Jeg lukkede mine Øjne kun
et Øjeblik i et flygtigt Blund.
Jeg åbnede dem igen og fandt
to Roser sat ved min Sengekant.
To Roser, krusede bløde,
dufter mig der imøde.
En er rød som en Kvindes Mund,
en skygges af Kindernes Rødme kun.
Jeg kysser de to, som glad jeg fandt:
Hvad Hånd der brød, og hvad Hånd der bandt —
havde jeg sligt at lære,
var de mig neppe så kære.
Men de er tavse, de dufter kun,
de dufter i mine Drømmes Lund.
Mit Hjerte smyger den Duft sig til,
men Hjertet veed ikke, hvad Duften vil —
og attrår intet at vide:
Blomster, duftende blide!
1898