Silvia, kan du huske
dit svundne Jordeliv, da Skjønhed straalte
i dine klare Øjne,
som fôr saa muntert om og altid smilte,
da glad og tankefuld ind i din Ungdom
med lette Trin du ilte?
Ud fra din lille Stue
fløj Tonerne saa vide;
du sang og sang bestandig,
naar over Vævens Ramme du sad bøjet,
saa hjærtelig fornøjet
ved Tanken om, at du en Fremtid ejed
saa sød som Duft i Maj. Saalunde plejed
hver Dag for dig at glide.
Da lagde jeg til Side
de kjære Studier i gamle Hefter,
som jeg saa længe ofred
Blomsten af mine Aar og mine Kræfter.
Og fra Balkonen paa min Fædrebolig
jeg fanged dine Sange med mit Øre
og lytted for at høre
din Haand, der løb saa flittig langs ad Væven.
Det gyldne Solskin leged
paa Veje, grønne Haver;
hist saâs det fjerne Hav, her fjerne Bjærge.
Ak ingen Tunge tolker,
hvad da mit Bryst bevæged.
Min Silvia, hvor var vi
dog begge fyldt af Haab, af Længsler søde,
hvor lo os dog imøde
den hele Verdens Rige!
Naar nu hint stolte Haab jeg atter mindes,
i Tanker ind jeg spindes,
saa bitre, smertelige,
at strax min grumme Skjæbne Graad mig volder.
O sig mig, Liv: hvi holder
du ej, hvad hine Dage
du loved os? Hvorfor vil Jordens Sønner
saa grusomt du bedrage?
Ak, før for Vintrens Aande Græsset visned,
du overvunden blev, du spæde Pige,
af lang og lønlig Sygdom. Ej du skued
Blomsten af dine Dage,
din Sjæl blev ej husvalet
af fagre Ord om dine blonde Lokker,
om dine bly og elskovsfulde Blikke,
og paa din Bryllupsdag har ej Veninder
om Elskov med dig talet.
Jeg blev ej mindre skuffet!
Jeg saâ mit søde Haab saa hastig blegne,
thi Skjæbnen mine Dage
den friske Ungdom røved.
I Grav du maatte segne,
du, som min Alders Vaar saa venlig fulgte,
du Haab, af Taarer vædet!
Er det den rige Verden
af Elskov, Lykke, glansfuld Daad oplivet,
hvortil vi den Gang begge To os glæded?
Nej — Jordens Børn en anden Lod blev givet!
Hint var kun tomme Drømme.
Se Dagen kom! Da slukkedes din Stjærne,
mod blege Død og golde Grav jeg ser dig
nu pege fra det Fjærne.