Højt leve hver Frankrigs lyksalige Drot
Mel. De Mennesker vide saa lidt, hvad de vil.
Mel. De Mennesker vide saa lidt, hvad de vil.
Højt leve hver Frankrigs lyksalige Drot,
Der trindtom med Ranker indhegner sit Slot!
Kun være han Kristen, og sende saa glad
Den qvægende Nectar til Absalons Stad!
Men pereat London, Europas Algier;
Hver Røvernes Bassa, og Dej, og Vezir;
Hver Britte, der raner den herlige Vin,
Vor Glædernes Kilde, vort Livs Medicin!
Den leve, der propper sin Tønde saa fuld
Med Jordens Behersker, det mægtige Guld;
Der aabner sin Kjælder, sin Pung, og sin Sæk;
Og jager ved Vinen os Grillerne væk!
Men pereat Kursfabrikanternes Slægt;
Hver Kræmmer, der fejler i Maal og i Vægt;
Hver Kjøbmand, der sender i lønlige Nat
Til fremmede Banker den klingende Skat!
Højt leve hver Kriger til Lands og til Vands,
Der flyver til Kampen saa rask som til Dands;
Der ærer sin Konge, og hædrer sin Stand;
Og strider som Helt for sit Fædreneland!
Men pereat Kæmpen ved dampende Bord,
Der viser sin Kjækhed allene ved Ord;
Der bruger mod rolige Brødre sit Sværd;
Og drikker den Portvin, han aldrig er værd!
Højt leve hver Borger, og fremme sit Vel,
Der bruger sin Haand og sit Hoved med Held;
Der sælger og lægger ej dagligen paa;
Der ej spekulerer, sin Broder at flaae!
Højt leve hver Mester i Spøg og i Dands,
Der vinder Chariternes Vedbende-Krands,
Og, sikker for Amors vildfarende Pil,
Belønnes endog med sin Elskedes Smil!
Men pereat hver den uhøvlede Klods,
Der dandser Naturen og Kunsten til Trods;
Der taaler ej Kredsens oplivende Skjemt;
Og stedse sin Munterhed hjemme har glemt!
Højt leve den ømme, den yndige Mø,
For hvilken vi leve, for hvilken vi døe!
Højt leve hver Hustro, der elsker sin Mand,
Og tryller ham ind i et Kanaans Land!
Højt leve de Glades, de Syngendes Tal!
Gid aldrig vi savne den fyldte Pokal!
Op, Brødre! vi mindes vort venlige Lag:
Højt leve vor Klub til Basunernes Dag!
Sander.