Min Hu var en ensom og vildsom,
en længselsfuldt flygtende Fugl,
dens Venner hed Stormvind og Stjerne,
en drivende Sky var dens Skjul.
For Menneskers Hænder skjalv den
halv mer end for Bur eller Bånd —
Da fløj den med fuld Godvilje
trygt ned på din udstrakte Hånd.
Den rysted sin Rovfuglevinge,
dens funklende Blik du forstod;
du gav den at æde — dit Hjerte!
du gav den at drikke — dit Blod!
Du gav mig dit kraftfulde Hjerte,
det løste den flygtendes Band,
og se, for min Elskede står jeg,
helt Menneske — frigjort — Mand!
1901
