Ven, som med Grandskerens Aand, og Digterens Sands for det Skjønne
Kalder, hvad dybt Du har tænkt, frem i beskuelig Form,
Snart fordyber Du Dig i den solbesaaede Himmel,
Snart Du i Stoffernes Spil søger det skjultere Baand,
Snart bespeider Du Mørket i Straalen, som udbreder Klarhed,
Snart Du Formlernes Hvir løser med Mesterens Kunst;
Dig er den herlige Lyst af denne Grunden og Skuen,
Deles med Andre den ei, dog end ledsaget af Savn.
Eenfoldt vil Du og klart det grundigt Udtænkte beskue,
At Dig ei lokkende Skin skuffer med gøglende Spil.
Og, naar da Sandheden staaer i selvstændig Form Dig for Øie,
Trolig Du stiller den frem, som den sig viste Dig selv.
Hvad den saalunde formaaer til Menneskeslægtens Forædling,
Har Du med Kjærlighed følt, har Du ved Værker beviist.
Herligt har Tænken og Viden hos Dig til Kunst sig forklaret,
Herligt af inderste Sjæl sprudler Dig Digtningens Væld.
Fra beundrende Ven en liden Gave Dig sendes,
Lige Sindelags Pant, savnes end Lighed i Kraft.
Ikke var Luftskibets Priis for mit Digt det høieste Formaal,
Nei det var Granskningens Magt, viist i den særlige Daad,
At sig Opfindelsens Aand ved Bedriften vort Blik aabenbared’,
I dens spirende Kraft, i dens sig modnende Frugt,
Som den Mennesket hæver og hele hans Livskreds udvider,
Mægtigt forædler hans Sands, Lykke bereder hans Slægt.
Gjør end ei fyldest den Kunst, med hvilken jeg Værket har udført,
Vil min Stræben dog ei, savne Dit Bifald, o Ven!
