Var end du den blomstrende Jord, Veninde,
jeg det Hav, der sødt ved dens Bryster frydes,
een Gang skulde dog vore Kræfter svinde,
Favntaget brydes.
Vil du derfor nægte din Bejler Kravet?
Hør, hvor Elskov sukkes og Elskov synges,
se, hvor Jorden, omslynget fast af Havet,
favnende gynges!
Ak, een Lod var værre end de fortabtes:
Sæt at en af os nu iaften døde,
vi, som fuldt og kun for hinanden skabtes,
hvem der end døde,
den blev, ak, jeg fryser til Is ved Tanken,
Druen lig, der afrives halvvejs moden,
og den andens Modenhed, som når Ranken
visner ved Roden.
Klyng dig til mig da, du min ædle Drue,
fyld dig med min Styrke, og slip mig ikke!
Vintræ, bær din Drue, og lad din Lue
lifligt mig drikke!
Kys mig, kys mig, mens vore Læber gløder!
Elsk mig, elsk mig nu, i vor Blomstrings Sommer!
Veed vel du, veed jeg, når os Vintren møder?
Kun — at den kommer.
Favn mig, favn mig nu, i vor Styrkes Alder!
Elsk mig, elsk mig, mens vore Hjerter flammer!
Veed vel vi den Time, da Øxen falder?
Kun — at den rammer.
Lyt til Blæstens Lyd og til Granens Susen!
Grusom er du, hvis du min Bøn mig nægter:
Alt imorgen er vi måske hos tusend
henfarne Slægter . . .
1901