Poul Poulsen (1760–1815)

Du vil fritte mig ud om den tilstundende Tid, kiære Delia, og Du forøder saa ubekymret den nærværende. Lær først at giøre rigtig Brug af denne, og da skal jeg aabenbare Dig det Tilkommende.

Erkiendtlighed er en skiøn Dyd, Erkiendtlighed mod din Velgiører er Pligt. Har du opfyldt denne Pligt? har du inderligen takket dem, som du i det forbigangne Aar skyldte al Beskiermelse og Forsvar? — Nei? — — Saa gaae ind i dit Kammer, og luk din Dør i. Jeg vil vente, til du kommer tilbage, og da vil jeg sige Dig Din Skiæbne.

Smukke Jomfru! af din Skabers Haand erholdt du blomstrende Sundhed. Hver Sygdom skiller Dig ved en Deel af den, og denne erstattes sielden, og sædvanlig aldrig. Hvi forøder du din Sundhed saa ligegyldig, og med saa stor Iilfærdighed? Hvi svækker du Maven ved den megen Theedrikken? dine Nerver ved umaadelig Dandsen? Agter du ikke paa min Advarsel, saa skal du allerede i dine beste Aar zittrende vakle omkring ved Staven, og vorde et advarende Exempel for den opvoxende Ungdom.

Ja, kiære Pige, ogsaa af Kaffekoppen forstaaer jeg at sandsige! Held Kaffeen af, ryst Koppen, og du skal høre forunderlige Ting — Ah, sex, otte Kopper om Dagen ere aabenbar for meget! Vil du blive sund igien, skal Roser paa ny blomstre paa dine blege Kinder, maa du kun drikke een, i det høieste to smaae Kopper om Dagen. Men vil du følge en Prophets Raad, saa lad godt Øl og Brød være din Frokost. Dette styrker din svage Mave, som Kaffeens bedøvende Olie har fordærvet.

Ja Emilie! Din Tunge er spids, og ligner Slangens, der ved sin Hvislen forjager de Spadserende ud af en Have. Saa mange Veninder havde du, og dine Dage henflød saa behageligen i Omgang med dem. De flye dig nu, de afskye nu dit Selskab. Kan du ikke giette Aarsagen? De frygte din forgiftede Tunge, som saarer enhver, og ofte, for at give Dine Forestillinger en snorrig Vending, leger Du med Sandheden, som med en Vifte.

Gud betale dig tusindfold, gode Pige, for hvad din milde Haand i Løndom rækker den Arme! ”Hvad du giør imod dem, det giør du imod mig!„ Saa talede den guddommelige Prophet, og ingen af hans Ord falde til Jorden.

Salomon har Ret, naar han siger: Jeg vil hellere boe imellem Løver og Drager, end være til Huse hos en ond Qvinde. Intet vanzirer en Jomfrues Ansigt værre, end heftig Vrede, Raserie og Hævnesyge. Og hvad nytter da den evige Skiælden, den evige Kivagtighed? Pigerne agte det ikke, og Tienerne spotte derover. Advar derfor alle dine Veninder for denne Feil, og vogt dig selv vel for, at du ikke begaaer den.

Du staaer sildig op! ofte først Klokken ni eller ti! To Timer henbringer du til Pyntning, to ved Spisebordet, og de øvrige med dine Veninder. Hvad Tid bliver tilovers for dig? . . Ingen! — Naar du stedse intet vil foretage Dig, saa kan jeg intet forudsige Dig.

Ah, hvilke skiønne Hænder, saa fine, saa bløde som Silke! I Gaar saae jeg en Bondepige i Haanden — hvor stor en Forskiel imellem din og hendes! Den var forbrændt af Solen, haarde Knuder skiulde Lineamenterne, og giorde min Kunst til Fuskerie. Endelig kyssede jeg den dog, denne stygge Haand. Pigen havde i sex Aar ved den forsørget en syg Moder, og forsikkrede saa oprigtig, at hun vilde pleie hende til hendes Død. Tør jeg ogsaa kysse din hvide, bløde Haand?

Tøv lidt! Amalie! Før jeg kan sandsige, maa jeg iforveien tale med din Strikkekurv. Kom frem, kiære Strømpe, du er endnu ganske liden, først i Tilblivelse; hvor gammel er du vel? — Jeg er alt sex Uger gammel! — Sex Uger? Da er din Skaberinde meget langsom! — Ja, hun har andre Sysler, hun maa den hele Dag . . . . . dog jeg tør ikke sladre; ellers bliver jeg, som saamange af mine Forgængere, kastet hen i en Krog, og maa forgaae ufuldendt — — Naa! Naa! Pigebarn! riv ikke din Haand saa hastig fra mig, jeg vilde just nu straffe den lede Strømpe for sin Usandhed.

O, nei, Dig vil jeg ikke spaae! du fører dræbende Gift allevegne med dig! — Gift? umuligt! — — Desværre alt for sandt! Din Skiødehund hviler stedse i dine Arme, æder af dit Fad, sover i din Seng. Og ligger ikke i enhver Hund en skiult Spire til Galenskab, til den skrækkeligste Gift? Hvor let udvikler den sig ikke! Symptomerne af denne græsselige Udvikling ere ofte neppe kiendelige. Muligt, at den nu allerede er fuldbragt, at din Yndling, idet den taknemlig denne Morgen slikkede din Haand, indviede dig til den frygteligste, skrækkeligste Død.

Ak! vor Jomfru er en herlig, en god Pige! Hun fornærmer intet Menneske, kommer neppe en Hund for nær! Saa snakkede Pigerne i Kiøkkenet, da de, til Taksigelse for mine Spaadomme, gav mig en god Suppe til Frokost. Jeg var ret nysgierrig efter at see dig i Haanden; men desværre deres Dom finder jeg ikke bekræftet. Skal jeg tale oprigtig? — — Du er en ødslende Pige! Dine Forældre anbetroede dig Kiøkkenet, og du lader alt komme an paa Pigerne. For god, er ikke god! De rose dig kun, for de kan stiæle, uden nogen Hindring.

Du er syg! Dine Forældre haabe forgieves, at Lægemidler skal styrke dig; thi, mellem os sagt, du føler Kiærlighedens første Symptomer, og disse bringe sædvanlig en Hiertefeber med sig. Men, kiere Barn, en saadan Feber er ofte meget farlig, snigende, langsomt dræbende. Vær klog, vær forsigtig! Prøv, inden du vælger! Aabne dit Hierte for din gode Moder, for din elskede Fader! Følg hurtig deres Raad, thi længere hen, skal du ikke kunne følge det.

Han lever! Han kommer! Han vender tilbage! Tro eller utro? Hvad vilde du giøre, om det sidste traf ind? . . . Fortvivle? døe? — — Da var du en stor Daare! Der gives jo flere af den mandlige Slægt; og at han var din Kierlighed uværdig, det har han jo tilfulde viist.

Du har Ret: En Kanefart et en uskyldig Fornøielse; men du har Uret i, at du smaaknurrer mod dine Forældre over, at de dennegang aldeles ikke vil tillade dig denne Fornøielse. Vælg dig for Fremtiden en Ledsager, som ikke sætter dig i ondt Rygte, og du skal finde dem føieligere!

Hvor længe var du i Kirken? — Vel ikke længe, men man kan ogsaa bede hiemme, og i Løndom. Jeg hader de Skinhellige, som kun offentligen løfte deres Øine mod Himlen, og synde hemmeligen. Og jeg holder just heller ikke saa synderlig af en Pige, som kommer sielden i Herrens Huus, og som hiemme endnu sieldnere erindrer sig ham.

Du er — tag mig det ikke ilde op — en lille, barnagtig Pige! Du kives med Skaberen over, at Kulden er saa vedholdende, og at denne Kulde har paaført dig en stærk Snue. Men det er din Pligt, at skikke dig i Tiden! Hvorfor vandrer du omkring paa Gaderne i tynde, lette Klæder, og bedækker din Barm blot med giennemsigtigt Flor? Straffen følger altid Overmod i Hælene.

Lad Folk snakke, hulde Jomfru! Ondskab blottes, snart eller seent. En god Samvittighed er en blød Hovedpude.

Nei, gode Pige, du er ikke karrig, du er sparsom, og Sparsomhed er en herlig Dyd Held den Mand, som din Haand engang giør lykkelig! Med Klogskab vil du ordne og bestyre hans Huusvæsen, ingen Kreditor vil uventet vække ham; og skulde et hastigt Uheld true ham, vil han i din Sparsomhed finde Hielp, og kan saaledes byde ethvert Uheld Trods.

For at kunne sige dig Sandheden, maa jeg see dig i Haanden. Altid behøver jeg vel ikke dette Hielpemiddel; thi jeg var nylig hos din skiønne Naboe; i hendes Værelse var Alt kastet uordentlig omkring, en ny smuk Klædning laae henslængt paa en Stoel, hængde ned paa Gulvet, og en Hund havde taget sit Leie paa den. Selv krøb hun søvnig omkring — en smudsig Natklædning vansirede hendes skiønne Krop, og et forrevet Halsklæde skiulte og blottede paa eengang hendes Barm. Hende kunde jeg uden videre Undersøgelse sige Sandheden! Du er et skiødesløs Pigebarn, sagde jeg, du vil endnu blive mere skiødesløs som Kone, giøre dig og din Mand ulykkelig, og for seent indsee, at Orden er Siælen i en god Huusholdning.

Hvorfor jager du stedse Katten ud af Kiøkkenet? — Fordi ingen Madvare er sikker for den, fordi den uophørlig snadsker i Alt — — Hm! Hm! besynderligt! jeg kiender en lille Pige, som ligner denne slemme Kat ganske besynderlig, altid snadsker hun, altid har hun Lommerne fulde af Slikkerier, og fordærver dermed Tænder og Mave. Aldrig har hun Appetit, da hun aldrig oppebier den; aldrig er hun ret sund, men ofte farlig syg, da hun aldrig vil give Maven Tid til Fordøielse! — — O, saadan Pige er jeg ikke! — — Det veed jeg ret vel; men en venskabelig Paamindelse er dog ogsaa Tak værd.

Tør jeg sige offentlig dit Hiertes hemmeligste Ønske, eller vil du tillade mig at hviske dig et Par Ord i Øret? . . . Nei? — — Saa maa du og tilgive mig, naar jeg taler oprigtig. Du længes inderlig efter, at blive Kone, og venter utaalmodig efter Frieren. — — Truffen det, har jeg, det kan du ikke nægte; men siden du er nysgierrig, for at erfare, om jeg og kiender Aarsagen til dit Ønske; saa vil jeg ogsaa opdage dig denne. Du vil gifte dig, ikke for at giøre en Mand lykkelig, ikke for at være hans Medhielper; men ligesom Fru v. A —, for at kunne sidde i Sophaen, og uden Hindring fiase, spille og kadre.

Kiere, gode Jomfru, dig forestaaer en stor Ulykke. Om en Maanedstid vil Kokkepigen pludselig blive syg, og Papa vil forlange, at du imidlertid skal forestaae Kiøkkenet, og tillave hans Livretter. Vistnok veed jeg, at du stedse har haft Væmmelse for Kiøkkenet; jeg veed nok, at du ikke vil fordærve dine store, blaae Øine med Røg, eller dine fine Hænder ved Ilden; men Papa veed det ikke, og vil forskrækkelig skiænde, naar han indseer, at du ikke forstaaer at koge. Vil du undgaae hans billige Irettesættelser, da benyt dig af den korte Tid saa godt muligt, at han ikke skal giøre dig til en Tort for dine klogere Selskabssøstre.

Tilgiv, smukke Barn! træk ikke din Haand bort, det var blot en Taare, som hastig randt ned af mit Øie, og faldt heed paa din høire Haand. Jeg tænkde mig just dine Forældres Sorg, naar de inden Aarets Udgang skal komme til at følge deres elskede Datters Liig! . . . Ja! ja! du falder med Rette i Forundring; men vedbliver du saa uafladelig at svække dit Bryst ved voldsomme Dandse; saa vil snart ulægelig Tæring angribe dit Legeme, og, inden Løvet falder, Graven aabne sig for dig!

Jeg er saa ugierne en Ulykkesprophet, og jeg maa dog blive det, om Advarsel ikke giør dig klogere. Du vil udmærke dig ved Pragt og ved Spil, kiære Amalia! gaaer du frem i disse Lidenskaber, som du har begyndt, da vil dit Liv vorde en Række af Ulykker, som tilsidst nagende Kummer og en tidlig Død vil giøre Ende paa. Din elskede Ægtefælle vil om føie Tid blive en ødelagt Mand, og dine Børn, hvilke du efterlod, ingen Formue, ingen Opdragelse, — kun Gield og Armod, — de ville forbande dig.

Du er en god Pige! Af dig vil dine Forældre have Glæde, og end i den sildigste Alder velsigne den Dag, da du blev født. Vist nok skal nu og da dit Øie bedrøves, og i Fremtiden skal dit Hierte føle megen Kummer; men du vil med fast Mod udholde Alt, og de glade Udsigter til den evige Løn vil styrke dig i de jordiske Prøvelser.

Du er smuk, meget smuk! — Det siger Speilet mig alle Dage: dertil behøves ingen Sandsiger! — Dog, kiere Barn, dog! at du i dit tyvende Aar skal blive gammel og styg, det har Speilet endnu aldrig sagt dig, og det er høi Tid, at erindre dig derom.

Kan du sye, strikke, brodere, koge? Veed du, at sex og halvfemsindstyve Skilling udgiør en Rigsdaler, og at denne ikke formerer sig, om man ikke med hine holder til Raade? Veed du alt dette? — — Naa, saa kan du hvilketsomhelst Øieblik gifte dig; hundrede af dine Lige gifte sig, og vide neppe hundrede Delen af dette Lidet. Men hvorledes Følgerne af et saadant Giftermaal blive, og hvorledes det ender sig, derom bekymrer man sig aldeles ikke, siden man ikke er Hustru; men blot vil have Manden til et Skalkeskiul.

For dig, Delia! skal jeg afdrage Fremtiden sit Dække? Dennegang maa Myren giøre det i mit Sted. — Myren? — Nu ja! Giv kun Agt paa den i det tilstundende Foraar, hvor flittig den arbejder og samler; tænk saa efter, i hvilken Hensigt den samler. — Dertil behøves ikke nogen Betænkning, det har jeg længe vidst; den samler Føde for Vinteren! — Da er den klogere end du; ogsaa din Vinter kommer, men dig vil den overraske ganske uforberedet.

Stolthed staaer for Fald! Du ringeagter saa mange af dine Veninder, fordi du er smukkere end de; du dadler deres Ansigtstræk, og roser ved denne Dadel dine egne; men du erindrer ikke, at alle disse Fortrin ere forgængelige. — — Dog, jeg vil ikke forud giøre dig ulykkelig, kun vil jeg advare dig, for at du kan vinde Tid og Overlæg til at forbedre dig og til at indsee, at et Tilfælde ikke maa giøre os stolt.

Hvorfor pynter du dig? — Jeg vil i Selskab! — Hvorfor befalede du, at der skal spændes fore? — Jeg vil kiøre ud! — Hvorfor lader du dit Linned vaske? — Evige Spørger, siden det er smudset! — Ja, ja! Ethvert Hvorfor har sit Derfor! Men hvorfor har Skaberen egentlig sat dig paa Jorden? det har du vel aldrig tænkt paa. Derom vil jeg spørge dig, naar jeg igien taler med dig.

Du er en lille Tyv, og jeg kan ikke spaae dig andet, end Spot, Skam og Straf. — Hvad? jeg en Tyv? Jeg fordrer Beviis; hvis ikke, vil din Spaadom opfyldes paa dig selv. — Bliv ikke hidsig, kiere Barn, det er til ingen Nytte; jeg vil bevise det: Har din Skiønhed ikke allerede staalet mangen en Ynglings Hierte? — Jo, gamle Nar, det var vel muligt! — Naa altsaa! Og i Sandhed, der gives ogsaa mange Børn, som virkelig bestiæle deres Forældre; de Stakler spare ofte selv, for at kunne holde Klaveer-Informator og Sprogmester til dem, og dog lære Børnene intet. Er dette da ikke at stiæle?

Altid har du Bøger i Hænderne, Naalen aldrig. Enhver Ting har sin Tid. Men dennegang vil jeg kun spørge dig, hvad du egentligt læser? — Jeg læser Sange, Digte, helst Romaner! — Og alt dette uden Veiledning, uden Valg? — Jeg vælger selv! — Saa har din Fader ikke Uret, om han med det første kaster alle dine Bøger i Ilden.

Et utaknemligt Barn ligner Giøgen, som opæder Giøgemoderen, der nærede og forede den. Et taknemligt Barn er liig den unge Trane, som paa sin stærke Ryg fører sin svage Fader over Havet til varmere Egne. Hvilken af disse vil du ligne? Naar du først har sagt mig det, vil jeg være din Sandsiger.

Skinsyge er et forskrækkeligt Uhyre; lad det ikke komme dig nær; under de gyseligste Qvaler skulde det fortære dit elendige Hierte. Erindre dig min Advarsel.

Den ædle Blufærdighed, som farver Jomfruens Kinder med Purpur, er en af hendes skiønneste Egenskaber, og det tydeligste Beviis paa hendes rene Uskyld. Hvorfor skiller du dig selv ved denne Naturens ypperlige Gave? Hvorfor vanzirer du dine Kinder med Sminke? Hvi fordærver du din Hud med ædende Farve?

Klæder skabe Folk; men at søge sin hele Lykke i Klæderne, at giøre dem til sin eneste Fortieneste, det er daarligt, det er høist urigtigt. Din smukkeste Klædning har Fabrikanten vævet og Skræderen syet; naar du trækker den af, saa staaer du der nøgen og blot, uden Lykke, uden Fortieneste, uden nogenslags god Egenskab. Og hvo vil vælge en nøgen Pige til Kone?

Stakkels Pigebarn, dig forestaaer mangen en Ulykke; men, hvis du i hvert kommende Aar af dit Liv trehundrede gange seer Solen staae op, saa skal Ulykken vige fra dig, og stor Lykke vorde din Lod.

Du har en viid og lang Reise for, det kommer an paa dig selv, at udsætte den, og at paaskynde den. Bliver du saaledes ved, da bliver du nødsaget til, snart at tiltræde den. Vee dig, om du uforberedet begiver dig paa Reisen!

Kan du spille Whist, L’ombre og Boston? — Hvilket Spørgsmaal! En Pige paa min Alder skulde ikke forstaae saameget! — Veed du, hvor ofte man, ved at strikke en Strømpe, skal tage ind og ud? — Saadanne Smaating har jeg for længe siden glemt! — Nu, saa maa det heller ikke fortryde dig, at for disse Smaating tre Friere allerede have forglemt dig.

Du er inderlig bedrøvet over, at dine Forældre ikke vil tilstede dig, at du ægter den fattige Ferdinand. Deres Grunde vil jeg ikke undersøge; kun din forestaaende Skiæbne vil jeg forudsige dig, om du, imod dine Forældres Villie, gifter dig. Din Elsker vil, med de beste Forsætter, dog ikke kunde forsørge dig! du vil komme til at lide Nød, du vil komme til at give Slip paa Livets uskyldige Glæder, og komme til at føle alle dets Qvaler. Snart vil du kalde ad Døden, for at befrie dig fra den Elendighed, din Indbildningskraft drømte sig som et Elysium. Ved Enden af dine ulykkelige Dage vil du da forsilde med Anger erindre dig dine Forældres Raad og min Prophetie.

Gud føder vel de unge Ravne, og klæder Markens Lillier; men Mennesket gav han Hænder til Arbeide, og Hoved til at indsamle Kundskaber; naar du nu, Elise, bliver ved, at lægge Hænderne i Skiedet, og blot pynter dit Hoved, saa er jeg nysgierrig efter at vide, hvem der engang vil føde og klæde dig.

Til hvilket Øiemed mener du vel, Eveline! at du har faaet Fødder? — Et naragtigt Spørgsmaal! Til at gaae med! — — Du maa vist have bestemt dem til et andet Brug; thi ellers vilde du vel ikke være saa taabelig, at tvinge dine Fødder ind i saa snevre Skoe, i hvilke de ikke, uden Smerte og Pine kunne giøre et Skridt fremad.

Hvormeget har du vel i dit Liv erhvervet dig ved din egen Fortieneste? — Intet; thi mine Forældre have hidindtil klædet og forsørget mig. — Men naar de døe? — Saa maa min tilkommende Mand træde i deres Sted. — Men naar nu ogsaa han døer? — Saa er det mine Børns Pligt, at erstatte mig hans Tab. — Men naar de nu tænke ligesom du, forlade sig paa Forældre og Mænd, have intet lært, og kunne ikke forsørge dig! hvad da? — Da, ja nu da ... — Da udsætter du dig i din Alderdom for Hunger og Nød.

Vil du ikke række mig dit Halsklæde, som ligger der paa Bordet: jeg behøver det til min Spaakunst! — Der har du det! — Et skiønt Halsklæde; men see, der har det en lille Rift. — Jeg blev nylig hængende fast ved et Søm. Men, du gamle Daare, hvad tager du dig til, du giør jo det lille Hul større, og river mig det halve Klæde istykker! — Kan være; men jeg forudsiger dig tillige, at de, som ikke stoppe et lille Hul, komme snart til at stoppe et større.

Lille Glut! du seer, jeg er gammel og svag; vil du ikke sælge mig din Ungdoms Ild og Sundhed for denne Penge? — Eenfoldige Gamle! er Sundheden tilfals? — Ja, ja! forøde den, forøde den for slet intet, og dandse dig Sygdomme paa Halsen, det kan du. Noget bedre end Intet, tænkde jeg, og vilde for min Penge tilkiøbe mig din Helsen.

Vil du give mig et Kys, saa skal jeg lære dig den store Kunst: Hvorledes man af Skillinger kan giøre Marker, af Marker Rigsdalere, og af Rigsdalere Dukater! — — Naar du har sexten Skilling samlet sammen, saa har du en Mark, naar du har sex Mark samlet sammen, saa har du en Rigsdaler, og naar du har ... — Tie! tie! det vidste jeg, da jeg endnu ikke var sex Aar gammel. — Nu, da du veed det, hvi giør du da ikke derefter?

Hvormeget tabde du i Gaar i Spil? — Intet, tvertimod jeg vandt to Daler. — Og i Forgaars? — Een Daler! — O du er en ulykkelig Pige! Vindelyst vil forlede dig til Spillesyge, og du skal, for nogle elendige Dalere, bortspille dit Livs skiønneste og beste Dage.

Hvormange Piger gives der vel i Verden? — Maaskee flere end hundrede Millioner! — Saa mange? Da har du ikke nogen Aarsag til at være knipsk; iblandt saa stort et Antal kan du ellers let blive overseet.

Nei, det er ret slemt, ret taabeligt, at du kun er en Stormands og ikke en Førstes Datter! — Naragtige Gamle, hvad kan jeg derfor, at min Fader ikke var en Første? — Altsaa! er den adelige Fødsel blot et Tilfælde? men hvorfor er du da stolt af et blot Tilfælde? Hvorfor seer du med Foragt ned paa din Naboes gode Døttre? De kan heller ikke for, at deres Fader kun var en ærlig Skomager.

Hvorfor slaaer du vel denne Koppe itu? — Fordi den har en Sprække, og ikke længer godt kan holde Vand! — Hm! Hm! Der falder mig just nu en Tanke ind, som jeg dog maa sige dig: Hvis man vilde slaae Hovedet itu paa enhver Pige, som ikke kan beholde i Tanken de Lærdomme, som man i sex, otte Aar har villet indprente hende, saa kom vist en Mængde Piger til at gaae omkring uden Hoved.

Gode Pige, kom med mig hen til Vindvet! Seer du der nede den Olding, som skielvende vakler herind, hvorledes han bestandig hvisker en Taare, af Øiet, og løfter Hænderne op med Himlen? Kom, kiere Barn, vi vil gaae ned, og spørge om Aarsagen til hans Kummer! — Ulykkelige gamle Mand! hvorfor græder du? Hvilket Uheld er tilstødt dig? — Ak! det største, som kan ramme en Fader. Jeg havde en eneste Datter, som jeg opdrog med den største Omhu; efter min Formues Forliis manglede jeg ofte selv, for at kunne klæde hende anstændig. Hun var mit Haab, min Trøst, min Glæde. Da hun blev ældre, følde hun Kiærlighed til en Yngling, der var en Forøder, et Menneske, der duede til ingen Ting, og havde et ondt Hierte. Jeg advarede hende faderlig, jeg bad, jeg bønfaldt hende; men hun hørde mig ikke, og flygtede hemmelig bort med ham. I to Aar søgde jeg hende forgiæves; min lille øvrige Formue svandt hen, dog blev jeg ikke træt, men blev ved at søge, og har gode Mennesker at takke for, at jeg kunde vandre fra eet Sted til et andet. I Gaar — o den rædsomme Dag! aldrig har jeg oplevet saadan en Dag før, — i Gaar fandt jeg hende i Forstaden i et uselt Herberge. Hendes ulyksalige Forfører var gaaet fra hende, og havde givet hende Fortvivlelsen til Priis. Med Pialter bedækket laae hun paa Straae, kæmpende med Døden. I Nat døde hun i mine Arme. Nu vanker jeg omkring, for at samle Penge til en Kiste for mit Haab, min Trøst, og min Glæde. Forbarmer eder over mig! Mit Hierte bløder, snart kan jeg ikke udholde at gaae længere! — — Min Ledsagerinde gav ham mere, end han behøvede. Ulykkelige Pige! sukkede hun. Ulykkelige Fader! sukkede jeg; og sørgmodige skiltes vi fra hinanden.