Lyksalighed! — Tør Støvets Fryd
Dit høie Navn, saa tidt misbrugt, vel bære?
O! blev det ei paa Jorden blot en Lyd?
Kan og en Dødelig lyksalig være?
Lyksalighed! — Jo, dette varme Bryst
Har favnet dig. — det kiender Venskabs Lyst.
O Venskab! helligt er dit Navn;
Lyksalig den, hvis Siæl dets Storhed fatter!
Dig sendte Himlen blid til Jordens Gavn;
Du Edens Tab vort faldne Kiøn erstatter.
Er Livets Vei end rædsom, fæl og mørk,
O! du oplyser, pryder Livets Ørk.
Og hvad er Glæden uden dig! —
Et flygtigt Glimt det svage Øie blinder —
Jeg griber det — men naar jeg nærmer mig,
Hvad er min Drøm? et Luftsyn, som hen svinder.
Men Venskabs Fryd bestaaer — den flygter ei,
Den følger tryg paa Livets skumle Vei.
Du, Venskab, den forsagte Aand
Indgyder Mod og Kraft, o! himmelsk Styrke.
Trygt vandrer jeg, ledsaget ved din Haand,
Hvor rundt omkring jeg saae kun Nat og Mørke.
I Tvivl, i Sorg, mod Døden selv, tør den
Gaae modig frem, som ledes af en Ven.
Og jeg — o, jeg har tabt en Ven —
En Ven, forsøgt i Fryds og Kummers Dage!
Du seer min Sorg — fra Himlen seer du den
O Salige! — Tilgiv min ømme Klage!
Forladt — forgiæves jeg med Klagerøst
Anraaber dig, som før, om Kraft og Trøst.
Du salig nyder Godheds Løn,
Du var min Ven — du er det i din Glæde:
O! kan du end see ned til Støvets Søn,
O! see din Ven dit tunge Savn begræde —
Send fra din Himmelglands en Straale ned
Med Trøst, med Lys her i min Dunkelhed.
Ei dig — o! kun dit Savn jeg seer,
Dit Liig — min Vens, min Vens! — dog tie, min Klage:
Jeg seer dig selv — hist, hvor ei Graad er meer;
Alt aabne Venskabs Favn mig at modtage —
Trods Døden staaer, ubrudt, vort Venskab ved,
Og skal bestaae hist i al Evighed.
Pram.