Huult rulled’ Kampens Torden nær
og spaa’de Liig,
kamplystne Snækkers mørke Hær
udfolded’ sig;
en hellig Tempel-Taushed laae
paa Hav og Land
og sagte trilled’ Bølgen blaae
om Danske Strand.
Men Danmark stod færdig til Kampen.
Nu skreed de frem — nær — nærmere!
Op! Kampens Søn!
Da tordned’ det tre gange tre
med hule Drøn;
Ha! det var Dan, der hvirvled’ Død
mod Fienders Barm,
der Snækkers stærke Ribbeen brød,
der lynte Harm.
Thi Danmark stod modig i Kampen.
Nu strømmed’ Blod, nu buldred’ Kamp,
nu Helte faldt,
og svømmende Vulkaners Damp
indhylled’ alt —
kun Kampens Lynild glimted’ rød
med Tordenbrag,
og skumhvid Bølgehær sig brød
mod knuste Vrag.
Urokket stod Danmark i Kampen.
Om stolte Fiender trønte Død —
Død paa hver Stavn,
trint om dem rulled’ Bølgen rød
med Liig i Favn;
Da sank de Stoltes Overmod,
ned sank hver Arm,
og høit det lød blant Kamp og Blod:
“stands, Dan! din Harm”
Med Hæder stod Danmark i Kampen.
“Vi slog for Fred”, var Danskes Ord,
“med Fred I gaae,
“men giest ei meer det Folk i Nord,
“det veed at slaae;
“vi løfte kun det røde Skiold
“for elskte Land,
“men trodse da hver fiendtlig Vold
“til sidste Mand”.
Med Hæder gik Danmark af Kampen.
Nu tier Kampens Tordenlyd,
dens Rædsler flye,
nu blomstrer Fred, nu jubler Fryd
i Palmers Lye,
nu sikkres Handelskiølens Gang
til fierne Strand,
nu toner Leens muntre Klang
i frelste Land.
Thi Danmark tilkiemped’ sig Freden.