Sang
ved
ved
en brav Mands Grav.
en brav Mands Grav.
(afsiunget ved Etatsraad Lawætzes Jordefærd.)
(afsiunget ved Etatsraad Lawætzes Jordefærd.)
Hvor sødt og blidt den Frommes Dage
Henrinde paa Guds skiønne Jord!
Nei, utaknemmelig er Klage!
Vor Lod er blid, og skiøn, og stor.
Dog, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed!
Med skyldfrie Barndoms reene Glæder
Vi finde strax vor Vei bestrøed;
Og, vil vi, Uskyld blomsterklæder
Vor hele Bane til vor Død.
Dog, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed.
Og bedre frem hver Alder byder
Os Glæder af utalligt Navn,
Lyksalighed ved Manddoms Dyder
Ved Hædersdaad og virket Gavn.
Dog, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed.
Sandt! her er mangen Kamp at stride,
Men her er ogsaa Seir bereed,
Selv med den Lidende at lide,
Og lindre Sorg, er Salighed.
Dog, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed.
Selv, naar vi ei formaae at hemme
Betrængtes Nød, Vildfarnes Skand,
Dog Held os, naar vort Hiertes Stemme
Kun vidner, vi har giort vor Daad.
Men, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed.
Ja end naar ydmyg’ vi fornemme;
Ufeilbarhed er ei vor Lod;
Dog Held os, naar vort Hiertes Stemme
Kun vidner, vi har giort vor Daad;
Men, Dødelige, fryd dig ved,
At her er ei din Evighed.
O sødt og blidt vi see henrinde
Den Frommes Dage paa Guds Jord,
Men som et Lynglimt de forsvinde;
Ei det er, hvad du skabtes for!
Nei, Dødelige, fryd dig ved,
Du skabtes for hin Evighed.
O sødt og blidt vi saae henrinde
Hans Liv, hvis Støv nedlægges her,
Thi det var ædel Daad, hvis Minde
Skal varigt vidne om hans Værd;
Og lønnet nu han frydes ved
Forklarte Aanders Evighed.
Skiønt var hans Liv, og rigt paa Glæder;
Ak tungt og bittert er hans Savn!
Men blidt er Mindet af hans Sæder
For daadfuld Dyd og virket Gavn,
Og lønnet nu han frydes ved
Forklarte Aanders Evighed.
Pram.