Du vidste: Troen kun kan Aanden styrke!
og, hævet over Mængdens sløve Skikke,
foruden Tro paa Gud du leved’ ikke
i Sværmeries og Fanatismes Mørke.
Med hellig Andagt du, med Siælestyrke
mod Himlen hæved’ dine vaade Blikke,
naar du ved Altrets Fod saaes Offerkalken drikke
og Frelseren i Aand og Sandhed dyrke.
Med Taalmod bar du Livets Martyrkrone,
for Troende saa kort er Livets Smerte,
men ene mægtig Almagts vise Haand.
Thi Gud han saae dit rene, fromme Hierte,
og op til Evighedens lyse Zone
han mild ophøjed’ din frifundne Aand!