Gottsche Hans Olsen (1760–1829)

Her samles vi glade i vennehuldt Chor,

    Og signe en reisende Broder,

Som, skjøndt vi ham saae i hans feireste Flor,

    I Venskab dog kjendte ei Moder.

Som Barnet en Tærning henruller i Leg,

    Saa ruller os Skiebnen den bolde;

Er Tærningen ægte i Malm og i Præg,

    Den Prøvelse let vi udholde.

I Sorg og i Glæde Dit Hierte vi saae

    At nære sin rolige Flamme;

Thi vandt Du og Venner, dem Præget stod paa:

    I Livet og Døden de samme.

Fem vare de Glædskabs, de Vennelags Aar,

    Vi saae Dig iblandt os at vandre;

Gid femfold Du vorde ved heldige Kaar,

    Til Savnet optæller fem andre!

Naturret, Pandekter, og Landslov Du her

    Saa troligen ofred’ Din Møje;

Dig Landlivet nu, og en Psyche især

    Ved Mindet om Venner fornøje!

Saa klinke vi frejdig en Skaal for vor Ven,

    Hver fylde sit Glas indtil Randen!

Gid ofte vi samles som Venner igjen,

    Og aldrig vi svige hinanden!!!