Hanna Rousing (1779–1868)

Som Musa for Historien,

Hid bad min Søster mig gaae hen

Undskyldning at fremføre,

For hvad hun her fremstille vil,

Da Verden kjender lidet til

Den, til hvis Ord I laane Øre.

Nord paa Italiens skjønne Land,

Omgivet af ligurisk Strand,

Er Pletten hvorpaa jeg henpeger;

Man Monaco den kaldet har,

Et Land, som kun navnkundigt var

Af Bølgen, som omkring det leger;

Men hvor end kjæmpes for at frie

Et Folk fra nedrigt Slaverie,

Paa hvilket Sted vi Fyrsten skuer

Med hiint at knytte helligt Baand,

Samvirkende i fælleds Aand

At trodse Faren, som dem truer;

Der hvert et Hjerte hæver sig,

Deeltagende og broderlig

Ei ændser hvor de Daaden øved’;

Thi Aanden har jo der sit Hjem

Og kjerligt vi da hilse dem

Som Brødre vi i Nøden prøved’.