Liden Helga hun blomstred’ i Dalens Skiød
Saa faver og rød
Som Rosen ved Sølverflod;
Nu vanker hun falmet, som Lilien hvid,
Der hvirvles paa Veien hid og did
I Støvet for Vandrerens Fod.
Liden Helga hun var saa god, saa skiøn —
I Ly og Løn
Blandt Rosenbuske hun sad.
Da kom en Yngling saa faver og fiin,
Han strøg liden Helga ømt paa Kind,
Og kun om et Kys hende bad.
Liden Helga hun kyssed den Ynglings Mund,
Saa rød og rund;
Da blev hun saa glad i Hu;
Hun sagde, tit kyssed jeg Jordbær smaa
Og Roser røde, men aldrig saa
De kyssed’ igien som du.
Liden Helga hver Aften til Busken gik,
Hans Stierneblik,
Hans blomstrede Aasyn at see;
De kyssed hverandre, de sværmed’ omkring
I bølgende Græs med barnligt Spring;
Tit satte han hende paa Knæ.
Liden Helga gav det saa gierne og glad,
Hvorom han bad,
Den Yngling saa venlig og smuk;
Da lukked’ de Roser sig jomfruelig,
Den Maane sig skiulte saa rød bag Sky,
I Lunden drog Vinden et Suk.
Liden Helga hun løb hver Aften igien
Til Busken hen —
Den Yngling kom der ei meer.
Fra Busken hun blegnende vender sig,
Og græder — græder saa bitterlig,
Saa tit hun til Busken seer.
Liden Helga hun løber hver Aften igien
Til Busken hen,
Da blev den saa bar og tom;
De Blade fløi om for høstlige Vind,
Saa bortfløi Rosen fra Helgas Kind,
Ei mere til Busken hun kom.
Liden Helga hun blomstred i Dalens Skiød
Saa faver og rød
Som Rosen ved Sølverflod.
Nu vandrer hun falmet, som Lilien hvid,
Der hvirvles paa Veien hid og did
I Støvet for Vandrerens Fod!
Sagen.