Endnu en Dag vi her fuldendte;
Een mindre, er’ os nu i Vente —
Der stedse færre blier igien —
Dog, af den skiulte Fremtids Dage,
Der er’ for hver af os tillbage,
Gid mangen Dag maae ligne den,
Som nu i Venskabs Fryd randt hen!
Chor.
O mangen Dag gid ligne den,
Os nu i Venskabs Fryd randt hen!
Men Dage efter Dage rinde;
Og, før vi os derpaa besinde,
Er rundne Dage rundne Aar.
Som uformærkt en Dag henglider,
Saa Aar paa Aar, indtil omsider
Vor Banes Grændse for os staaer,
Og sidste Afskedstime slaaer.
Chor.
Held os! umærket Aldren gaaer,
Til Banens Grændse for os staaer.
Thi hvo som Hierte har, for Glæde
Ei blot at nyde, men udbrede,
Og saa for Venskabs Salighed,
Liig’ blomstersmykket Bæk hentrille
Ham Livets Dage, blide, stille,
Hver endt med qvægsom Roelighed,
Og yndig Blun i Nattens Fred.
Chor.
Held Aftnens blide Roelighed,
Og søde Blun i Nattens Fred.
Saa hver den Ædles Dag henflyder,
Om enkelt Sky end kort afbryder
Den Klarhed, som omstraaler den;
Men saa er heele Livets Kiæde
En Dag, som randt i stille Glæde; —
Randt den end mørk og stormfuld hen,
Snart roelig Nat afløser den.
Chor.
Held os! snart Livets Dag flyer hen —
Snart stille Nat afløser den.
Pram.