Luk op, du kære! Luk min Længsels Due
ind i din Stue!
Den hilser dig at Buret står i Lue,
kan ikke stænges.
Jeg længes efter dig, — jeg længes — længes —
Og glæder mig — til dig, du elskovsfulde,
mer end jeg skulde,
har hverken Plads til Frygt nu eller Kulde,
ikke til Tanker,
til Glæden kun, som i hvert Pulsslag banker.
Så stærk en Jubel volder næsten Klage.
Kun disse Dage,
nej, kun de Timer er endnu tilbage:
Da skal vi mødes,
og fra mit Halvliv jeg til Liv genfødes.
Se, Ordets Pileskud og Blikkets Lanser
i Luften stanser,
for Glædens Guldbånd, der min Pande kranser.
Mit Arbejd hviler,
og min Bekymring, og ad alt jeg smiler.
Ja, selv ved Fjorden under Mørkningsvagten
på Andejagten
kan Smilet bryde frem og tage Magten.
Nu, mens jeg skriver,
nu er det der igen, det Smil — og bliver.
Thi Hjertet jubler i mig som en Lærke:
Snart skal jeg mærke
din Solkraft om mig, du min viljestærke
stolte Veninde,
du glade, modige, fribårne Kvinde!
Min varme Brud — min kloge Søsterlille —
frisk som en Kilde —
så let en Hånd — og Øjnene så milde —
Munden, den rige,
den løndomsfulde, den besynderlige —
Tæt ind til mig skal hun sig trøstig gemme —
jeg skal fornemme
et Åndepust i Øret — og en Stemme, —
og hendes søde
Kys på min Mund, svulmende mit imøde.
Og hendes Væsens Ild skal mig omhylle,
styrke, fortrylle,
og jeg skal fylde mig med hendes Fylde:
Min er jo hendes,
og vi to lever kun, naar vi forbindes.
Så tænd for mig da, du min Lyst, min Smerte,
Lys i dit Hjerte,
den hellige Forventnings Alterkerte.
Min står i Lue:
Snart skal jeg Lys i Lys dit Åsyn skue.
1901