I
Ak, husker du, du lille,
den Glans af Aftenskyen,
da du kom op og tog dit Ord tilbage?
Du måtte, nej, du vilde,
og der var Gråd og Klage,
til Sol gik ned vestude over Byen:
Da blussed Skyerne med Purpur-Ilde,
Tårnfløjene forgyldtes,
Tagruderne blev røde . . .
Af Solnedgangens bløde
forunderlige Fred vi begge fyldtes.
Med tårevåde Kinder
og hede Øjenlåge
stod vi og såe det herlige derude,
til Stadens gyldne Tinder
og Rude efter Rude
blev borte i en ferskenfarvet Tåge.
Da mødtes vi, som Dråbe Dråbe finder
i Kalken af en Lilje.
Hvor var nu Ord og Grunde
og Smerten og det Onde?
Vi var eet Liv, een Hu, een kærlig Vilje.
Hjerterne var for fulde.
Så gik vi ud at vandre,
i Skumringen, mens Lygterne blev tændte.
En let Oktoberkulde
de visne Blade sendte
svagt raslende til Jorden til de andre.
Vi hørte Vognene langt borte rulle
og travle Klokker kime;
Sporvogne såe vi skinne
forbi Alleens Linde.
Men vi var ene. Husker du den Time?
II
Ak, husker du, Veninde?
Ser du de fjerne Høje,
de blåner bort og bliver næsten sorte.
Hører du Voven rinde . . .
Se, Himmeriges Porte
vidåbne står med kobberrøde Fløje.
Til Hvile segnede de sagte Vinde,
ingen tør mere tale,
thi fra de dunkle Kroner
i „Dejlighedens“ Dale
sprudler de milde Nattergaletoner.
Du sidder ved min Side,
vi tier og vi lytter,
vi sejler på den blanke Rosenlue.
Ser vi os ud så vide
mod Himlens høje Bue,
men lønligt Hjerte vi med Hjerte bytter.
Hvor svulmer vi af sød velsignet Kvide!
Vi veed jo endnu ikke . . .
vi veed, det kunde fejle,
og skjuler vore Blikke,
thi mødes de, så veed vi, de vil bejle.
Men da (vi kan ej andet)
da ser vi op, og smiler —
os begge to står Tårerne i Øjet.
Et Nu. Og ned mod Vandet
har du dig atter bøjet,
mens Båden hurtig imod Kysten iler.
Din Hånd du tankefuld på Toften hviler:
Vær stille mine Hænder!
De andre kunde spejde.
Vent, Hjerte, skønt du brænder:
Til Hånd, til Mund gav Øjnene mig Lejde.
Om Bølgen lod sig binde,
om Skyen lod sig ride . . .
Nej! Stormens Engel stængte Rigets Porte!
Hvor var dog det, Veninde,
det gyldne og det sorte?
Hvor var det dog, vi såe os ud så vide?
1896