Nu lysner gjennem Taagen
Den yndige Sol,
I Græsset ligger vaagen
Snart hver en Viol,
Jeg længes nu saa saare for i dens Øie blaae
At see, om jeg kan læse, hvad i min Vaar jeg saae.
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
Mit Hjerte selv jo ligner
En slumrende Viol;
Naar Livet glad velsigner
Det mildt med sin Sol,
Det vaagner tro mod Alle, men føler sig som ny,
Mens bort det ryster Taaren fra Nattens kolde Sky.
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
Den samme Drøm det bærer,
Som altid det bar,
Af Mørket kun det lærer,
Hvor Dagen er klar,
Og trofast mod sig selv, imod Jorden og imod Gud,
Naar Solens Kys det vækker, det folder trygt sig ud.
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
Men du er bedre stillet,
Du yndige Viol,
Du er ei længe skillet
Fra Himmeriges Sol;
Jeg sidder her i Mørket, mig Vaaren har glemt,
Skjøndt Hjertets Harpe sødt til dens Sang dog var stemt.
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
Men godt det er at vente,
Hvad kommer engang;
Nu vil jeg Haabet hente
Fra Fuglenes Sang,
Fra Knopperne, som slumre paa Træ og Busk og Straa,
Og synge for dem alle, til op de Øiet slaae:
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
En Drøm saa kjær jeg gjemmer,
Den vaagner hver Vaar,
Naar Fuglenes Stemmer
Til Sjælen mig naaer,
Thi som Violen trofast den ei den Jord forlod,
Hvor først den dybt har fæstet i Stilhed sin Rod.
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!
Ja, vaagn og slaa din Vinge
Om Hjertet mig tæt!
Jeg veed, saa skal jeg svinge
Fra Mørket mig let.
Din søde Stemme klinger for mig som Lærkens Chor,
Naar jublende det lyder fra Luften til vor Jord:
O, vaagn! vaagn op af din Slummer!