Fader, du som skabte Himlene,
Du som ofrede din Søn paa Jorden,
For at tolke os din Retfærds Torden,
For at sone dig med Syndere!
Du som bød os kun vort eget Gavn,
Du hvis Øje intet Skabt forlader,
Englernes og Ormens milde Fader,
Helligt være os dit store Navn!
Broderhuld og Uskylds høje Fred
Bygge dig i Hierterne et Rige;
Lad det stedse gjennem Trængsler stige
Og os modne til vor Herlighed!
Du de Skrøbeliges hulde Ven,
Naar de efter Ret og Sandhed tørste,
Skee din Villie, alle Verdners Første,
Her paa Jorden, som i Himmelen.
Giv os, hvad vi bruge til vor Død;
Lad din Aand vort sande Tarv os lære;
Giv os ikke Alt, hvad vi begiære,
Giv os, Gud! Tilfredshed og vort Brød!
Og naar vi os mod dit Bud forsee,
Du vor Skyld os naadig ville skienke!
Som og vi mod alle dem, os krænke,
Gjerne vise os forsonlige.
Lad dit Ord saa lyse for vor Fod,
Lad ej Daarens Glimmer os forføre,
Lad ej Lastens søde Gift os røre,
Styrk i Kampens haarde Stund vort Mod.
Og o lad din Viisdoms stærke Skjold
Værge os mod alle Dydens Fiender,
Mod alt Ondt, hvis Rod i Mørket rinder,
Frie os selv fra Udaads grumme Vold.
Thi kun dit er Scepteret, hvorved
Solene o Seklerne sig valte;
Du alene løser Tidens Bælte
For at skues i din Evighed.