Gråt ligger Gruset i den hvide Gård,
aftenskygget af de gamle Lindes
gult blomsterfyldte Hvælvinger. De står
som grønne Tempelkupler, gennemskinnes
af lønligt Lys — den gyldneste Gudindes.
Og denne søde Duft, som læger Sår
og lukker Savn, jeg mærker, det er hendes.
Jeg veed, hvor Altret står, hvad Bøn formår,
hvordan der ofres, og hvor dyrt der vindes.
Iaften går jeg udenfor og mindes —
men gid jeg skulde leve tusend År!
