Skuepladsen forestiller en stor men simpelt decoreret Sal i Fyrst Honorius’ Pallads; en Mængde Borgere ere der forsamlede; Nogle tage Forfriskninger, som staae paa et Bord i Baggrunden; Andre see ud af Vinduerne, fra hvilke man hører Tømren, Banken og Sang. Trende Borgere træde længere frem paa Skuepladsen.
Første Borger.
Hør, hvor de synge lystigt nede i Gaarden; Arbeid muntrer; de Tømmerfolk og Murere vide da
og hvorfor de kaldtes herop; men vi! hvem kan
begribe hvad vi skal her?
Anden Borger.
Der er vel heller ikke lagt an paa at Du
skulde begribe det; Du og jeg forstaae vor Haandtering; De, som styre Land og Rige, forstaae deres; derom have vi Intet at tale.
Tredie Borger.
Vort Arbeide bedømmes af dem, som bruge
det; vi, som maae lade os benytte til Andres Færd,
maatte det dog tillades at yttre vor Mening derom.
Anden Borger.
Jo men! ja opluk Du din Mund til at dadle
noget som Spanierne gjøre, og de faae det at vide,
saa vil Du fornemme det; men Du er ung, har
reist i andre Lande og kjender ikke rigtig Tingen
her; vi, som have holdt ud fast et halvt Seculum,
vi have lært at taale og tie.
Tredie Borger.
Hvorledes hængte det sammen med den Valdetare, Fyrstens Morbroder; han var jo hans Formynder og styrede Landet i hans Mindreaarighed?
Første Borger.
Og da indkaldtes de spanske Hunde, under
Paaskud, at skjerme Landet for udvortes Vold.
Tredie Borger.
Og saa tærede de selv Marven og Kraften
deraf.
Første Borger.
Ja! opsluger os snart med Hud og Haar;
men Valdetare melede sin Kage: han blev Abbed
for et Kloster da Fyrsten blev myndig; saa sagde
det jo Intet at vi Andre overgaves til Skam og
Elendighed.
Anden Borger.
Tys! jeg hører nogen komme; det lyder paa
Skridtet som det var en spansk Gefreider; her er
vel sagt formeget; for dem er man intet Sted
sikker.
En spansk Soldat
(træder ind).
Fra Gouverneuren bydes og befales:
Imorgen skal aflægges Regnskab for
Hvad her udrettes, samt angives om
Enhver bekommer ret sin Dagløn, da
Ei Gouverneuren veed, hvor Midlerne
Kan komme Fyrst Honorius i Hænde;
Saa vælges og blandt Eder de, som skal
Udføre pligtigt Arbeid ved Kastellet.
(Han gaaer).
Tredie Borger.
Det kalder jeg Uforskammethed! sende sligt et
Sendebud til Fyrstens Pallads! man maa jo fnyse,
trampe, bande; o! kunne vi erholde Vaaben og
maatte stilles i Rækker mod de Uforskammede!
Første Borger.
Ja, det er drevet saa vidt, at hvad det skulde
koste burde der en Ende derpaa.
Anden Borger.
Hvad Ende kunde det faae? Kunne vi staae
os mod dem, som forstaae bedre Krigsvæsen end
vi vor Haandtering? Nei, vi maae nok krybe
til Korset, følge Biskop Bragas Raad, og overgive os til dem med Hud og Haar, saa lover han
det skal blive godt.
En fjerde Borger
(træder til).
Hvad? Din Usling! vilde Du vi skulle laane
Øre til slige Leiesvendes Løvter, da var det først
det gik godt, naar Landet blev fuldt overgivet til
dem.
Tredie Borger.
Men skulde denne Samling her paa Slottet
ei have nogen skjult Bevæggrund? Maaskee vil
Fyrsten her kundgjøre at en Plan er lagt til Fjendens Undergang.
Første Borger.
Forbandet være saa Enhver, som ikke glad
rakte Haanden til at udføre den.
Anden Borger.
Kan vi tænke paa Sligt, som aldrig lærte
Krigsvæsen?
Fjerde Borger.
Det lærer sig selv; naar Sindet oprøres af
krænkende Fornærmelser, da vaagner en Kraft i
Sjelen, som virker liig Kartovers Torden, et Lys
sig tænder da i Aanden, som leder os i Striden,
fører sikrere til Seier, end alle Haandgreb Kunsten lærer.
Anden Borger.
Den Tale var curieus, som havde en Kjetter
holdt den. Kom, lader os oven paa alt dette
gaae lidt ned i Gaarden at træffe Vært.
Fjerde Borger.
Og skye den Pestilens Luft som omgiver slige
Karle som Dig.
Anden Borger.
Eller sagtne Blodet hos dem, i hvis Aarer
det sprudler for hurtigt.
(De gaae Alle undtagen Coello og Giovanni; disse have lidt efter lidt skudt sig frem paa Skuepladsen, i hvilken Tid mange Andre have bortfjernet sig.)
Coello.
O herligt at de gik og vi blev ene!
Du hørte dog hvad Borgerne de yttred’?
Giovanni.
Det var kun deres egne Tanker, som
Vel ikke havde stor Betydning;
Men fangen Mand foruden Brøde, pønser
Jo paa at finde Aarsag til hans Vanheld.
Jeg ønsker kun at Spillet havde Ende;
Thi tænk hvor bittert Moder savner mig,
Hvor Clara længes efter sine Venner.
Coello.
Den Lykke vist tilfalder ene Dig.
Giovanni.
Jeg kalder ikke mine Ord tilbage;
Hvor liveligt er der ei bleven hjemme
Nu siden at Du daglig kommer der.
Coello.
Ja vel, en Jæger er jo munter, han
Fortæller Eventyr, som mødte ham
Paa Jagten; det forslaaer vel Tiden; men
At Clara længes efter mig, tør jeg
Vel ikke haabe; dog her som hvert
Et Sted er hun Grundtanken i min Sjel.
Jeg faaer vel Mod og taler frit til hende.
Giovanni.
Hvad mere vigtigt vil Du da fremføre?
Coello.
Ja kald det, som Du vil; et lidet Gran
Kan vippe Skjebnens Skaal; den unge Fyrste
Vi skulle søge her at faae i Tale,
Saa tykkes mig.
Giovanni.
Og bede ham at sende
Et Bud til Moder om vort Opholdssted.
Coello.
Saa dristigt var dog just mit Anslag ei.
Giovanni.
Han er saa god, man tør ham sige Alt.
Coello.
Jeg frygter Ingen, ham kan Ingen frygte.
Hvor tidt har vi ei vandret sammen, ret
Som Ligemænd; besteget steile Fjeld,
At jage hurtig Gemse af sit Smuthul;
Paa Havet søgt vort Rov, hvad heller sigtet
Til Fuglen i dens snelle Fart; da svandt
For ham dog mangen Time let, som mørkt
Sig havde listet hen i Slottet her.
Giovanni.
Ja det er tungt naar Glæden tvinges i
Den unge Alder; den udstrømmer da
Saa skyldfri reen fra Hjertet.
Coello.
Var den Plan
Som Borgerne omtalte, fast grundlagt,
Og kunde vel udføres, Prindsen da
Blev gjenfødt.
Giovanni.
Alt udviklede sig da
Til Liv og Munterhed.
Coello.
At opnaae det
Vi gik til Kampens Hede, som til Dands.
Nu allerførst vi stille os for Prindsen,
Som troe Fostbrødre, bede vi maae være
Ham nær i Kampen; venligt vil han vist
Modtage os.
Giovanni.
Den Tale lød jo stolt.
Du fik som Jæger vel den Vane, at
See høit, vil lægge an paa Ørnen før
Den daler. Slog kun snart de Stoltes Time,
Dit Mod nok viste sig i fulde Glands.
Coello.
Til Fyrsten flux vi da vil ile,
Sit Bifald vil han os tilsmile.
(De gaae.)
---
Scenen forandres til en mindre, men med Smag decoreret Sal.
Honorius, Algarotti og Florino
(komme samlede ind.)
Honorius.
Min Søn har ansøgt om at møde her,
Naar vi os samlede til vante Raad;
Et gunstigt Øieblik! da just jeg vilde
Kundgjøre Eder en Beslutning, som
Kun Skjebnens Magt formaaer at rokke.
Montor,
(som imidlertid med spændt Mine har nærmet sig sin Fader).
Et
Alt længe næret Ønske bragte mig
Idag til at ansøge Dig, min Fader!
Om Plads i den Forsamling, jeg saa længe
Har higet efter at bivaane. Kuns
Af sønlig Ærefrygt jeg holdte mig
Tilbage, søgte ei at gjennemtrænge Planer,
Som Du fordulgte for mit Blik; nu byder
Mig Ærens Røst at tale frit: er i
Din Sjel Mistanke vakt? Udbredte den
Sin Flagermuse-Vinge for dit Øie?
Hvi ellers denne Taushed? Har Samlingen
Paa Slottet dets Forbedring, Forskjønnelse
Til ene Formaal?
Honorius.
Større Hverv
Skal den udføre.
Montor.
Vel Spaniolerne?
Honorius.
At rense Landet for de raa Tyranner
Det var for længst mit Maal, min Stræben.
Montor.
Ei
Din Søn var værdig at meddeles Planen!
Honorius.
Jeg vilde nu for Dig udvikle Alt;
Dit Ønske her kun forekom min Villie;
Ei Mistro bandt min Læbe; Sagen den
Er fælles; svag og lunken ei jeg frygted’
At finde Dig; men Ungdoms Stempel det
Er Kraft i øieblikkelig Fare, ei
Udholdenhed i svar langvarig Trængsel.
Jeg vilde skaane Dig for Smerten, som
Bibringes af unyttig Stræben, skuffet Haab
Og krænket Løvte. Hindringer er nu
Bortryddet, Midler bragt tilveie, Fjenden
Tør vi angribe i sit faste Punkt;
Snart Timen slager, i hvilken Ungdoms Kraft
Kan stille sig i fulde Lys; thi fast
Beslutted jeg at overrumple Fjenden
I denne Nat.
Algarotti.
Før Svar fra Frankrigs Konge
Indtræffer her?
Honorius.
Et lønligt Bud det bragte
Ved Dagens Anbrud; dog dets Indhold ei
Har modnet Planen; tro forbliver end
Kong Ludvig sin Bestemmelse, ei at
Indblande sig i Sagen før vi selv
Har jaget Fjenden ud af Landet; dog
Tilføies: „Har I Mod og Kraft til sligt
„Et Vovestykke, Held forundes Jer!
„Da, ved Ancona staaer alt Tropper rede,
„De kan besætte Landet, skjerme det
„For Vold indtil dets Uafhængighed
„Betrygges ved en fast Forening.”
Algarotti.
Vi
Staae ene!
Florino.
Stolende paa egen Kraft
Og Herrens Bistand.
Honorius.
Klart jeg saae hans Finger
Og høit opflammedes mit Mod; jeg skrev
Ei blot det Brev, som Svaret lyder paa;
Ad anden Vei jeg sendte et af lige
Indhold; det findes atter i min Haand.
Montor.
Kom det fra Fjenden her tilbage?
Honorius.
Nei!
Skjøndt han belured’ Budet hist paa Søen,
Undgik det dog hans Falkeblik; tæt var
Det føiet ind imellem Baadens Planker.
Montor.
Og Budet frikjendt søgte Brevet der.
Honorius.
Han holdes fast som mistænkt, men idag
Blev samme Baad benyttet af en Fremmed,
Som søgte her min Skriftefader, den
Han forhen kjendte vel og skjænkte Tillid;
Til ham blev Brevet overrakt for at
Erfare om det kunde bringe Fordeel;
Men Pateren det koldt erklærede
Som ligegyldigt, gav Absolution,
Og lod ham gaae, dog vel forsikkret om
At han ei kjendte Brevets Indhold.
Florino.
Og
Ansporet af det Held, I vil, min Fyrste!
Benytte Tidens snelle Vinge.
Montor.
Vi
Med Iil maae bruge den; thi Fjenden har
Os mistænkt, skuer roligt ei vor Færd.
Nys sendtes Bud til Borgerne med den
Befaling: alt i Morgen at udføre
Arbeid ved Kastellet. Harme dem betog’,
Saa Stemningen til Sagens Fordeel derved
Endmere steeg; dog maa jeg og anføre
hvad muligt raader til Opsættelse:
Paa Søen hist har Fjenden vist Forstærkning.
Honorius.
Og hvorpaa grundes Din Formodning?
Montor.
Meer
Hovmodigt end tilforn de spotte nu
Enhver, som møder dem; til Tvendes Tale
Jeg bag en Klippe selv var lønligt Vidne.
Med Bram de talte om den store Magt,
Som nu laae rede lynsnart her at lande,
Gav vi det mindste Tegn til Oprør.
Florino.
Saa stemples hvert Forsøg paa at unddrage
Os deres stolte Herredømme!
Honorius
(efterat have staaet et Øieblik grublende.)
Vel
Hiin Tidende gjør Sagen mere mislig;
Dog Overraskelse er det hvorpaa
Vi støtte Planen, den forandres ei
Af Frygt for fjendtligt Baghold.
Montor.
Glad min Kraft
Jeg offrer; Grimaldis Stammes Navn,
Bekjendt og agtet, vil, som vi det haabe,
Grundfæste her sit gamle Rygte. Som
Et Lyn vil Mod igjennemflamme Folket
Ved fuldt at skue, hvad Du har beredt
For nu at knuse Skjændsels-Lænken.
Florino.
Ei ene Manden fremstaaer, svage Yngling,
Ja, Qvinderne vil flokke dem til Hevn.
Honorius.
Een Aand besjæle Alle! at vi maa
Omdannes til eet Legeme, opfyldt
Med overjordisk Kraft; da Blodets Ild
Er ødelæggende, liig den Kartover
Udspye. Men Du, min gamle Ven og Lærer!
Hvad binder vel idag Din Tunge?
Algarotti.
Fra den har Varselsordet ofte lydt.
Jeg viste Faren vi udsattes for,
Ved Strid at vove uden fremmed Hjælp.
Dog vel Beslutningen en Støtte har
I Eders Indre, ei opreist der af Videts
Og Skarpsinds møre Leer; han som har fast
Grundfæstet den, i Faren være vores Værn;
Og modig jeg begiver mig i Kamp
At føre Værget, som jeg bar hver Byrde
Af Landets Nød.
Florino.
Glad trodsende hver Fare,
Jeg stiller mig hen under Banneret,
At tjene tro med mandig Arm i Slaget,
Som før med Tankens Flugt i tvivlsom Stund.
Modtag og her min Hylding, unge Fyrste!
Alt over Hjerterne I hersker.
Montor.
Der min Plads
At hævde, vorde Maalet for min Stræben.
Honorius.
Som Morgenrøden lys sig Haabet viser
Naar Eenheds Soel opgaaer i Kummers Nat;
Dens milde Straaler gjennemgløde Folkets Hjerter,
For os maae opstaae herlig Dag; vi snart
For Herrens Aasyn skal aflægge Eden.
Vor Bøn da stige til hans Trone,
At han med Held vil Værket krone.
(Honorius, Algarotti og Florino gaae.)
Montor
(allene)
Til Strid Du kalder,
Mit Fødeland!
I Ungdoms Alder
Jeg vorde Mand,
Hver Tvivl bekjæmpe,
Kun vi neddæmpe
Den Ild, som flammer;
Trods Stormens Kast,
Skjøndt Lynet rammer,
Mit Mod staaer fast.
Alcadia! og Fødeland! kan I
Opvække Strid? nei, Dyd er Eders Løsen.
Uværdig svigte hiint var tifold Død,
At offre hende, var at myrde Aanden.
Nei, Godheds Gud os Hjælp vil give;
Hun reddes maa, jeg skyldfri blive.
Coelle og Giovanni
(komme langsomt ind.)
Coello.
Tilgiv, min høie Fyrste! denne Stund
Vel viet var til Eensomhed?
Montor.
Jeg gjerne her
Modtager mine flinke Jægere,
Som fulgte mig saa tidt paa farlig Vandring.
Coello.
Den største Fare glad bekjæmped’ vi,
At vise vor Hengivenhed og Troskab.
Montor.
Jeg stoler trygt paa Eder.
Giovanni.
Vi da tale
Troskyldigt reent, som det sig egner med
Høitelsket Fyrste. Nys i Hallen blev
Den Mening yttret, vi indkaldtes kun
For at erfare her en Plan, som lagdes
Til Fjendens Undergang, modtage hver
Sin Post. Var Sligt paa Bane, høie Fyrste!
Vi ville først fremstille os for Eder.
Coello.
Tal frit: vi ville som Fostbrødre fast
I Kampen slutte os til Eder, der
Vort Legem være Eders Skjold, vor Arm
Et Hævnens Redskab, undtes Frelse ei.
Sligt Forsæt dannes kun hvor Fyrsten sees
Som simpelt Menneske blandt Folket.
Giovanni.
Den Tale var jo dristig.
Montor.
Nei, som Din
Frimodig, saa er Hjertets Sprog; min Tak
Det ogsaa tolke Jer, med Gjengjeld af
Fortrolighed. Ja fast er Strid besluttet;
En længe lagt, dog nu først moden Plan,
I kaldes at udføre; end i denne Nat
Vi overfalde Fjenden.
Coello.
Folket vil
Dem tee som vilde Dyr i Kampen; jeg
Det forudsiger frit, her hævnes Haan,
For Frihed strides; elsket Fyrstes Ret,
Af Folket overdraget ham, skal hævdes.
Montor.
Forening er i Nøden sikkerst Anker.
Dog fra det store Værk vi drage Tanken,
Naturens Følelser at give Rum.
Din Moder, Giovanni! veed vel intet om
Dit Opholdssted? thi siden Du ankom
Gik Ingen ud.
Giovanni.
Det ene hviler mig
Paa Hjertet: hun, som og min Søster Clara,
Vist længes bitterlig.
Montor.
De skal faae Hilsen.
Men siig, nu er vel Clara voxen og
Sin Moders Støtte; hende saae jeg tidt
Som Barn; hun var saa elsket af Donna
Alcadia og hendes fromme Moder.
Giovanni.
Hun kommer der endnu, men maa sig snige
Ind til de bagerste Gemakker, hvor
Den høie Donna underviser hende.
Coello.
Hvorfor hun og er oplyst som var hun
En Signora af første Rang.
Giovanni.
Vel for
Den ædle Donna, Claras Munterhed
Henslaaer de mørke Timer.
Montor.
Dybt begræder
Hun vel sin Moders Tab, som var en Skytsaand
For Alle, der skjænked’ hende Tillid.
Giovanni.
Mørk
Og kold er Faderen, formæler nu
Sin Datter med en Grand d’Espagne, hun
Ei elsker.
Montor.
Hvad! hun skulde tvinges til
Det Skridt?
Giovanni.
Det vidste Clara ei; hun havde
Kun hørt Duenna Leonora prale
Af den Forbindelse.
Montor.
For Øiet stille vi
Nu ene Pligt og Fødeland;
Jeg modtog nys det frie Vidnesbyrd
Af Eders Troskab; snart skal Folket samles;
Og høit min Fader da forkynde vil
Sit Forsæt og sin Villie, vier det
Ved Eed til hellig Færd.
Coello.
Til Eders Fane
Os, høie Fyrste! binder Hjertets Eed.
(De gaae samlede ud.)
Skuepladsen forandres til den samme Sal, i hvilken Borgerne først vare forsamlede. En Mængde Borgere opfylde Skuepladsen, dog saa, at Midten er fri. Fra Baggrunden komme Honorius, Montor, Algarotti og Florino.
Honorius.
Mit ædle Folk! omsider hæver sig
Min Røst, og kalder Eder til at krone
Det Værk, i Stilhed længe forberedtes:
At rense Landet for en ublu Fjende,
Som under Venskabs Maske inddrog her,
Men fiendtlig undergrov vort Held; jeg ofte
Har tyet til de Vældige, at søge
Retfærd; anhørtes koldt, blev nægtet Hjælp.
Dog Alt kun tjente mig som Spore til
At søge Midler, saa ved egen Kraft
Vi kunne vælte Aaget af vor Skulder.
Alt ordnet, maatte jeg anvende List
For her at samle Jer; I kaldes da
Som Arbeidsfolk, og vist forsikkret om,
I staae opflammet for den store Sag,
Har jeg besluttet fast i denne Nat
At overrumple Fjenden, storme til
Kastellet, hvor han trygt sig overlader
Til Søvnen. Fra sit Skjul skal han udjages.
Med os da Folket flokker sig til Kamp.
For fælleds Sag vi vente fælleds Iver.
Montor.
Ja, som en Kjede skal vi slutte sammen.
Samdrægtighed og Troskab er vort Løsen;
Paa denne Grund vi bygge Seiers Haab.
En Borger
(træder frem.)
Tillad at jeg, hvis Alder skjenker Ret
Til at fremstaae som Folkets Tolk, bevidner,
At Alle staae vi fuldt beredte til
Igjennem Kamp at vinde Frihed, vist
Forsikkret om at Du, som Landets Fader,
Haandhæver hvad med Blod vi os tilkjæmped’.
En anden Borger
(træder frem.)
Du har udtalt vort Hjertes varme Ønske.
Vi stride vil for Fyrste og for Frihed;
For dem skal Værget i vor Haand nu blinke!
Alle.
Det blinke skal for Fyrste og for Frihed!
(Fanen indføres.)
Honorius.
See, Landets Fane! samtlig sværge vi
Til den. Min Søn! vi først paalægge Haanden.
Montor.
Og love for Treenighedens Aasyn
Samdrægtighed og Troskab.
Alle.
Troskab og
Samdrægtighed!
Honorius
Fornyet Eed os sammenbandt,
Og Vaaben skal til Alle strax uddeles;
I mørken Hvælving under Taarnet er
Af Krudt og Kugler Forraad. Alle de,
Som findes her paa Slottet, skal bevæbnes.
Vi deles da i fire lige Corpser.
Til de forskjellige Qvarterer jeg,
Florino, Algarotti os begive,
Afvæbne der de spanske Vagter, samles
At storme til Kastellet; med sit Folk
Min Søn forsvarer Slottets Indgang her.
Montor.
Jeg fulgte helst, hvor synlig Fare truer,
Men her at lyde, det er første Pligt.