Hvi sjunge evigt om Spartaner,
Som gjorde Fienden Passet trangt?
Behøve vore vakkre Daner
I Tiden da at gaae saa langt?
Har Heltekraft ei sat sit Stempel
Paa egen Daad, i egen Tid?
Behøver Modet et Exempel
Fra Grækenland i Leonid?
Jeg sjunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Rantzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Alt trued Magten lumsk i Hulen,
Og vilde mættes af dit Blod;
Men, Daniel i Løverkulen!
Dig frelste Himlen og dit Mod.
Leonidas stod uforfærdet
Bag Bjerget med sin Flok og stred,
Og styrted Perserne med Sværdet,
Indtil han selv i Græsset beed.
Men Daniel stod paa en Hede;
Han intet Ly bag Klippen fandt,
Og slog, til Svensker Græsset bede,
Og slog indtil han overvandt.
O kunde Harpens svage Toner
Din Roes udbuldre med en Klang
Af hine tredive Kanoner,
Som vældig Du fra Svensken tvang;
O dirred Strængen med en Brusen,
Liig Skriget af den rædde Hær,
Der veeg, skjøndt fem og tyve tusend,
For fire tusend danske Sværd!
Jeg sjunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Rantzau er hans Navn,
Saa stor som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Leonidas stod uforfærdet,
Han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Rantzau stod bag Sværdet,
Og brugte Sværdet til han vandt!