Til Frederik Moltke
den 18de Jan. 1812.
den 18de Jan. 1812.
Du de kjæmpende Dyders Beskytter,
Huldgudindernes smilende Yndling,
Kunsternes skjønsomme Ven og Belønner,
Moltke! før sjungen af Cimbrernes største
Henfarne Skjald!
Ham, den himmelske Norne bød sjunge
Kun Algodhed, og fredsomme Konger,
Dydens og Kunstens Venner, og Armods
Følende Brødre — Hans mægtige Lyra
Toned og Dig —
Sød som Klangen af Ossians Harpe
Lød din Sang for den undrende Barde;
Flammende greb han den ophængte Lyra,
Sang sin Ven, og bebudede Norden
Frihed og Lyst.
Tør da blandt Bragas Sønner den sidste
Tolke Dig, Ædle! sin inderste Hylding?
Tør jeg, i Skyggen af lavere Sysler,
Lokke din Aand til at ynde min Harpes
Bævende Klang?
At Du er stor blandt Din højere Navnes
Prøvede Mænd, at Fædrenelandet
Fylder din Sjæl, at Sandhed og Retfærd
Flette det Baand, hvormed Du omslynger
Fyrste og Folk;
Derfor, aarsælle Fredrik! skal Folkets
Fredrik lønne dit brændende Hjerte;
Derfor, Frihedens Ven! skal Fredriks
Folk, opammet ved Sandhed og Retfærd,
Kysse Dit Navn!
Jorden ruller og udbrændte Sekler
Styrte sig ned paa Misdaads Trophæer;
Blodige Throner hensmulre — men Brødres
Ildfaste Venner lønnes ved Skjaldens
Egeløvskrands.
Derfor bad jeg, Du Ædlingers Mønster!
Alfader skjænke Dig Aar til at modne
Hvad Din Daadtørst bød Dig fremtrylle.
Glædende Venner og agtende Fiender
Skabe Du selv!
G. H. Olsen.