Jarlen ligger paa Sotteseng;
Kjæmpe var han saa bold:
Bjørnen, den stærke, han vog som Dreng,
Fængsled’ som Mand paa Kampens Eng
Sejren med Glavind og Skjold.
Jarlen ligger i Hu saa mod,
Tænder skjærer han gram:
Tit blandt lynende Sværd han stod,
Aldrig i Kampen dog randt hans Blod;
Valhal er lukket for ham.
Sønnen byder han for sig staae:
Drage du, Alf, dit Sværd!
Hela lurer i skumle Vraa,
Ej skal den gustne Hex mig faae;
Kjæmpen er Valhal værd.
Ynglingen blegner ved Jarlens Ord:
Hjælpe mig Baldur og Frej!
Kjær, som dig, har jeg Ingen paa Jord,
Gyseligt dog er Fadermord;
Fader jeg myrder dig ej!
Broderen byder han for sig staae:
Drage du, Orm, dit Sværd!
Hela lurer i skumle Vraa;
Ej skal den gustne Hex mig faae;
Kjæmpen er Valhal værd.
Broderen blegner ved Jarlens Ord:
Hjælpe mig Baldur og Frej!
Kjær, som dig, har jeg Ingen paa Jord,
Gyseligt dog er Brodermord,
Broder, jeg myrder dig ej!
Jarlen fortvivlet Hænderne vred;
Døren fløj op, saa det klang.
Ind i Salen en Kjæmpe skred;
Kaaben var blaa og Hatten bred,
Eenøjet var han og lang.
Frem han træder for Jarlen hvid:
Mærke du, Jarl, mit Ord!
Mine Frænder du slog i Strid;
Kommen er Hævnens blodige Tid:
Mord kun sones ved Mord!
Glad fra Lejet Jarlen opsprang,
Let som i Ungdommens Tid;
Sværdet med øvet Haand han svang,
Vældig igjennem Salen klang
Braget af Heltenes Strid.
Solen daled’ og Solen steg;
Faste som Fjelde de stod;
Men da tredie Dagen veg,
Lakked’ ad Ende den grusomme Leg,
Strømmede Jarlens Blod.
Og den Fremmede talte saa:
Gjemme du, Jarl, dit Sværd!
Jeg er Odin, — din Nød jeg saae;
Ej skal den gustne Hex dig faae!
Kjæmpen er Valhal værd!