Ak, min Længsel er stor
ud imod de rislende Vande!
Salig er den, der med dybe Suk
drikker af den kølige Vind,
den, i hvis friske Hud
Lyset let strømmer ind!
Himlen er i hans smilende Blik,
— Sol, klare Sol —
og han lytter til de rislende Vande.
Pigen går på den åbne Mark,
svinger med sin Hue,
ler op i den lysende Luft,
kigger efter Lærkernes Sang,
føler sit eget Bryst
fyldt med svulmende Klang,
synger en Takt, og danser en Takt,
og stanser, hed som en Lue.
Følfod-Blomster! og tænk,
Myrerne har travlt allerede:
Her ved det stynede Piletræ
mylrer de, hvor Solen er varm.
Bøjer man Øret ned,
lyder den spæde Larm
fjærnt, som Brus af en Menneskeby
lyder over Hav eller Hede.
Atter springer hun rask afsted,
råber, så det klinger.
Helt oppe ved Højskovens Bryn
kaster hun sig pustende ned:
Græsset er næsten grønt,
Jorden er fugtig og hed,
højt under Himlen Høgene står
og klipper med de lynsnare Vinger.
Knop skinner ved Knop
oppe i de mægtige Kroner,
skinner af Guld mod det dybe Blå,
svulmer efter Løvspringets Tid.
Hen over Pigens Kind
stryger sig Brisen blid
— o, så blid som et bedende Kys —
og leger med de blå Anemoner.
Sød er Stærenes Fløjtesang,
jublende den stiger,
højt kvidrer den tykke Musvit,
Spætten hakker løs på sin Bul.
Luften er fyldt af Lyd,
dufter af Græs og Muld:
Sagtelig sænkes Øjnenes Låg
over Drømmene, der lokker og viger.
Let, så flygtig og let,
— Vingerne de flammer og skinner —
flakker en Sommerfugl hid og did,
sænker sig på Jomfruens Bryst,
gynger med Barmens Gang,
selv i Længsel og Lyst:
Sommerfugle vil snart flyve to!
— Drøm, Pige, drøm!
Sol igennem Hjærtet dig rinder.