Jeg har baaret Lærkens Vinge,
Jeg har sunget høit dens Sang,
Jeg har følt, jeg skal mig svinge
Ind i Paradis engang,
Jeg har følt, jeg har kun hjemme
Der, hvor Sang og Glæde boer;
Echo af min Ungdoms Stemme
Evigt følger mig paa Jord.
Tryg jeg ta’er, hvad Jorden rækker
Mig af Bitterhed og Savn,
Fjernt jeg seer min Ungdom strækker
Vinkende mod mig sin Favn;
I den lyse Aftenrøde,
I de klare Stjerners Spor
Flyver Sjælen den imøde
Fra den dunkle, tause Jord.
Tak, I Bøge, Tak, I Fugle,
Alle vilde Blomster smaa!
Mine bedste Minder skjule
Sig i eders Bægre blaae.
Tak, du bedste Blomst i Skoven,
Du, som vakte Sangen blød,
Du var Lysets Glimt fraoven,
Der sin Glands om Alting gjød!
Lad kun Graad mit Øie blinde;
Har min Sjæl sin Vinge blot,
Skal jeg atter Veien finde
Til min Ungdoms lyse Slot.
Naar jeg frem med hævet Pande
Syngende i Mørket gaaer,
Veed jeg, at i Dødens Lande
Springer atter ud min Vaar.
Hil jer, I, som med mig tømte
Glædens Bæger til dets Bund,
Som med mig det Samme drømte,
Gik med samme Sang paa Mund!
Ak, den Stakkel, som blev ikke
Født til Frihed og til Sang,
Som sin Ungdoms Skaal maa drikke
Af et Bæger uden Klang!