Johannes Rehling (Ukendt levetid)

Vær mig hilset Yngling! over Skabningen du

Med gjenlydende Flugt svæver frydfuld og stolt;

    Din Kind, o! hvor gløder den

        I Daggudens straalende Guld.

Dit guldlokkede Haar — din Saffran-Kaabe — o see!

Den bølger høit mod den stigende Morgenvind,

    Der afblader de Roser,

        Der krandse din lyse Tinding.

Dig Herlige! dig hilser den vaagnende Jord,

Dig den speilklare Søe — dig den lysgrønne Skov,

    Dig de soelklare Høie,

        Dig den perlebesatte Eng.

For dig — straalende Helt! jubler mit Harpeslag,

Varmt elsker jeg dig — kalder ei dit sagte Kys

    Mig af dødlige Slummer

        Frem til Livets Henrykkelser.

Din Ungdom visner aldrig — min visner saa snart —

Snart synker jeg — ak om kort Tid da søger du

    Mig forgjæves i Marken,

        Kalder omsonst den Slumrende.

Dybt i Støv er min Søvn — lavt mit grønnende Huus.

Hulde! dug Taarer derpaa og rødme det blidt,

    Til din himmelske Broder

        Mig vækker til tryllende Fryd.