Højt, højt, en Stjærne stod.
Nu ser vi ingensinde
mere den Stjærne skinne.
Den faldt i Glemselens Flod.
Hans Hu var Stjærnen i Mulmet
og Mulmet om Stjærnens Pragt.
Dyb var den dobbelte Magt,
hvoraf hans Digtning svulmed.
Mangen en sorgfuld Aften
har Stjærnen lyst i mit Sind;
i Mørket, inderst ind,
randt stille Strålekraften.
Og mangt et lattermildt Gry
faldt Mulmet for mine Porte;
og jeg blev stille og spurgte
mig selv om mit Navn påny.
Dyb var den dobbelte Magt,
hvoraf hans Digtning svulmed.
Hans Hu var Stjærnen i Mulmet
og Mulmet om Stjærnens Pragt.
Højt, højt hin Stjærne stod.
Den faldt. Vi ser den skinne
så skønt som ingensinde
dybt i Evigheds Flod.