Til Danmarks Frederik og Marie
(for det borgerlige Artillerie-Korps
(for det borgerlige Artillerie-Korps
den 7. April 1802.)
den 7. April 1802.)
Hør Folkets Røst med Jubler blandes
o Frederik! velsigner Dig,
Det elsker Dig i Fædrelandet,
og Fædrelandet udi Dig;
Du Nordens første Mand — dets Haab,
Du signes høit med Jubel-Raab.
Marie! Nordens Huldgudinde,
Du vore Hierters blide Lyst,
vor elskte Fredriks troe Veninde,
hans ofte mørke Dages Trøst:
skue Dannerfolkets høie Fryd,
dens Tab er Glædens Jubellyd.
Marie! Spædes Læbe stammer,
thi Mødre lære dem Dit Navn,
det mindes mellem Elskovs Flammer,
det mindes udi Venskabs Favn,
det evig mindes, elskes skal
paa Norges Field, i Herthas Dal.
”Hvert Held, hver Fryd, som Eder møde,
”I føle, nyde, glædes ved,
”og, ak! naar Eders Hierter bløde,
”da bløde vore Hierter med.”
Saa lyder det med samlet Røst
fra Elben indtil Vardøes Kyst.
O! det er skiønt, naar Fyrsten slynger
om Folket trint sin Faderarm;
o! det er skiønt, naar Folket klynger
sig trint om Fyrsten troe og varm;
o! det er skiønt, naar Broderaand
omvinder dem med Samdrægts Baand.
O sligt et Folk kan aldrig tvinges,
stolt haaner det hvert fremmed Baand;
thi Retfærds Sværd for Landet svinges,
liig Almagts Torden, af dets Haand;
fast staaer det Folk, liigt Dovrefield,
thi eet er Folks og Fyrstes Held.