Så tænder vi Lysene, et for et.
Å se, hvor klart de kan skinne!
Vi tænkte, måske de er blegnede lidt —
som Hjærtet er blegnet herinde.
Så blænder de dog, som i Ungdommens År,
de hellige strålende Kærter,
og Hjærtet rødmer, og Hjærtet slår
så varmt, at det fryder og smerter.
I Lysenes tåretindrende Tegn
står Skæbner hemmeligt skrevet.
Trods Hverdagens Støv, trods Glemselens Regn,
vi husker det Liv vi har levet.
Vi mindes de kære vi før har kendt:
Er de levende nu, eller døde?
For hver tabt Ven er en Kærte tændt,
at Savnet kan se ham imøde.
Vi husker det hele, hver eneste Ting,
med Tak, og med Længsel og Klage.
Hver Kærte står i en flimrende Ring
af Lys fra de slukte Dage. —
For alt, vi elskende ejer og har
og holder i vore Hænder,
står andre Lys, med Flammen klar,
Men Ild er dog Ild; den brænder.
Og Voxet smelter og løber ned,
det vifter uroligt i Flammen.
De strålende Lys — ak ja, vi veed,
de slukkes nok snart allesammen.
Og dog, hvem veed? Måske de engang
i Sjælens ventende Stue
skal tændes en Mørkning påny under Sang,
sødt bævende, Lue ved Lue.