Et Værelse i et Værtshuus. Paa et Bord staae nogle forseglede Flasker; paa et andet er der opdækket med Flasker og Glas. Strotzi kommer ind ad Dørren, bliver staaende og vinker ad Bojardo.
Strozi.
Kom kun ind! vi ere jo gamle Bekjendte. Jeg
skal dog engang gjøre Dig lidt tilgode.
Bojardo.
Vil Du gjøre godt? det maa være mod noget
Nyt.
Strozi.
Ja her er Nyt: Pachecho er her i Byen; Du
kjender ham jo?
Bojardo.
Bandithøvdingen? Ja, var jeg ikke med, da
han med et usselt Skrog entrede det tyrkiske Skib.
Strozi.
Der fik I Guld og Sølv i Mængde.
Bojardo.
Det er fortærret; men har Pachecho sine Folk
med sig?
Strozi.
De ere adspredte for længe siden. Han duede
ikke rigtig til det Haandværk; det var ikke alt
Slags Blod han kunde taale at see flyde.
Bojardo.
Hvad Fanden vilde han saa paa den Galei?
Strozi.
Vi ville drikke først; (de drikke). Nu, han var
bleven gal i Hovedet, fordi en fornem Herre havde
holdt lidt for meget af hans Kjereste, og saa skulde
alle de, som efter hans Mening gjorde Uret, gjengjælde derfor.
Bojardo.
Han kunde jo dømme Folk, som gjorde Uret;
han var jo lovkyndig.
Strozi.
Den Maade var ham for langsom. Tag nu
et Drag, og gaae saa; men hold Dig i Nærheden.
Pachecho kommer strax; han har sat mig Stævne
her; det er ham som trakterer, saa jeg troer vist
han speculerer paa noget Nyt.
(Bojardo drikker igjen.)
Bojardo.
Det maa jeg troe, at han trakterer, siden her
vanker saadant kraftigt Tøi, jeg blev jo ogsaa bange
Dommedag var for Haanden, da jeg saae Dig
komme frem med sligt. Nu, saa drikke vi engang
endnu, paa gode Indfald af Pachecho.
(Han drikker og synger.)
Han fører os fra dette tørre Land,
Og hen hvor vi noget kan fange;
Gaaer Veien over Bjerg og dyben Strand,
Alt godt, naar vi noget erlange.
Raskt Levnet, frit Liv;
I Dag Fred, i Morgen Kiv;
See Blod at rinde,
Men Skatte vinde,
Ved Nat og Dag,
Er vort Løsen, Hurra!
(De klinke og drikke.)
Strozi.
Gaae nu! han er her strax; men vær ved
Haanden, og har Du gode Venner, saa tag dem
med paa Slæbetouget.
Bojardo.
Vi skal være til Tjeneste.
(Bojardo gaaer, Strotzi følger ham til Døren, i hvilken han endnu staaer, da Pachecho kommer.)
Pachecho.
Det var ret, Du er punktlig; men det var jo
Bojardo, Du fulgte ud af Døren.
Strozi.
I kjendte ham, skjøndt han var dog et Stykke
borte, da I kom. Jeg trakterede ham lidt paa
Eders Regning.
Pachecho.
Det var vel gjort, saa er Du vel ret oplagt
til at aabenbare din Hemmelighed.
Strozi.
Ja giv mig nu allerførst lidt paa Haanden
for Fortællingen.
Pachecho.
Ja vist, Du nærrige Hund! der er Haandpenge;
men vær nu kort.
(Han giver ham et Guldstykke.)
Strozi.
Saavidt muligt. Mit Ærende her var at søge
til Fyrstens Skriftefader, som engang i Neapel
havde givet mig Absolution paa de Synder, jeg i
10 Aar vilde begaae, i hvilken Tid alting gik saa
godt fra Haanden for mig.
Pachecho.
Jeg ønsker Dig samme Held denne Gang. Hvad
saa videre?
Strozi.
Jeg fandt imorges i Baaden, hvori jeg roede
mig op til Byen, et Brev, som var sluttet tæt
ind imellem Plankerne; jeg listede det ud med megen Møie, aabnede det og stavede.
Pachecho.
Med endnu meer Besvær; ja det troer jeg
nok, hvormeget jeg end har brudt mit Hoved for
at lære Dig den Kunst. Du fik dog Indholdet
frem?
Strozi.
Jeg kom da ud af, at Fyrsten her havde skrevet Brevet til den Franske Konge, som han bad
at ville hjælpe sig at jage de Spanske ud herfra:
Pachecho.
Hvor er det Brev?
Strozi.
Jeg gav Munken det, som skriftede mig; men
da han smurte mig om Munden med den Lap Papiir af 10 Aars Absolution, saa blev jeg vred; ja
det er vel ogsaa bedst, jeg gaaer lige hen til de
Spanske, og fortæller, hvad jeg hørte der.
Pachecho.
Er Du gal! jeg kan jo betale.
(Han tager en Pung op med Guld.)
Strozi.
Ha, ha! en tyrkisk Pung! den tog I nok,
da I befriede de christne Slavinder.
Pachecho.
Fortæl nu, saa faaer Du din Deel af dem.
Strozi.
Mon de Spanske ikke betalte bedre?
Pachecho
(trækker sin Dolk.)
Ved St. Jacob! St. Sebastian! jeg støder Dig
ned dersom Du ikke fortæller strax.
Strozi.
Tilfalder al Fortjenesten mig?
Pachecho.
Vover Du at tvivle paa mit givne Ord? Fordelen din, Æren min.
Strozi.
Ei at misunde. Hør da! medens jeg stod hos
Munken, kom Fyrsten i det næste Værelse; da styrtede Munken ind til ham, gav ham Brevet og
sagde i sit eget Sprog, men som jeg godt forstod,
at de i denne selvsamme Nat vilde overfalde Spanierne.
Pachecho.
Det hørte Du! saa skal Du ogsaa faae noget
af Pungen.
(Han giver ham Guldstykker.)
Strozi.
Ha, ha! I holder dog med de Spanske! ja
de have ogsaa saa mange haarde Piastre derude.
Pachecho.
Hvor mener Du?
Strozi.
Ih, derude paa Skibet, hvor jeg kom fra; det
var fuldt af Vaaben, Krudt, Kugler og Piastre,
som Alt skal hjelpe til at ødelægge Folkene her i
Byen.
Pachecho.
Er der da ingen flere spanske Skibe, end det?
Strozi.
Jo! der ligge nok hist omme bag Klipperne,
som føre Tropper; men disse, komme ikke iland,
førend der bliver skudt fra det Skib, som ligger ude
paa Rheden.
Pachecho.
Ogsaa det veed Du? En stor Belønning bliver Dig til Deel.
Strozi.
Men det faae vi jo ikke noget for af de
Spanske?
Pachecho.
Du faa meget desmere af mig.
(Han giver ham atter Penge.)
Strozi.
Hvem holder I da med?
Pachecho.
Med de Undertrykte. Er det første Gang Du
erfarer det?
Strozi.
Jer til liden Baade.
Pachecho.
Mon Du ikke atter kunde skaffe Bojardo hid?
Strozi.
Jo, jeg bad ham holde sig i Nærheden. Jeg
tænkte nok, I vilde have Fingrene med i Spillet.
Pachecho.
Skaf ham og Flere til; jeg betaler godt, men
Utroskab veed Du hvorledes jeg straffer.
Strozi.
Uden Lov og Dom, det er Eders Vane.
(Han gaaer.)
Pachecho
(alene.)
Dette maa ordnes til et Heelt. Hjelpetropperne vises Vinterveien. Lazaroni og Vagabonder
stilles under mit Scepter, og det, som skal krone
Værket, Alcadia udføres fra sin Faders Bolig. Did
fik jeg da Adgang, og min lille Clara maatte vise
mig Gemakkerne; jeg seirer vel. Nu maa jeg berede for de Spanske, som for mine Folk, forskjellig
Slags af stærke Drikke.
(Han gaaer hen til Bordet, aabner nogle Flasker og blander Draaber deri, som han fremtager af sit Belte, og trykker et Segl paa Flaskerne.)
Strozi
(kommer tilbage med Bojardo og flere Banditter.)
See her, I! som saa gjerne vil kaldes Herre,
her er Nogle I kan regjere over; I har nok noget at regjere med.
Første Bandit.
Ja, giv os noget at bestille; vi ligge her og
suge paa Labben. Disse Djevle af Spaniere!
Pachecho.
Ja det veed man nok, hvor Ravne er, levnes
ei meget til Krager; derfor ville vi see at skræmme
dem bort.
Første Bandit.
Troer I, de lade sig skræmme?
Pachecho.
De skulle dog i det Mindste ikke flokke sig mere;
derfor ville vi gjøre Jagt paa noget af det, hvorpaa de grunde deres Magt.
Anden Bandit.
Mener I Piastre? Ja, kunde I skaffe os
nogle af dem?
Pachecho.
Jeg mener det. Her maa Du, gamle Bojardo!
som før var med paa slige Tog, være Mester. I
Skumringen roer Du ud med Strotzi til det Skib,
som har Spaniere ombord; der forlanger Du
Hyre, og til Pant paa godt Broderskab trakterer
Du med disse Flasker Viin; den er god, kan Du
troe.
Bojardo.
Skal de forgives, de Hunde?
Pachecho.
Nei, vi ville kun skaffe dem en god rolig Søvn.
Anden Bandit.
Ha, ha! det er godt det samme.
Pachecho.
Her er noget i de andre Flasker, som I selv
skal drikke; men forbland dem ikke.
Strozi.
For Fanden! skulle vi ikke forstaae saa meget?
Pachecho.
Naar Flaskerne ere tømte, tage I en kjerlig
Afskeed med Alle paa Skibet; men hen imod Midnat gaaer Du, gamle Ulf! ud med alle dem, Du
kan faae fat paa. Da sover Mandskabet saa trygt,
at Dommedag neppe vaagnede det. I binde da
Hænder og Fødder paa Vagten og slaae Lugerne til.
Bojardo.
Og seile ud af Fjorden? Ja, jeg skal den
Onde lodse dem ind, hvor det ikke skal være godt
at finde dem.
Pachecho.
Nei, Du skal blive liggende til Du hører Skud
hist paa den anden Side af Byen; da skal Du sætte
Seil til, tænde Lanternerne paa Skibet, seile tæt
forbi Transportflaaden og ved Signalflag og gjennem Raaber byde den at følge Dig; naar de saa
ere under Seil, smutter Du fra dem imellem Skjærene med samt dine Piastre.
Strozi.
Men rør ikke Een førend jeg kommer.
Pachecho.
Gaa med og pas paa dem!
Strozi.
Nei, i Nat ikke. Men faae vi lidt Penge paa
Haanden?
Pachecho.
Du gjerrige Hund! tænker altid paa Guld.
(Han deler nogle Guldstykker ud, aabner en Flaske og skjenker.)
Prøv nu dette, det er af Eders egne Flasker. See!
paa de Andres findes der en fast umærkelig sort
Plet; drik ud af Eders eget, det giver Mod og
Kraft.
(De drikke Alle.)
Bojardo.
Ja, nu kunne vi gaae den Onde og alle hans
Apostler imøde.
Pachecho.
Det er ogsaa hans Værk, vi ville ødelægge.
(Alle gaae; Banditterne tage Flaskerne med sig.)
Skuepladsen forandres til et eensomt Værelse. Ved en svagtbrændende Lampe sidder Alcadia og præluderer paa Harpen; efter nogle Minuter udbryder hun:
Jeg ængstes ei af Dødens Qval,
Ei for dens Slag mit Hjerte bæver;
Jeg veed, hvad jeg frembære skal,
Jeg veed, hvad Offer den mig kræver:
Et Liv som kun en stakket Stund
Vaarblomsten liig, sin Pragt udbreder;
Men vores Aand til Fryd bereder
At nyde hist bag Dødens Blund.
Jeg er forladt af Mennesker,
Men Gud er med sin Kraft tilstede,
Han i den Svage mægtig er,
Han vil for mig i Kampen træde.
Jeg synker ei, han staaer mig bi;
Jeg fældes ei af Mørkets Rænker;
Jeg skal ei sluttes i de Lænker,
Som grumt de vil paalægge mig.
Vil de for Alt’rets Fod min Eed
Med grusom List mig haardt aftvinge,
Da send din Frelse til mig ned;
Dødsenglen lad sin stærke Vinge
For deres Øie brede ud,
Med kraftigt Slag mig hastig fælde,
At de tilbede maa din Vælde,
Jeg din Barmhjertighed, o Gud!
Pachecho
(kommer indhyllet i en stor Kappe. Alcadia springer hurtig op og bedækker sit Ansigt med Hænderne.)
Pachecho
(nærmer sig til hende.)
Ei Lyd forraade maa mit Komme!
Alcadia.
Hvem
Udsendte Jer?
Pachecho.
De gode Aander vel,
Da jeg beskytter Dyd og Uskyld. Hastig
Vi følge deres Vink, thi Hævnens Stund
Er nær.
Alcadia.
Ha, Munken!
Pachecho.
Nei, Honorius
Vil stride, at gjenvinde Ære, Frihed.
Alcadia.
Min Fader overfalde? Han skal reddes!
Pachecho.
De Ord ei passe her. En Lyd, et Skridt
Til Modstand, og I er forloren; vel
Jeg finder Eders Fader. Vagten har
Jeg sørget for, den rører sig ei nu.
(Han griber hende hastig, indhyller hende i sin Kappe og fører hende bort.)
---
Scenen forandres til et Cabinet i Fyrstens Slot.
Montor, Coello og Giovanni
(komme samlede ind.)
Montor.
Som Skjold for denne Borg min Fader vil
At jeg skal tjene.
Giovanni.
Paa den Post han troer
Vel Eders Liv er mindre udsat.
Montor.
At
Benytte den, som Skjul for Kampens Hede,
Anstod mig slet; men Fristed findes ei
Hvor Lidenskabens Sluse aabnes.
Coello.
Hvor
Fortvivlelse og Hovmod rase frem
Med Ødelæggelse.
Montor.
Naturens Stemme
Bedøves. Folkerettens Krav er uden Kraft,
Og Uskyld sætter ingen Bom for Ondskab.
Giovanni.
Jeg gjennemskuer dristig Eders Tanke;
I vilde føre Eders Skridt did, hvor
Alcadia hun aander.
Montor.
Pligtens Lov
Er streng; hun overlades til sin Skjebne;
Jeg overfalde hendes Fader?
Coello.
Ham
Tør Fyrstesønnen ei beskytte.
Giovanni.
Men
Uskyldighed!
Montor.
Ei lammet Arm kan redde.
Et Bud
(kommer ind.)
En Fremmed melder sig, som den der har
Til Eder, høie Fyrste! Ærende.
Montor.
Hvad?
I denne Time! da den spanske Vagt
Ei meer tillader Adgang.
Budet.
Hid fulgte han
Med Iil, og alt han kommer der.
(Budet gaaer.)
Pachecho,
(som er kommen hurtig ind.)
I vil
Tilgive, høie Fyrste! nu er Øieblikket
Kostbart; snart slaaer Hevns og Retfærds Time.
Montor.
Siig, hvorom taler I?
Pachecho.
Om det, jeg veed,
At Strid i Nat skal være Dommer her
Imellem Overmod og Trængsel; glad
Til den jeg byder Arm; slig Sag forstaaer
Jeg vel; skal tjene Jer med Raad og Daad.
Dog, Kjerlighed maa aldrig glemmes; gaa
At offre den et Øieblik! Capellet,
I helliged’ Sanct Cathrine, beskytter
Donna Alcadia for Vold, saavidt
Som Munkelist tilsteder Fristed.
Montor.
Gud!
En fremmed Arm som Tilflugt tjente hende!
Pachecho.
Vel gjennemskued’ jeg, at Pligt forbød
Jer Sligt. Men il! modtag min Kappe, samt
Det Tegn, som vises Vagten, om hans Øie
Er aabent end. For her at vinde Tiltro
Den spanske Donna skjenked’ mig et Baand.
Montor
(afsides.)
En Barndoms Gave! Pant paa Troskab!
Alcadia! nei aldrig vil dit Hjerte
Forsage mig.
Pachecho.
„Nu nærmes Enden”: er
I Nat de Spanskes Feldtraab; billedrigt
Vi haabe det omtaler deres Magt.
Montor
(trykker Baandet til sit Bryst.)
Hun vil beklage Skjebnens haarde Bud,
Ei dadle Armen, som det fører ud.
Pachecho
(kaster Kappen om Montor, som gaaer; derpaa vender han sig til Giovanni.)
I sikkert er en Søn af Enken, som
Boer hist ved Stranden? Eders Søsters Navn
Er Clara?
Giovanni.
Hvad! I kjender dem?
Pachecho.
Jeg der
Imorges nød en herlig Frokost; nu jeg
Gjenkjendte Claras Træk i Broderens.
Giovanni.
Den hemmelige Plan dog ei man der
Har røbet?
Pachecho.
Nei, i deres Ord og Træk
Sig malte lutter blide Følelser.
De hvile nu vist trygt i Søvnens Arme.
Men samtligen for dem vi vaage maae,
Opfordre Alt, om vi skal Maalet naae.
(De gaae samlede ud.)
---
Skuepladsen forandres til et Capel; ved den ene Side af Alteret er en Familiebegravelse.
Alcadia
(kommer frem fra en Pille ved Begravelsen.)
Det rasler! Gnaver Orm i møre Træ?
Gjenlyder Skridt i Nattens Øde? Montor!
Med Krandsen ei, med Sværdet stillet mod
Min Fader, kommer Du til Kisten. Du
Fornemmer, Moder! vel mit Trængselsraab
I Graven? Nei! den skjenker Hvile. Kan
Du sende Støvet Kraft? Vær nær dit Barn!
Hans Sværd er løftet mod min Fader!
Montor,
(som et Øieblik har staaet ubevægelig ved Indgangen, kommer hastig mod Alcadia og knæler.)
Han var din Barndoms-Ven, Alcadia!
Af ham modtog Du hellig Troskabs Pant.
Alcadia.
Det førtes grumt tilbage i din Haand.
Montor.
Nu Sandheds Tolk, som da det raktes Dig,
Som, da dit Øie hviler ømt paa mig,
End siger: Alcadia er min!
Alcadia.
Ubøielig er Skjebnen, os adskiller.
Montor.
Magt har den over Støv, men Kjerlighed —
Dens Rod staaer ei paa jordisk Bund,
Dens Stængel Tidens Lee ei fælder;
I Himlen har den Fædre-Grund,
Fornyet Liv til den opvælder.
Alcadia.
Ja, den er mægtig som sit Ophav.
Montor.
Og
Beseires kun af Mørkets Gjerning. Her
En hellig Pligt, det haardt betrængte Folk
Mig kalder strengt til Strid.
Alcadia.
Et Billede
Af den vi kæmpe, for hin rette Arv;
Og dog den sønderriver dette Hjerte. Ja!
Saa haardt adskiller selv ei Dødens Bud.
Montor.
Alcadia! skal Aanden bøie sig
For jordisk Lov? Tænk paa vor Barndoms Tid!
Da signede Guds Engle vores Pagt.
End over den de vaage; helligt er
For dem Uskyldighedens Samfund.
Alcadia.
Det
Tør ene vente at beskyttes.
Montor.
Derfor
Sig hæver did vort Blik; vi skue da
Med opladt Syn. Alt svinder hvad til Jord
Er heftet; Kjerlighedens lyse Straaler
Opklare evig Glædens Væld.
Alcadia.
Dens Skin
At øine her er Hjertets første Attraa.
Montor.
Fra Øiet tindrer det, naar Luen i
Vort Indre flammer; ved dens Udspring sværg:
Du aldrig vil udslukke den!
Alcadia.
Nei, jeg
Er Din! tør vidne det for Herrens Aasyn.
I! som staae luttrede om Thronen, hør
Det Løvte, jeg fremfører! Ei det gjelder
Forening her, hvor Alt maa vexle brat,
Som Skyggerne for Lyset; men hvor ei
Forandring findes, er jeg evig Din!
Montor.
Og Døden har ei Braad, og Graven har
Ei Seier.
(Klokken slaaer Varselsslaget til Midnat. Han farer op og staaer et Øieblik taus.)
Snart, Alcadia! o Gud!
Alcadia
(med Fatning.)
Slaaer Timeslaget — følg din Pligt! — Glem ei,
Din Fjende er min Fader!
Montor.
For hans Redning
Opbyder jeg hver Evne. — Farens Stund
Er nær, Alcadia! Følg til vor Borg!
Jeg der beskytter Dig.
Alcadia.
Mit Fristed, det
Er Herrens Tempel. — Fader! der dit Barn
Du finde, skal Du end omsvæve mig
Som Aand!
(Klokken slaaer det første Slag til Midnatstimen.)
Montor
(med anstrengt Kraft.)
Farvel, Alcadia! Ei Hevn,
Kun Æren styrker denne Arm i Slaget.
(Han gaaer hastig ud; ved Udgangen knæler han endnu med foldede Hænder.)
Alcadia
(staaer som forstenet; da Klokken slaaer det sidste Slag farer hun op.)
Det Sidste! Sortest Nat bebuder Kampen.
For hvem, o Gud! tør jeg nedbede Seier?
(Der sees et Glimt af Lys ved en Faldluge ved Alteret. Alcadia gyser, og vil skjule sig bag en Pille.)
Bragas
(som er stegen op, sætter hende en Lygte for Ansigtet.)
Er det et Gjøglespil i Aanders Time?
Siig, hvem Du er, og hvi Du findes her?
Alcadia.
I kjender Offerlammet vel, I udsaae.
Bragas.
Jeg troede før, at jordisk Sands bedrog,
End at Du var undvegen, trodsende
Din Faders Bud, den Lov, som Herren Dig
Forkyndte ved sin Tjener.
Alcadia.
Høit gjenlyder
Den store Lov i Hjertet; skues klart
Af Budet, han os skjenkte: ham at elske
Høit over Alt paa Jorden.
Bragas.
Vilde Du
Med Anger her udsone Synden, Du
Til mig Dig burde vendt, med Løvte om
At underkaste Dig den Poenitense,
Din grove Synd Dig havde haardt paadraget.
Alcadia.
Jeg angrer ei det store Skridt; i Hjertet
Min Faders Sorg kun blander Veemod.
Bragas.
Saa
Gjør Bod, afsværg din falske Tro, aftvæt
Med Lydighed din Brøde; lad Dig her
Om føie Stund forene med den Mand,
Din Fader valgte. I Treenighedens Navn
Dig da tilsiges Aflad.
Alcadia.
Stakket Stund
Min Fader end maa sørge; hist hans Blik
I Lysets Egne aabnes, hvor med Fryd
Han skuer Aandens Seier over Støvet,
Trods Syn af Død og Lænker.
Bragas.
Trodser Du?
Elendige! da haardt skal Du fornemme
Imod hvem Du dig opsætter. Seer Du
Den aabne Luge hist?
Alcadia.
Hvor Almagt troner,
Hvor Uskyld sendes Kraft, og Trøst er rede,
Naar den nedbedes kun i Aand og Sandhed.
Bragas.
Du seer, hvad Hjelp Dig sendes! Følg mig, Du
Forladte!
Alcadia.
Ei af ham, som styrker saa
I Gang til Død og Piinsel.
(Hun gaaer med faste Skridt hen imod Lugen. Ved Nedgangen standser hun et Øieblik, vender sit Blik til Himlen og udbryder:)
Kron dit Værk!
Bragas
(støder hende ned.)
Naar Dagen kommer taler jeg med Kraft.
Vel Raad der findes for Opsætsighed.
(Han tilslaaer Lugen.)
Pachecho
(viser sig i Hoved-Indgangen, men skjuler sig til Bragas er gaaet ud af en Sidedør.)
Hist listed’ sig en Munk. Alcadia
Er borte, Nøglen i min Haand; til Skjul
For Hyklerie og Rænker Helligdommen
Vel atter er nedværdiget.
(Han gaaer op mod Alteret og opdager Faldlugen, som er kunstig tilsluttet.)
Vist her
Man finder Lastens Hule; dog de vel
Forstaae at lukke den; — her er ei Værktøi.
(Man hører Skud.)
Begynder Kampen? og jeg tøver! nei!
Nu faaer vel Munken ogsaa andre Tanker.
(Han gaaer.)
Skuepladsen forandres til et simpelt Værelse. Paa Væggen hænger et Madonna-Billede; paa Bordet staaer en Helgen. Man hører Geværskud i Frastand.
Clara og Welino
(komme ind; den Første med et Lys i Haanden.)
Clara.
Vel var min Slutning rigtig: Strid nu føres
I Nattens Mørke. Hør, hvor Skuddene
De følge hurtigt paa hinanden!
Welino.
Heel
Alvorlig er den Kamp.
Clara.
Alt vover vist
Min Broder og Coello for at værne
Om Fyrsten; ja de sætte deres Legeme
Som Skjold for ham. (Hun knæler.) Guds Moder og min Helgen!
Beskyt i Kampen dem!
Welino.
Ja, Barn! hent Kraft
I Bønnen nu, og yd saa Hjælp, naar den
Behøves! Gaa at hente gammelt Linned!
Du kjender Stedet, hvor det ligger;
Clara.
Ene,
Og Dig forlade i saa rædselsfuld
En Stund?
Welino.
Er Du allene, jeg forladt
Fordi et tyndt, brøstfældigt Skjul os skiller?
Til Mod i Fare skal og Bønnen styrke.
Clara.
Beed
Til hende da, som taler mildt med Trøst
Til Hjertet! Jeg medtager Helgenen,
Hvis Syn vil styrke mig.
(Hun gaaer.)
(Man hører stærke Drøn af Kanon- og Geværskud blandede mellem hinanden.)
Spirona
(kommer aandeløs ind af den modsatte Side.)
Os hjelpe Gud
Og alle Helgene! Ved Nattetider
Slig Alarm! Vel er vi grove Syndere,
Men slig en Straf var dog vel ei nødvendig!
Vi gjøre Bod og Poenitense, holde
Jo Fasten strængt, er der end dem som fristes
Af andre Lyster, Sandsernes Begjer,
Og æde Kiød paa strenge Fastdage,
Saa skrifte de dog deres Synd; betale vel
Naar Aflad skjenkes; jeg begriber ei
Hvi slig en Nød tilsendes os.
Welino.
Vær rolig!
Det er ei sagt, at vi skal straffes; maaskee
Kun prøves stedse i Taalmodighed.
Kom, sæt Jer ned! Jert Legem ryster. Har
I ellers intet hørt om Striden?
Spirona.
Nei!
Kun at man vakte Folket, først i Stilhed,
Saa med Alarm og Bulder. Hør, hvor de
Dog skyde! Helgene os hjelpe!
Clara
(kommer ind med en Pakke.)
Her
Er Alt hvad Du skal bruge; vi vil haabe
Tilstrækkeligt af Linned, Hefteplasteret,
De Pulvere med hvilke Saarene
Bestrøes, Urterne som skaffe Lindring,
Samt Draaberne som styrke, naar ved Tab
Af Blod den Saarede er mat.
Welino.
Det er
Der alt. Bestikket har jeg altid her.
Spirona.
Men har det unge Liv da hentet det
Alene? saa til Punkt og Prikke vidst
Alt hvad I bruger til Jer store Kunst?
Ja det er ingen Sag for dem, som lærte
Langt mere end at bede Pater noster.
Nu glemte jeg jo det, vi talte om:
Hvor turde Du dog, lille Clara! gaae
Saa ene ud i al den Gru og Jammer?
Clara.
Min Helgen gav mig Kraft. Jeg knæled, — strax
Blev Frygten mildnet; klart han stilled’ mig
For Øie, om en Saaret indkom, som
Behøved’ hurtig Hjelp, — hans Lidelser
Dybt rørte Hjertet, — Hjelp var ei tilrede —
Welino.
Ja Bønnen styrker stadigt Forsæt; læg
Det paa Hjertet, Barn! Bring Alt i Orden!
Charpie vil vi desværre vel behøve.
Clara
(efter at have ordnet Alt.)
Alt er beredt.
Welino.
Hjelp med, Spirona Moer!
Spirona.
Jeg har ei Kraft; mit Legem ryster. Hør!
Nu skyde de saa stærkt igjen, dog før
Det sagtned’ lidt. Hvad bliver Enden her?
Welino.
Gud krone den med Held! os skjenke Seir,
Saa vi afkaste Aaget!
Spirona.
Nei, paa Sligt
Tør man ei tænke! Folk, som saa forstaae
At skyde, fegte, stikke, overvindes
Ei let af dem, som lærte ei Krigsvæsen.
De flygte, naar de see for stor en Fare.
Clara.
Det siges ei med Ret om Alle; nei,
Med Mod og Glæde Mange gaae i Kampen,
At stride for Selvstændighed og Frihed.
Spirona.
Din Broder og Coello! jeg det troer;
Men hvad kan de udrette mod de Spanske?
Clara.
Der findes mange Ligesindede.
Welino.
Nød
Dem hærded’. Kraften sammenpresses under
Lænken, og yttres i Opløsnings Stunden.
(Der bankes stærkt paa den ydre Dør.)
Spirona.
Sanct Joseph! hellige Guds Moder! hjælp!
Det er vel Fjenden?
Welino.
Saarede maaskee,
Som vi skal hjelpe.
(Hun gaaer at oplukke Døren.)
Tvende Borgere komme ind med Coello.
(De ville understøtte ham, men med Gebærder viser han dem bort.)
Coello.
Slip! ei som et Barn
Behøve I at lede mig, fordi en Kugle
Har streifet Armen lidt.
Første Borger.
Nu, streifet! gid
Det var saa vel! men Blodets Tab beviser
At den har truffet rigtig.
Coello.
Lad mig gaae!
(Han river sig fra dem med paataget Kraft. Clara er imidlertid ilet til og understøtter ham.)
Welino
(efter at have ordnet Alt til Forbindingen.)
Følg mig i næste Værelse! der vil
Jeg undersøge Saaret, see om jeg
Kan hjælpe. Clara! giv i kjølig Drik
Af Draaberne, som styrke. Kraften ham
Forgaaer.
Coello.
Om Clara hjalp med at forbinde
Armen, forgik ei Kraften.
Clara,
(som imidlertid har blandet nogle Draaber i et Glas Vand.)
Tag dog lidt!
Coello.
Ja, Dig afslaaer jeg Intet. Nødig bruger
Jeg ellers Sligt.
(Han drikker.)
Welino.
De gode Borgere
Vil maaskee følge mig? Jeg muligen
Behøver Hjelp. Luk saa kun Døren, Clara!
(Welino, Coello og Borgerne gaae. Clara følger dem til Døren. Coello seer forventningsfuld efter hende. Hun gaaer hen til Bordet. Fra Gaden høres Stemmer, som skrige og synge. Af Sangen skjelnes følgende Ord:)
Nu ligger i Gruus
Den Hoffærdiges Huus!
Nu spildt er Guldet,
Han os frarøv;
Ja dybt i Muldet
Det sænket blev.
Andre Stemmer.
Men Fyrstens Borg
Stander stolt og prud;
Uro og Sorg
Vandre nu ud.
Ja, Glæde!
Tag Sæde!
Fjenden er slaget,
Af Montor bortjaget,
Som værned’ om Fædreneborg.
(Clara, som imidlertid har staaet ved Vinduet, deels lyttende, deels beskjæftiget med at indrette et Armskjærf, vender sig til Spirona, som bestandig har bedet sin Rosenkrands.)
Clara.
De sløifed’ Gouverneurens Bolig! derom
Jo lød den første Sang. Alcadia!
Er hun opoffret?
Spirona.
Har de først begyndt
At rase, vist ei Nogen bliver sparet.
(Sangene gjentages udenfor, og sluttes under Folkets Raab: Leve Honorius! Leve hans Søn!)
(Welino, Coello og Borgerne komme ud af det inderste Værelse. De Sidste gaae ud af den Dør, de først kom ind af.)
Welino.
Nu sidder Bindet fast, Armskjærfet
Kun mangler.
Clara.
Jeg beredte et; men siig,
Er Saaret farligt?
Welino.
Intet mindre. Mat
Var Kuglen fast, som havde truffet; dog
En Aare rammed’ den, derfor det Tab
Af Blod.
Coello.
Vil Clara binde Skjærfet om
Min Arm? Selv Du beredte det. Min Tak,
Kan jeg den tolke? Nei! men mine Tanker
Dem veed Du vist! Altid at leve, virke
For Dig. Besegl det med et Kys!
(Hun hefter sit Blik venligt paa ham; han omfavner hende.)
Ja, det
Gav Kraft, trods alle Moders Elixirer.
Jeg har ei takket hende. Moder! kommer
Jeg seierrig fra Slaget, — giv mig Clara!
Welino.
Dig Gud beskjerme!
Clara.
Kraft Dig skjenke!
Coello.
Den
Jeg henter fra sligt Øiekast. Nu er
Jeg stærk. Farvel!
Clara.
Dog end et Ord! Vi tør
Dog sætte Lid til Folkets Seiersang?
Coello.
Fra Slottet jog vi Fjenden bort, mens Andre
Til Jorden sløifed’ Gouverneurens Bolig.
Clara.
Alcadia!
Coello.
Blev bortført af en Fremmed
Før Slaget var begyndt; vist i Capellet
Befinder hun sig ved sin Moders Kiste.
Clara.
I Nat alene? Vilde Dagen gry,
Jeg iled’ did.
Coello.
Ei før jeg følger Dig.
Nu vender jeg til Kampen. Prindsen vist
Er ved Kastellet. Hu! det lumpne Skud
Tillod mig ei at følge. Clara! dog
Det søde Ja Du først udsige!
Clara.
Ja!
Coello
(slutter hende i sine Arme.)
Den Lyd skal klinge mildt i Slagets Bulder.
(Han gaaer hastigt.)
Spirona.
Hvor skrækkelig med unge Folk, som stedse
Har Verdens Daarlighed for Øie; fra
Hvis Sind den største Nød bortdrager
Ei Kjerligheden Tanker.
Welino.
Ene den
Kan opretholde Modet.
Clara.
Trøst vil Du
Mig skjenke, nu saa Mange høit jeg elsker,
Er stædt i Fare. Kunde jeg dog søge op
Min Donna!
(Det banker stærkt paa den ydre Dør.)
Stemmer udenfor.
Luk os op! vi bringe Saarede.
(Welino gaaer at oplukke Døren.)
En Borger
(træder ind.)
Jeg skal paalægge Eder hastigst muligt
At hjælpe alle dem, som er indlagt
I Nabohuset.
Welino.
Glad jeg offrer Kraft
Og svage Indsigt! Hjelp mig, Clara! bring
Det Linned med!
(Vendende sig til Borgeren.)
I maa dog sige mig
Om Kampen er tilendebragt?
Borgeren.
Kastellet
Var vel indtaget, Gouverneuren dog
End fægtede med Resten af sit Folk.
(De gaae Alle.)
---
Scenen forandres til Sanct Catharines Capel.
Pachecho
(kommer ind af en Sidedør, hvilken han aabner vaersomt. Han gaaer op til Alteret og fremtager Brækjern.)
Jeg haaber dog, jeg kommer Munken her
I Forkjøb. (Han raaber ned til Alcadia:)
Donna! vær kun rolig! Venner
Nu færdes her, og Clara kommer snart.
Giovanni og Clara
(komme samlede ind i Capellet og staae for Alteret just da Pachecho har opbrudt Lugen.)
Clara.
Alcadia!
Pachecho.
Hun er indsluttet der
I Munkens Trylleslot!
(Han stiger ned med Giovanni. De understøtte
Alcadia,
som kommer langsomt op af en Reebstige. Hun kaster sig i Claras Arme.)
O Himmel! jeg
Skal sluttes her i Venskabs Arme.
(Hun seer forvirret omkring sig. Clara og Giovanni føre hende til Familie-Begravelsen og lade hende hvile paa en der staaende Bedestol. Nu høres Stemmer, som skrige og synge:)
Tyrannen! Tyrannen!
Ei Hæder skal ydes!
Ei indviet Jord ham dække,
Ei Messe læses,
Ei Klokke ringe!
Som Avner for Vinden
Hans Støv skal spredes!
(Den store Portal aabnes. En Baare indføres.)
Montor og Coello
(med et Detaschement af Jægere følge den.)
Montor.
Coello! stil med dine Jægere
Dig hist for Døren; Folket byde Du
At lade her den Døende i Fred
Udstønne sidste Aandepust.
(Coello gaaer med Jægerne. Baaren bæres høiere op i Capellet. Montor byder Bærerne ved Tegn at sætte den, og bortfjerner dem. Han tager Klædet fra den Døendes Ansigt og knæler for Baaren.)
Montor.
Du, som
I Livet var min Fjende, skjenk i Døden
Som Barn mig din Velsignelse!
Don Alvarez
(hæver sig langsomt.)
Mit Barn!
Hvem nævnede det Ord? Ei Fader er
Jeg meer; — den falske Tro jo sønderhugger
Med skarpen Sværd Naturens Baand.
(Alcadia, som ubemærket af Montor har skudt sig frem paa Skuepladsen, iler i halv Forvirring at nedkaste sig for hendes Faders Baare. Clara følger hende. Pachecho og Giovanni gaae om bag Familie-Begravelsen. Clara tager Klædet, som har bedækket Don Alvarez’s Ansigt, og søger at stille Blodet, som rinder fra et Saar imellem Skulderen og Halsen. Hun fremtager styrkende Vand og lader ham indaande det.)
Don Alvarez.
Hvem standser
Mit Blod? Hvem byder mig at aande Liv
I Døden?
Clara.
Barnlig Haand det rækker.
Don Alvarez.
Clara!
Og Du — har elsket hende — ikke sandt?
Nu er hun død — for os — for Evigheden.
Alcadia,
(som hidtil har skjult sit Ansigt i sine Hænder, hæver sit Blik.)
Forbarm Dig, Gud!
Don Alvarez.
Hvem kalder? Hvilken Stemme
Her lyder for mit Øre?
Alcadia.
Fader! her
I Dødens Stund velsign dit Barn!
Don Alvarez.
Velsigne!
Den, Himlen har forkastet?
Alcadia.
Barnlig Hu
Skal finde Naade.
Montor.
For indviet Blik
Kan Engle alt herneden aabenbare
Et reent, et luttret Lys.
Don Alvarez.
Du troer —
Montor.
At alt
Didhen sig hæved’ hendes Aand.
Don Alvarez.
Hun skulde?
Montor.
Throne hist blandt dem, hvis Billed’
Hun er paa Jorden.
Don Alvarez
(med brudt Stemme.)
Haab! — Barmhjertighed! —
Forbarmelse! — min Fjende! — af din Haand —
Den sidste Olie! — Mit Barn! — min Søn! — Farvel!
(Han afviser Claras Haand, som endnu hviler paa Saaret, og døer.)