Mit Barn, vi vare Børn, ak ja,
To Børn, saa glade og smaa;
Vi krøb i Hønsehuset
Og gjemte os under Straa.
Vi galede ligesom Hanen,
Og naar saa Folk kom forbi,
„Kikeriki“, saa troede de,
At Hanen laa gjemt deri.
Kisterne oppe paa Loftet
Vi pudsed’ og gjorde i Stand,
Saa holdt vi Huus og boede deri
Som fornem Kone og Mand.
Og Naboens Kat, den gamle,
Kom tidt og gjorde Besøg,
Vi komplimentered’ den høflig og sagde
Den mangen en naadig Spøg.
Vi kjærligt den spurgte, hvordan det
Med Sundheden havde fat,
Ak, siden vi om det Samme tidt
Har spurgt mangen gammel Kat.
Og ofte som gamle Folk vi sad
Og talte Fornuft i Ro,
Om Tidernes Slethed, at Alting var godt,
Da vi var unge, vi To.
At Kjærlighed, Haab og Troskab
Var svunden af Verden bort.
At Kosten var dyr, Pengene faa,
At hele Verden var sort.
Forbi er nu Barnelegen,
Alt faret forbi, afsted,
Pengene, Tiden, Verden,
Troskab og Kjærlighed med.