Da Anno Eet man endnu talte,
Og Tidens Navn den gyldne var,
De Fædre Du hinanden kaldte
Og Hjerterne paa Læben bar.
Den Tid, man siger, er ej mere;
Og om den nogensinde var,
Endnu iblandt de Spørgsmaal ere,
Som man ej vist besvaret har.
Om den har været, eller ikke,
Vi uafgjort vil lade staae;
Men godt sig dog det kunde skikke,
Hvis slig en Tid vi kunde faae.
Vist nok maaskee til liden Baade
Det blev for mangen mægtig Mand,
Som nu kan hedde Deres Naade,
Men da blev kaldt Du Dumrian.
Men ingentid den gyldne Alder
Hos os tilbagekaldes kan;
Saalænge De og Von man kalder
Saa mangen ussel Pøbel-Mand.
Man Du til Fyrster skulde sige;
Saa godt det kan dem minde om:
Vi Mennesker, vi ere lige;
Ak! tit det dem af Minde kom.
Det Du, som mig en Fader kalder,
Er mig en Lyd, som dyrebar
Mig minder om min spæde Alder,
Da Faders Bifald Alt mig var.
Et Du af Søster eller Broder
Gjenkalder mig den glade Tid,
Da froe vi leged’ om vor Moder;
Erindring, o! hvor du er blid!
Jeg Du blandt Venner godt kan lide,
Det ret og det naturligt er.
Men den jeg kalder Du, maa vide,
Som Broder han min Sjel er kjær.
Gid hver, som mig med Du beærer,
Maa uden Falskhed vise sig,
At han mod mig det Hjerte bærer,
Som det for Brødre sømmer sig.
Dog, hvad er alle Du at ligne
Mod det af Linna’s skjønne Mund?
Da først jeg hørte’t — o! velsigne
Min Sjel skal evig denne Stund.
Hun Glæden saae mit Øje væde,
Og fyrigt var det Kys, jeg fik.
Tant er al Jordens anden Glæde
Mod sligt et saligt Øjeblik.
1792.