Valdemar Rørdam (1872–1946)

Drog jer over dybe Floder

Sang til Danskerne derudefra ved deres Møde i Danmark 1909

Drog Jer over dybe Floder

kærligt Sønnesind

hjem til Jeres gamle Moder,

kom så helt herind!

Hvil Jer, hvor I lå som Drenge,

hvil ved Danmarks Bryst.

I har været borte længe —

husker I min Røst?

Borte var I, langt og længe,

men I husker nok min Røst.

Andre Børn ved Øret beder.

Hvis jeg glemte Jer,

veed dog vistnok mine Heder

hvem og hvor I er.

Og de Våben ingen bærer

hvisker Navn for Navn —

Dog, jeg veed, Jert Plovjern skærer

større Land til Gavn,

og en fremmed Verden ærer

i Jert Frimandsmod mit Navn.

Og, om I af øget Styrke

og af større Mål

fra det Land, I fik at dyrke

frit med Sved og Stål,

stundom blev lidt storhedsblinde

for „den gamle Krog” —

o, jeg veed, I vil genfinde

Hjertets Hjem og Sprog

i en Sangstump, en Kærminde

og et Glimt af Dannebrog.

Tie vil jeg da med Savnet,

som I godt forstår,

signe Jer med Sønnenavnet

selv i fremmed Gård.

Bro fra Broder ud til Broder

bygger Blod og Sind

ubrudt over Skæbnefloder,

fast mod Hvirvelvind.

I kom hjem til Jeres Moder,

kom så helt, kom helt herind!