Hjem, o Tilflugt, fuld af Fred,
Venlig Tröst og Kjærlighed!
Lad din Ynde til mig smile,
Lad mig i Din Tryghed hvile!
Börnekreds med munter Id!
Hulde Viv, Du Moder blid!
Her jeg nyder, glad i Sinde,
Hver en Lykke, hvert et Minde,
Hvert et Haab for fjerne Tid.
Staaer Naturen, som en Örk,
I sin Vinter, kold og mörk;
Hvirvler Sneen tykt derude,
Medens vilde Storme tude:
Lad dem voldsomt rase frem!
Etsteds kan jeg trodse dem,
I min hyggelige Stue,
Ved min Arnes muntre Lue,
I det fredelige Hjem.
Bliver Himlens Sommersmil
Til en mægtig Lysets Pil,
Saa mit Öie meer ei taaler
Glandsen af de stærke Straaler,
Uden Slör af mindste Sky;
Hvorhen skal jeg heller tye,
For at finde venlig Hvile,
Langt fra Solens hvasse Pile,
End i Hjemmets svale Ly!
Möder mig i Verden Strid,
Stundom Kulde, Had og Nid;
Maa mit Hjerte söge længe
Efter ligestemte Strænge;
Tröst der er i Hjemmets Favn;
Der er Lindring for mit Savn,
Der er Lægedom mod Harme,
Der er Kjærlighed og Varme,
Der er Fredens trygge Havn;
Kast Dig kun med modigt Bryst,
Mand, i Livets Kamp og Lyst!
Samtid, ja en Tid derefter,
Har sit Krav paa Dine Kræfter;
Men, naar adspredt, træt og tom,
Sjælen söger Lægedom,
Skuer i sit eget Indre
Kilden, som kan Smerten lindre,
Hjemmet er Din Helligdom.
Nyd kun Livet i dets Glands,
Qvinde, med den aabne Sands!
Öiet fik Du til at skue;
Blomst! Du söger Solens Lue!
Dog hvis Sjælen, tro og from,
Ikke blindthen sværmer om,
Men af Blomsterne, som möde,
Samler sig en evig Föde,
Hjemmet er Din Helligdom.
Hjem, o Tilflugt, fuld af Fred,
Venlig Tröst og Kjærlighed!
Lad Din Ynde til mig smile,
Lad mig i Din Tryghed hvile!
Börnekreds med munter Id!
Hulde Viv, Du Moder blid!
Her jeg nyder, glad i Sinde,
Hver en Lykke, hvert et Minde,
Hvert et Haab for fjerne Tid.
H. C. Örsted.
