Turtelduen
Efter Lidner.
Efter Lidner.
Turtelduen foer tilbage
til en øm og trofast Mage
med et Myrteblad i Mund.
Kierlighed saa hurtigt førdte
Vingen, da han Magen hørdte
kurre i den fierne Lund.
Glenten sig med snelle Vinger
ned fra hvælte Bue svinger
og den stakkels Due taer.
Duen blot — langt fra at klage —
sagde: lad mig Afskeed tage
med den bedste Ven, jeg har!
Lad mig takke for de Glæder
jeg paa disse kiendte Steder
ofte nød i hendes Favn!
Lad mig Myrten give hende,
under Kysse Livet ende,
sukkende den Elsktes Navn!
Glenten svarer: jeg dig følger
og blandt Buske jeg mig dølger,
fly! din Villie skee i Ro.
Men da Duen Halsen strakte
og til Magen Myrten rakte,
tog dem Glenten begge to.
* * *
Elsker! husk, dit ømme Hierte
Viisdom altid styre bør!
Ofte den, som her i Livet
dig har al din Glæde givet,
du af Ømhed med dig før
i et Hav af Smerte! —