Alt det Skabte tier — Vestenvinde
Aande sagte over Engen hen;
Stille føler Lundens Sangerinde
Jordens Taushed, tør ei bryde den.
Jevnt imellem de bemooste Stene
Sniger Bækkens Vand sig sagtelig:
Dammens Speil og Skovens yngste Grene,
Himlens Skyer — Alting hviler sig.
Mellem Østens mørkegrønne Høie
Taager Nattens første Dunkelhed.
Eegens Skygger længere sig bøie
Over Bækkens sivbekrandste Bred.
Lundens Top ved Solens Afskeeds Flammer
Vikler ud sit lysbestrøede Slør;
Medens mellem seklekronte Stammer
Dagens allersidste Straale døer.
Over høitidsfulde Bøge hæver
Landsbyekirken stolt sit Hoved op;
Lutende omkring dens Spidse svæver
Solens Straale paa den gyldne Top.
Fra dets Fløi en eensom Fugl beskuer
Markens, Engens, Lundens, Skyens Pragt;
Skovens Mørke, Aftenrødens Luer,
Al Naturen i sin Aftendragt.
Luften bølger sig i milde Strømme,
Ei af Middagsilden længer varm;
Dalens unge Blomster deri tømme
Deres Vellugt fra den aabne Barm.
Aftnens Kiølhed mildt hver Plante vækker
Af den Lethargie, hvori den laae:
Rosen paa de tornbesatte Hækker,
Og Cyanen mellem Agrens Straae.
Dunkelhed nedglider. Hesper blinker
Mildt igiennem Aftenrødens Skin.
Elskovs Stierne i sin Dalen sinker
Paa dens Purpurbane sine Trin.
Fiintskatteret Vestens Himmelbue
I nyefødte Rosers Farve klædt,
Giennemstraalet af den gyldne Lue,
Smiler blidt i yndig Majestæt.
Milde Farve! venlig du beklæder
Vesterhimlens lykkelige Sted,
Hvor fra os til andre Zoners Glæder
Vores Jords Velgiører synker ned.
Blide Gienskin! hen til andre Egne
Følger du din flammende Regent.
Du forsvinder — Alle Straaler blegne,
Dagens sidste Øieblik er endt.
Ingen venlig Straaleglands forgylder
Eegens Top paa den bekrandste Rand;
Skovens Midnatsmørke Egnen fylder;
Taager dække alt det fierne Land.
Kun paa høie, hvide Skyer smiler
Dagens kiælte Konges Flamme svagt;
Letbevinget Aftenlærken iler
Did, engang endnu at see dens Pragt.
Hellige, høitidelige Stille!
Du hensmelter i harmonisk Klang.
Lærker qviddre, Nattergale spille
Skabningen sin muntre Aftensang.
Høit i Luftens øvre Regioner,
Over Agre, Enge, Søe og Skov,
Vækkes, møde, sammenstemme Toner,
Til den eviggode Skabers Lov.
Vidt adspredt paa Marken Hiorden vanker
Deelt i Grupper. Ved sin kiendte Røst
Hyrden alle sine Hobe sanker;
Mætted’ følge de hans Vink med Lyst.
Radviis giennem Ledde, over Diger
Oversvømme de den hele Bye.
Deres Toners høie Hvirvel stiger,
Medens til det vante Hiem de tye.
Agerdyrkerne fra Marken vandre
Trætte hiem, med mild fornøiet Aand.
Smilende gaaer langsomt bag de Andre
Pigen ved sin Elskers kiære Haand.
Munter Sang og skyldfrit Skiemt bortsniger
Veiens Længde, mens den leder dem
Did, hvor Hyttens tynde Røg opstiger
Mellem Frugttræ’r, til straatækte Hiem.
Her de snart forglemme Dagens Møie;
Hvile efter Arbeid er saa skiøn!
Til den nærmeste af Markens Høie
Leder Oldingen sin unge Søn.
Taare fylde Øiet, mens hans Tunge
Fra den Ædles giennemtrængte Siel
Priser Himlen, og den gode Konge,
Som foreente virkede hans Held.
„Der, saa talte han, i denne Hytte
Fødtes jeg. Kun Armod blev mit Lod.
Andres Træl — hvad kunde mig det nytte
Agrens Fylde, Egnens Overflod?
O! hvad kan den undertrykte Svage
Mod det haarde Magtord: Slæb og tie!
Aarene drev Aarene tilbage,
Glædetomme fløi de mig forbi.
Ofte flød ved Hungers Bord min Taare,
Naar den lille klaged’ mig sin Nød;
Spottet af den følelsløse Store,
Som dog mine Hænder gav sit Brød.
Alderen besneede min Isse,
Slæb og Sorg min Styrke klædte af;
Alt mit Haab var Glæderne, som visse
Ventede mig i den stille Grav.
Men den gode Fader i det Høie
Saae hans vise Love undertraad’;
Kierligen mit halv udslukte Øie
Lærte han at kiende Glædens Graad.
Mere, end det første Vink til Livet;
Meer, end alle Glæderne deri,
Ved hans Faderbud vor Stand blev givet,
Da han bød os alle være fri.
Her, min Søn, i denne Gravhøis Bolig
Fordum jordedes en Riddersmand,
Som med Kampens Sværd ved Bælte rolig
Trodsed’ Døden for sit Fødeland.
Her jeg plantede et større Minde,
Helliget ved mangen Oldings Graad;
Denne Eeg imedens Sekler svinde
Skal fortælle Fredriks ædle Daad.” —
Alt det Skabte tier — Vestenvinde
Aande sagte over Engen hen:
Ikkun Lundens søde Sangerinde
Med sin Velklang hylder Skabningen.
Alt er stille — Hellig Taushed freder
Om den hvilende Arbeiders Blund.
Dunkel Natten ud fra Skoven træder
For at leire sig om hans Paulun.
Høitidsfulde Skov! i dine Dale
Hvirvler Mulmets tykke, sorte Nat.
Alle dine løvbehængte Sale
Er’ af alt det Levende forladt.
Visnet Løvet hen for Foden rasler;
Skovens Ekko rædsler huult derved.
Over Torne, grenefulde Hasler
Vakle vildsomt mine bange Fied.
Stumme hvile alle Skovens Fugle.
Mulmet qvalte det symphoniske Chor;
Sørgetoner kun fra Nattens Ugle
Hyle fra den fierne Kirkegaard.
Hist fra Byen tude bange Hunde;
Egnens Bierges Gienlyd svarer dem.
Frygtelige glide Midnats Stunde
Fulgt’ af alle deres Rædsler frem.
Hule Stemmer fra de fierne Bølger!
O! jeg kiender eders Røst igien. —
Lydt mit Øre eders Dønning følger
Langs med Hertha’s mørke Strandbred hen.
Sødt, o Hav! din stolte Vellyd toner
For et Folk, som helligt i din Favn,
Lærte Jordens undrende Nationer
Ærefrygt for dine Sønners Navn.
Mange Helte, hvis forglemte Navne
Oldtids Minni os gienkalder ei,
Mange Høvdinger fra dine Havne
Søgte Død og Hæder paa din Vei.
Mangen Møe i bange Elskovstaare
Saae du paa din skovbesatte Bred
Mellem Søens hvide Snekker spore
Den, som vogted’ hendes Kierlighed.
Blandt din Strandbreds tykt bemooste Eger
Saae du ofte Kampens høie Daad;
Heltes Hvile ved det muntre Bæger;
Kongers Viisdom i erfaren Raad.
Bautastenen deres Priis udbreder.
Deres Aander tit ved Maanens Skin
Taageklædte om de kiere Steder,
Vandre med høitidelige Trin.
Sagte Bølgninger i Skovens Øde! —
Oldtids Syner mig omsvæve nær —
Dunkle Former, Skygger af de Døde!
Kræve eders Aander Minde her?
Er det Harpens Fyrste som opvækker,
Tryller, flammer for min Phantasie,
At blandt Grave, Seklers Moos bedækker,
Jeg skal vaagne Cona’s Harmonie?
Lig en Taagestøtte, Stormen rokker,
Ossian mellem Helte triner frem.
Sangens Ullin med besne’de Lokker,
Ryno, Alpin, Uthal følge dem.
I Malorchols kongelige Sale,
Hersker af det vilde Fuarked,
Hæved’ mandig Fingals Søn sin Tale
Hen til Kongen ved sit Arnested.
„Fingal mindes hine Glædens Dage,
Som hensvunde i Din giestfri Borg.
Ei hans Venner glemte skulle klage;
Han er fiern, men mærker deres Sorg.
Derfor lyne Morvens blanke Spyde,
Konge af den skovbegroede Øe!
Dine Fienders unge Blod skal flyde;
Taaren mørkne Sardronlo’s Møe.” —
„Høvding fra det grønne Ardvens Fielde!
Kampens Ypperste! hvi kommer Du
Til den svage Konge, som af Ælde
Dybt nedbøiet eensom sørger nu?
Fra Sardronlo’s søomflødte Høie
Thormod kom, af Ungdoms Lue varm:
Skiøn min Datter var i Heltens Øie,
Oina-Morul med den hvide Barm.
Han begierte hende. Fiendskab skilte
Vore Slægter i den svundne Tid:
Jeg afslog ham Møen; Thormod ilte
Fulgt af Kampens Tusinde herhid.
Som fra Fieldet stride Elve bruse,
Han fremraste under vilde Skrig;
Død ham fulgte. Nordens Vinde suse
Over mine slagne Heltes Liig.” —
Eegen flammer. Rundt i Salen hænge
Morvens Helte hver sit Sværd ved Skiold.
Bægret tømmes. Harpens Tryllestrænge
Hente Sagner fra den fierne Old.
Ossians Stemme lyder. Oina’s Hænder
Giennem Strængelegens Længselsklang
Om den blide Ynde, Elskov tænder,
Heltens Siel til stille Veemod tvang.
Alt før Nattens mindste Stierne blegned’
Stode Kæmperne ved Tormuls Væld.
Hver i Pantsrets tykke Staal omhegnet
Som mod Stormens Harm et skovklædt Field.
Kampen raste frem i rædsom Styrke;
Tormul svulmede af Heltes Blod;
Og med Aftenstundens første Mørke
Thormod bunden for Malorchol stod.
Taus stod Fyrsten. Ei hans Øie turde
Op til Oina’s Blikke hæve sig. —
„Søn af Fingal! Kongen tog til Orde,
Ei forglemt skal du forlade mig.
Oina’s milde Smile Lys og Glæde
I din stærke Siel indgyde skal.
Ei uværdig Pigen skal fremtræde
Mellem Møerne i Selma’s Sal.” —
Mulmets Skygger sank paa Midnats Vinger,
Ossian slumrede i Søvnens Skiød.
Mildt, som guldbestrænget Harpe klinger,
Natlig Stemme for hans Øre lød:
„Sorgfuld Øiet du fra Havet vender! —
Fiern jeg vandrer her ved ukiendt Bred.
O hvi vare vore Slægter Fiender
Thormod! ak Møers Kierlighed!” —
„Nattens Sangerinde, hvorfor stige
Sorgens bange Toner fra dit Bryst?
Ossians Hierte den Ulykkelige
Altid aabent var til kierlig Trøst.
Ei bortrinde skulle Thormods Dage
Paa hans mørke Field i Eensomhed.
Ei skal Du, i Elskovs Længselsklage
Vandre sukkende ved ukiendt Bred’.” —
Morgenrøden farved’ Østens Høie.
Ossian ilte, løste Thormods Baand.
Ledte Pigen med det milde Øie
Hen til Fyrsten — gav ham hendes Haand. —
„Længe vare Eders Slægter Fiender;
Denne mørke Skye er ikke meer.
Salige nu ved hinandens Hænder
Loda deres Aander vandre seer.” —
I Malorchols kongelige Sale
Giestebud blev holdt i Glædens Skiød.
Over Fuarkeds bekrandte Dale
Trende Dage Barders Sange lød.
Paa den fierde Morvens Helte ilte,
Med det seierkronte Sværd i Haand,
Og de vindopfyldte Segl udspilte
Mod den elskte Kyst af Albion.