Hører, Brødre! Fader Evans Bud!
Kjed af Lynild og af Torden
Har Kronion sat de Druers Gud
Til Bestyrer over hele Jorden.
Jeg, hans Præst, forkynder Eder
Evans Evangelium;
Og hans Dyrkere jeg leder,
Til et nyt Elysium.
Hører Alle, drikker kun, og troer!
Kant sin sjeldne Viisdom spilder;
Thi hos Evan ene Sandhed boer,
Og jeg aabner Jer dens rene Kilder.
Tømmer skummende Pokaler!
Jorden skal forvandle sig!
Evan vil det! Han befaler;
Og enhver er lykkelig.
Over hele Jorden herske Fred!
Ingen skal sin Naboe hade!
Ingen Konge skal i Heltens Fjed
Gjennem Borgerblod og Taarer vade!
Evan lider ingen Trette.
Broder, har du hadet mig?
Freden skal os Livet lette:
Tag min Haand, jeg elsker dig.
Paa hver Qvindes, paa hver Piges Kind,
Blomstre Rosen uden Sminke!
Styrke, Sundhed, og et frejdigt Sind
Lede Manden, selv hvor Farer vinke!
Varme fylde hvert et Hjerte!
I hvert Hoved vorde Lys!
Uden Brøde, uden Smerte,
Svinde Livet, som et Kys.
Evan byder, og Cytheres Søn
Skal hans vise Bud adlyde.
Pigen vorde strax en Ædlings Løn,
Naar de sytten Somre hende pryde!
Ingen Muur af Adelsbreve
Skille tvende Hjerter ad!
Dyd og Dyd forenet leve
Evig elsket, evig glad!
Evan, Evan, o! hvor er jeg glad! —
Brødre, mig han ogsaa lønner! —
Jeg i fjerne Fremtid seer en Rad
Af titusind Sønne-Sønne-Sønner! —
Yndig smiler hist Melinde;
Og jeg glemmer Gudens Viin.
Kom til mig, o! Huldgudinde!
Du og Himlen vorde min!
Sander.