O Grav! jeg knæler paa din Bred;
Skydækt min Aand som Luna svæver,
Hvis Billede i Taaren bæver,
Der fra mit Øie triller ned.
Jeg sneeg mig bort fra Byens Larm,
Fra Daarers vilde Støi og Glæde,
For dig at see, for her at græde —
Du er min sidste Vennebarm.
Saa tit til Brødres Favnetag
I Skiæbnens Hvirvelstorm jeg hasted,
Men kold han mig paa Dybet kasted,
Og saae med Latter paa mit Vrag.
Du støder mig ei bort, o Grav!
Min Siel du løser fra sit Fængsel,
Den svæver over Jordens Trængsel
Lig Fuglen over stormrørt Hav.
En Tidselkrands af Sorg og Nød
I natligt Mulm omslynger Jorden,
Grumt ruller Krigens fæle Torden,
Bag Pest og Hunger lurer Død.
Hvo vilde længer’ dvæle her?
O, gid jeg denne Taare fulgte;
Som evig for mit Syn sig dulgte,
Som bored’ sig i Mulden der.
Lad ingen see, du aabnes dig,
Og at jeg i din Favn mig sænker;
Thi Brødres Skumlen, Brødres Rænker
Vil ellers her forfølge mig.
Men Trængslers Søn du flyer, o Død;
Mig Livets Syner og Sysler vække
Lig hule Storme, som forskrække
Skibbrudne Mand paa Havets Skiød.
Som Tordensky bag Tordensky
Hensvæve mine mørke Tanker;
Som halvdød jeg paa Jorden vanker;
Det dagnes — ak! hvor skal jeg flye?
Flye vil jeg, flye — men o hvor hen?
Du standser mig, o Morgenrøde,
Du venligt smiler mig imøde,
Lig kierlig Møe til elsket Ven;
Fryd sprede dine Straaler ud,
Min Nat forsvandt, mit Øie luer
Som Morgenstiernen hist — og skuer
Naturen blid, og blid dens Gud.
Til alle Skabningskiedens Leed
Til mig og til et Kryb paa Sivet,
Som ved mit Fodtrin mister Livet,
Seer Gud med Faderkierlighed.
Jeg finder Viisdom, finder Lyst
I Blomstens Duft; i Fuglens Triller,
I Duggens Perlerad, som spiller
Om Jordens moderlige Bryst.
Jeg finder hele Jorden skiøn,
Jeg seer i Mennesket min Broder,
Jeg i Naturen seer min Moder —
Held mig, at jeg blev hendes Søn!
Men Jord er stedse du saa blid?
Den Ædles Taare ofte rinder;
Mens Glæden maler Ondskabs Kinder —
Er ei Naturen her i Strid?
Blandt Tidslerne skal Roser staae,
Blandt Vise tumle svage Daarer,
I Glædens Bæger blandes Taarer —
Naturens Lov er engang saa!
Jeg skuer op, jeg skuer ned,
Mig synes Jord og Hav at stride,
Ved Kamp Planeterne fremskride,
Men dog er alt Samdrægtighed.
Hvi sukker, og hvi græder jeg,
Fordi man rundtomkring paa Jorden
Forstyrre vil Naturens Orden,
Naar jeg den kun forstyrrer ei?
Selv kan jeg være lykkelig,
Naar jeg Naturens Lov vil lyde,
Og Livets Gode dele, nyde
Med Broderen, der møder mig.
Ved virksom Broderkierlighed
Jeg her mig skabe kan en Himmel.
Ei Strid blandt hele Jordens Vrimmel
Forstyrre skal mit Hiertes Fred.
Har jeg da giort mit Dagværk fro,
Og lindret Brødres Nød og Kummer,
Kun da mig skienker Natten Slummer,
Og Dagen Fryd og Graven Ro.
Farvel, Farvel o tause Grav!
Et Blik paa dig mig mere lærte
Og mere Trøst og Kraft mit Hierte,
End alle Vises Bøger, gav.
Som nyskabt staaer jeg paa din Rand;
Jeg føler Livets hele Gode,
Men føler og, at vel tilmode
Man denne Jord forlade kan. —
Sagen.