufødte blandes til,
Nu blaaner Ilden om Gryden.
See Helhjems Bæger, see fyldt det er;
Nu falder Flammen, nu staaer det der.
Hun raader de ramme Runer.
Men den, som kommer hvor Volen boer,
Skal frygtes, hades og frygte;
Dens Hjerte styrknes til Frende-Mord,
Da Malfred gik hjem før Morgengry,
Hun saae saa vildt i den sorte Sky.
Hun raader de ramme Runer.
Hun kalder den snare Gangerpilt:
Mit Bud du til Ragne gange.
Hun satte det Lønbrev kreng og snildt,
Men Ragne læste det bange:
Lad være hvad saa dog være maae,
For mig maa Ragne sin Olger faae.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men Olgers Lønsti ved natlig Sky
Vor Fader har faaet at vide.
Saa fus fra Thrymnæsse Lund I flye!
Og ikke I maa forbide:
Jeg selv skal lede den snare Flugt,
Og did jeg kommer, naar Dag er slukt.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Flux Olger gjordede snaren Hest,
Til Ragne en spættet Ganger.
Saa ræd, saa stille til Buret næst
Ved Aftendæmring han langer.
Der er saa dunkelt, han er saa tys,
Af Elskov man fanger Sorgen.
Og taus til Ragne han sniger sig:
Kom, Elskte! see Freya vinker.
Til Baages Ø skal du følge mig,
Før Dagmors Stjerne os blinker.
Helt Giørel er min Fostbroder tro,
Hos ham skal vi bygge og boe i Ro.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Lad skee! naar andet dog skee ej kan!
Saa Ragne med Taarer melder:
Med dig jeg drager saa fro af Land,
Farvel, min Søster! vor Fader trøst,
Eingang var Ragne hans Haab og Lyst.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Lad være! hvad saa dog være maa!
Det Malfred tungmodig klager:
Hos Fremmede skal dit Fæstensøl staae;
Snart Aage til Odin drager.
Da Olger kommer til Bellingsborg,
Der skal han bygge foruden Sorg.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Malfrede venlig med Ragne gik:
Vær frejdig, neddys din Smerte!
See her, min Søster! en kraftig Drik,
Den styrker dit bange Hjerte.
Og Ragne modtog den med venlig Tak;
Hun drak saa trøstig, sin Død hun drak.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men Hinden vaagned’ af ængstligt Bluun,
Og Vinden hviinte i Tengen;
Og Dyser sukked’ paa Engen;
Da Malfred gav Ragne sit Afskedskys.
Mens Skyen svæved’ for Maanens Lys.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Din Drik er stærk, den gjør Blodet qvæg;
Klart Ragnelils Øje lyser.
Da blev Malfrede snart rød, snart bleg,
Højt sukke Alfer og Dyser.
Men Ragne søsterligt Afskedskys
Til Malfred giver ved Maanens Lys.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Den bange Vandrer gaaer taus med Gru,
Nu synger Uglen sin Sang: huhu!
I Bøgtoppen Vinden vipper:
Da traver Olger med Ragne bort.
En venlig Tale gjør Vejen kort.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Ømt lød til Malfred det sidste Farvel,
At svare hun mægter ikke.
Det stormer rædsomt i hendes Siel,
Sin Søster hun gav at drikke:
Saa venlig Ragne mig sagde Tak,
Hun drak saa trøstig, sin Død hun drak.
Af Elskov man fanger Sorgen.
De væne baade saa raske reed
Ved Skinnet af blege Maane.
Om Kinden bleg og om Hjertet heed
Begyndte Ragne at daane.
De holdt i Dalen, en kold Drik Vand
Af Olgers Haand satte Ragne istand.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Ved Thorstrop Lund de at hvile holdt,
Saa underlig stærk hun sveder;
Og ængstlig klager: det er saa koldt,
Den Rejse min Død bereder.
Om Aages Svende os efterstaae!
Fat Mod, min Ragne! vi ile maa.
Af Elskov man fanger Sorgen.
De reed den rygende Myre nær,
Da Ragne sin Ganger vender:
Nej holdt, min Olger! jeg kan ej meer,
Mig Døden om Hjertet brænder.
Der Rum paa Sadelen er hos mig;
Og fast min Arm skal omslynge dig.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Han holdt sin Ragne i trofast Arm,
Og flux gik skummende Ganger.
O Olger, Olger! o føl min Barm,
Hvor underlig stærk den banker.
Taalmodig, Ragne! forinden Dag
Hos Giørel du hviler i Ro og Mag.
Af Elskov man fanger Sorgen.
O Ja, min Olger! forinden Dag
Din Ragne i Døden hviler.
Men Olgers Hjerte gaaer Slag i Slag,
Ham Taaren fra Øjet iler.
Han trøster Ragne med venligt Ord.
Hun leed saa saare af Vaande stor.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Og under svedte Gangerens Ryg,
Som Vinden dens Fjed var lette.
Paa Jorden du ned mig sætte!
Flux ind i lugnfære Lund han foer,
Der sat’ han hende paa grønnen Jord.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Et dybt, et stønnende Suk hun drog,
Et Afskedsblik hun til Olger slog,
Og gispende drog hun Aande.
Mig tørster saare, en kold Drik Vand,
Min Olger! hent, at jeg lædskes kan.
Af Elskov man fanger Sorgen.
O Malfred, Søster! din Drik var stærk,
Den stærk mig om Hjertet brænder.
Hun gisper stille af Vee og Verk,
Og knuger de matte Hænder.
Men Maanen skinte saa blodig rød,
Da Ragnes Sukke i Lunden lød.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Men dybt i Lunden den Smaafugl sang
For Olger fra højen Qviste:
Forgjeves er efter Vand din Gang,
Det Suk, hun drog, var det siste.
Hans Legem rysted’, han blev saa kold,
Han sank i Knæ ned paa grønnen Vold.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Til striden Aa han sig skynder hen,
Og Hjelmen han gjør til Kande.
Med iskold Sveed paa sin Pande.
Død ligger Ragne paa kolden Jord,
Han gyser, standser, ej knyer et Ord.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Paa grønnen Lide saa kold og lav
I Østerskoven mod Norden,
Der taus han satte sin Ragnes Grav;
Tungmodig han grov i Jorden,
Der saae man Graven ved Dagmorsgry,
Da Solen blinked fra taaget Sky.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Til Kamp og Døden! han raaber vild,
I Rasen med Sværd sig gjorder:
Vaagn op, Drot Aage! og græd og smil,
See her er din Dattermorder!
Det gjelder lydt i Drot Aages Gaard,
Det vilde Raab til hans Øre naaer.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Ham Aage møder med draget Sværd,
Ej Oldingen knyer at svare.
Ad aaben Mark til en blodig Færd
Saa tause de baade fare.
Og ræd fra Tinden seer Malfred dem,
Hun seer til Døden dem drage frem.
Af Elskov man fanger Sorgen.
Det første Olger sit Sværd uddrog,
Da raabte Malfred af Smerte.
Men da Drot Aage til Olger slog,
Da bristede Malfreds Hjerte;
Thi Olger faldt i den Ulivs Færd,
Men Aage sank i sit eget Sværd.
Af Elskov man fanger Sorgen.