Intet, intet — — før en tåget
Trang der dæmrer til at drøfte,
om måske jeg kunde løfte
blot et Gran på Øjelåget.
Om jeg kunde. For det trykkes
af en Vægt, jeg ikke fatter.
Men jeg prøver — atter — atter —
og forundres, da det lykkes.
Og forundres ved at finde,
at jeg stirrer ind i Øjet
på en over Sengen bøjet
hjemlig og dog fremmed Kvinde.
»Lig nu rolig, som De ligger!« —
Og jeg ligger ganske rolig,
lyttende til en fortrolig
sagte Lyd: Mit Ur, der dikker ...