Ludvig Stoud Platou (1778–1833)

Dumpt fra Taarnet Midnatstimen lyder,

        Søvnen hersker i den store Stad,

        Og paa Træet røres intet Blad,

Ingen Stemme Nattens Taushed bryder.

Hulde Midnat! Ro og Trøst du yder

        Sorgens Søn, naar han veemodig — glad

        Skuer, stirrer paa hiin Stiernerad,

Som den hvælte Himmelbue pryder;

Nu, da Maanens blide Straaler falde

        Venligen paa tause Grave ned,

        Glemmer han sig selv, og hvad han leed,

Thi han hører Dødens Stemme kalde:

”Kom min trætte Ven! her hviles blødt,

”Kom! i Dødens Favn man sover sødt!”