Hvis dog jeg sagde dig: »Jeg har dig kjær«,
hvem véd, Ninon, hvad da du vilde svare?
Med Kjærligheden følger Sorgers Hær;
dig selv gaar fremmed Hjærteve jo nær; —
for mulig Straf jeg vil mig dog bevare.
Sagde jeg dig: »Fra jeg fik dig at se,
har tavs jeg elsket under Pinsler strænge«. —
Ninon, du er skarpsindig; lig en Fe
du gjætter Andres Tanker, og maaske
du svared da: »Jeg har alt vidst det længe«.
Sagde jeg dig: »Hvad Skjæbnen vil beskikke,
jeg som din Skygge følger tro din Veje; —
et Stænk af Tvivl i melankolske Blikke,
du véd, Ninon, at det misklæ’er dig ikke; —
maaske du svared da: »Jeg tror det ej«.
Sagde jeg dig: »Min Sjæl vil trofast gjemme
det mindste Ord, der fra din Læbe flød« —
et krænket Blik, fulgt af en harmfuld Stemme,
faar blide Øjne til som Lyn at skræmme; —
maaske du da dit Hus mig helt forbød.
Sagde jeg dig: »Hver Nat jeg søvnløs klager
og beder paa mit Knæ hver Dag til Gud« —
Ninon, din Latter gjør dig mere fager;
en Bi din Mund da for en Rose tager;
sagde jeg det, maaske du lo mig ud.
Men du skal Intet vide; Gang for Gang
jeg til vor Aftensammenkomst vil møde;
at lytte til din Røst er mig en Trang.
Tvivl, gæt — og spot mig med din Latters Klang;
med Ord og Blik skal jeg dig aldrig støde.
Et venligt Forsyn mangen Blomst mig bringer:
jeg hører Tonerne fra dit Klaver,
naar under dine Hænder sødt det klinger;
og naar i muntre Danse vi os svinger,
du hviler i min Arm, let som en Fjer.
Ved Nattetid, naar hver til Sit vi træde,
jeg stænger til min Dør; med gjerrig Hu
jeg samler mine Minders rige Kjæde.
I Enrum med min Gud, med skinsyg Glæde
mit Hjærte aabner jeg; dér bor kun du.
Jeg elsker, om end Verden kold mig tror;
skjult skal min kjære Løndom hos mig bygge.
Jeg svor at elske uden Haab paa Jord;
at elske uden Lykke ej jeg svor,
og naar jeg ser dig, har jeg nok af Lykke.
Det Held var mig forment fra første Færd
at leve ved din Fod, du Dyrebare;
ak, Alt beviser mig det, fjærnt og nær. —
Hvis dog jeg sagde dig: »Jeg har dig kjær«,
hvem véd, Ninon, hvad da du vilde svare?