Du tror nok, at din Kærest
er den samme som igår,
en Mand, der vil og handler
og føler og forstår —
Men idag er jeg Blæsten
der suser over Landet,
en Gråvejrsluft, en Forårsblæst,
og slet ikke andet.
Jeg tænker ingen Tanker,
veed ikke hvad jeg vil,
leger kun i Luften
mit lunefulde Spil.
Her fandt jeg nu et Fugledun:
Se, hvor blødt jeg løfter
det Dun hen over Engen
og de vandfyldte Grøfter.
Jeg ånder under Diget
på Nordsiden. Se,
nu smelter, nu strømmer
den sidste kolde Sne.
Jeg blæser bort med Vibers Skrig,
jeg buldrer, når de svinger,
jeg bærer brune Lærker
på skælvende små Vinger.
Ud jager jeg og hvirvler
fra Damperens Skorstensrand
den tykke, sorte Kulrøg
hen langs den øde Strand.
Jeg stryger ned og kruser
Hjulsporets blanke Pytter,
kaster mig i den grønne Rug
og ligger dær og lytter.
Lytter efter den spæde Lyd
af Liv, som lønligt gror,
hvor Regn og Solskin linder
den klamkolde Jord.
Et lystigt Knald for hver lille Skal,
som buldner ud og sprænges!
De blege Spirer sukker
af Længsel, å, de længes.
Så letter jeg og suser
og synger højt derom.
Ingen veed hvorhen jeg går,
ej heller hvorfra jeg kom.
Men somme står dog stille
og synes de kan høre . . .
Du hører det, du søde,
jeg hvisker i dit Øre.
Flygter du forpustet
og søger efter Læ?
Jeg smyger mig omkring dig,
jeg favner dine Knæ,
jeg knuger dig om Hoften
og Brystet, kåd og kælen,
omslutter dig usynligt
fra Nakken til Hælen.
Flygt kun! Jeg flyvekysser
din varme, friske Mund,
bortblæser din Bekymring
og suser dig sund.
Mærker du det ikke?
Jeg tror, jeg tror det næsten.
Jeg synger, og jeg suser,
det er mig der er Blæsten!
1901