Vær hilset, Illimanni, du, som skuer
i ensom Majestæt vidt over Lande!
Til Himlen hæver du din stolte Pande,
imod hvis Sne forgjæves Solen luer.
Menneskets Røst har endnu ej erfaret,
om der er Gjenklang i din Afgrunds Gjemme;
thi kun paa Stormens Brøl og Tord’nens Stemme
har dine dybe Kløfters Ekko svaret.
Aldrig har dine isbedækte Haller
set Kongeørnen paa sin Flugt sig svinge;
selv ej den lette Skygge af dens Vinge
har strejfet dine glimrende Krystaller.
Foren’t med Himlen, i dens Spor du følger;
thi Frugtbarhed du Jordens Skjød bereder,
og ved din Fod du trindt det Liv udbreder,
hvis rige Kim du i dit Indre dølger.
I tavse Skove, strækkende sig vide,
Pinjers og stolte Cedres Kroner gynge;
blege Akasier, røde Rosers Klynge
ses voxe dér ved Ananasens Side.
Blomsterne liflig Duft mod dig udaande
med Tak for hvad du gav og dig til Ære;
i Uskyld deres Offer de frembære,
og Vinden maa som Bud gaa dem til Haande.
Bjærgstrømmen styrter vældig fra din Tinde,
og i sit Udspring skummer den og koger,
og Øjet skimter bag de hvide Taager
Regnbuens Farvepragt livsalig skinne.
Vandet, som larmende mod Dalen stræber,
tæmmes dog snart, og blidelig det flyder
i sagte Løb, rent som det Suk, der bryder
blufærdig frem fra unge Jomfrulæber.
Standhaftig trodser du Orkaners Vælde,
naar rasende med dig en Dyst de prøve;
selv naar den vrede Tid sin Magt vil øve,
du rokkes ej; den kan dig aldrig fælde.
For dig med ydmyg Hyldest Solen kjæler;
du er den Første, som dens Lys tilsmiler,
og naar i Mørke hele Jorden hviler,
endnu hos dig dens sidste Straale dvæler.
Naar Maanen frem paa Nattehimlen sejler,
da bader den i Glans din høje Tinding,
og større Skjønhed bli’er dens egen Vinding,
naar du igjen dens Lys tilbage spejler. —
Omkring din Kam har netop nu sig flokket
en vældig Hær af svangre Sky’r, der føde
blinkende Lyn, og i den Stund de gløde
ses du, Kolossen, oprejst og urokket.
De Lyn, der nu saa stærkt paa Himlen flamme
og slangebugtende omkring dig knitre,
er de for dig det Samme som de bitre,
sorgfulde Tanker, der mit Hjærte ramme?
Eller er de lig Kransen, der kan smykke
den Nydelystnes Isse, som, betaget
af Øjeblikkets Rus i Glædeslaget,
tror, at han dér har mødt den sande Lykke?
Jeg véd det ikke; men med lettet Aande
føler jeg, at de fly, de tunge Tanker;
jeg føler, at ej mer.mit Hjærte banker
paa Martyrbaalet under Angst og Vaande.
Tæt ved din Fod en Palmes friske Skygger
drage mig til sig venlig og fortrolig;
min Sjæl er allerede mere rolig,
og i mit Bryst nu atter Freden bygger.
Som Tegn paa Herrens Magt blev her du stillet;
i dig hans Navn for mine Blikke luer;
i dig hans egen Majestæt jeg skuer,
og paa hans Evighed er du et Billed.
Hvordan? Som Gud du evig skulde vare?
Nej; Alt paa Jorden gaar en Gang til Grunde,
kun ikke Sjælen; den vil Gud forunde
en bedre Dagblandt sine Aanders Skare.
Naar med sit Pust han fælder dig, da følger
mit Blik fra Himlens høje Sal din Tinde
og ser dens Sne i Kaos brat forsvinde
som Skibes hvide Sejl i Havets Bøiger.